Sådan kom vi op ad trappen på under 45 min.

Alfred har et stort udviklingspotentiale. Sådan stod der i udtalelsen i forbindelse med Alfreds første udredning, hvor han fik sin Aspergers diagnose. Og jeg håber jo, at alle børn på 3 år har udviklingspotentiale. For livet er langt og langt fra statisk. Hjernen er plastisk (lækkert ord) og på mange måder gav vurderingen af hans udviklingspotentiale os håb. Det var ikke en statisk størrelse, denne autisme, som nu var flyttet ind sådan for alvor og ikke bare som en mistanke. Nu var autismen her – men udviklingspotentiale… Ah, det lød på sin vis betryggende, for hvad kunne det ikke ende med? Eller rettere, det ville ikke ende med noget, men bare fortsætte med at blive noget andet.

This too shall pass – eller frit oversat – alt er en overgang. Det er på mange måder et mantra jeg lever efter. Både når det er svært og når det hele svinger. I mine sorteste perioder tror jeg naturligvis ikke en skid på at noget vil gå over. Men det gør det jo.
Engang var det en daglig udfordring at få Alfred til at gå op ad trappen. Det kunne tage 45 minutter. Og vi bor altså kun på 3. sal, ik’. Men han ville ikke. Punktum. For hvorfor skulle han gå, når han så længe han kunne huske var blevet båret? Jeg vil ikke kalde det en kamp, for vi skulle jo begge vinde. Han skulle lære, at han godt selv kunne gå op. Og jeg skulle… Ja, jeg skulle slippe for at bære den store lille knægt på 2 år op, for jeg var gravid. Og hvordan lærte han det? Helt ærligt, jeg husker det ikke. Men det tog tid. Tålmodighed. Tricks. Tårer. Trøst. Tramp. Men ingen trusler (fra min side). Og så begyndte han bare at gøre det. At gå op selv. Med mig i hånden.
Jeg ville lyve, hvis jeg skrev at jeg var ligeglad med om nogen hørte ham skrige og rase i opgangen. For selvfølgelig var jeg ikke ligeglad. Jeg ville da ønske, at han bare havde sagt “Selvfølgelig, kære moder som gav mig livet – nu skal jeg med glæde selv gå op ad trappe. Tak fordi du lærer mig selvstændighed”. Men det skete ikke. Han brokkede sig meget. Gik langsomt. Stoppede hele tiden. Men op kom vi.

Et af mine tricks var/er at fjolle. Lave stemmen om og lege at min hånd var et lille væsen, som også skulle op, men ikke ville. Jeg lagde stemme til bamse Alma, som hjalp ham op med kærlig opmuntring. Eller også var vi bjerggeder, som i bogen om Svimlebuk. Jeg lod som om det var mig, der var langsom. Vi talte trin. Vi talte døre. Vi kiggede ud af vinduerne. Jeg ventede. Satte mig på trappen og ventede på at det gik over.

Og hvad vil jeg så sige med alt det her? At alt er en overgang. Selv den sorteste januardag i en opgang med et skrigende barn og en tung mave. Det går over. Man kommer op. For der er udviklingspotentiale, selv i en trappeopgang.
20120319-120107.jpg

One thought on “Sådan kom vi op ad trappen på under 45 min.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s