Den største sorg i verden er…

…at miste en som man har kær. Der er også stor sorg forbundet med at have et barn med autisme, selvom man ikke som sådan har mistet. Og forstå mig ret – jeg elsker Alfred. Uden forbehold! Men det var ikke lige det jeg havde forestillet mig, da jeg i forelskelsesrus og skrukhed fik Mikkel overtalt til at vi skulle have et barn.
Naivt nok havde jeg nok forestillet mig, at vi skulle have en tro kopi af min egen familie. Altså noget med en virkelig kvik, klog og sød storesøster (mig) og så en dejlig lillebror (Kristoffer), som gjorde alt hvad hun ønskede og sagde tak for mad. Sådan sat lidt på spidsen, ik’? For det var jo den slags familieform jeg kendte. Jeg kendte ingen autister. Jo bevares – jeg havde da også set Rainman, men helt ærligt. Det har jo meget lidt med noget at gøre.
Men for at vende tilbage til sorgen – og det vil jeg nok gøre fra tid til anden – så kan man også føle stor sorg over at miste en drøm. Og som med så mange andre ting i livet, så kan man ikke komme udenom, men man må igennem. Tro mig – jeg har virkelig prøvet at gå uden om sorgen. For jeg er ikke sådan en der græder over den slags. Især ikke når jeg nu har sådan en dejlig sund og rask dreng. Hvad bilder jeg mig ind? Være ked af Alfred?
Jeg troede faktisk ikke, at jeg var ked af det. Men det var jeg. Der var bare ikke plads til sorgen, for det hele handlede om Alfred og August og om at få hverdagen til at fungere. Og især sidste år, da det gik rigtigt dårligt i skolen med Alfred, så var der ikke plads til mange andre følelser end overlevelse.
Så kom Alfred på specialskole. Begyndte at blive sig selv igen. Holdt op med at slå August. Og hverdagen indfandt sig, samtidig med at jeg blev arbejdsløs og derfor fik meget tid til at tænke. Føj for pokker, jeg fik tid til at tænke. Og så kom det ramlende. Følelser, tanker, sorg.
Jeg har tygget mig igennem tankerne – alle de dystre hvor jeg bander over ikke at have det (sociale) liv jeg havde forestillet mig med spontanitet og eventyr. Hvor hjemmet er åbent og hvor gæster kommer og går uden skema og planlagte besøg.
Og jeg har til dels sluttet fred med tankerne. Jeg har puttet min forestilling om “mit liv” i en fin lille kasse, og så har jeg åbnet ikke bare en ny kasse, men et helt Narnia klædeskab af nyt liv.

Jeg får stadig af og til et stik. Når jeg ser andre leve det liv, som jeg har puttet i æsken. For i æsken ligger også det barn, jeg troede jeg skulle have. Men så hører jeg nogen kalde.
“Muddis – jeg har noget til dig. Det er et knø-tjut!”
Og så går jeg ind til den dejligste Alfred i Narnia klædeskabet, som giver mig et knø-tjut. Altså en kombination af knus, kys og tjut (kærligt nap i kinden). Og så er sorgen lettere at bære. Når man har en Alfred, der kan knø-tjutte.

20120316-114304.jpg

2 thoughts

  1. Jeg er lige her, lige nu. Midt i sorgen, som jeg efterhånden ikke længere kan skubbe væk. Og det er på ingen måde rart…

    Det er rart at læse, at jeg ikke er den eneste, som har disse følelser. Tak fordi du deler 😉

Skriv et svar