Jeg – en bjørnelokker

Nuvel. Alfred var til sommertons i DGI Byen for første gang. Det startede sådan her.

Og han klarede det så flot, ham Alfred. Med hans lidt kejtede, men meget søde hop. Han sad med i rundkreds og stod i kø og hoppede og sprang – og hjalp med at rydde madrasser og halløj på plads. Der var overskud til lidt tegnsprog til mig gennem ruden og ellers så det ud til at være ret ok. Og jeg sad altså lidt på nåle. For jeg ønskede virkelig at det skulle gå. Godt.

Men så var de fem kvarter(!) forbi og Alfred kom ud. Lignede en tordensky og udbrød vredt: “Det er det værste jeg har været med til! Jeg har fået hovedpine! Jeg gør det aldrig mere!”

Og jeg ved, at det ikke nytter at hverken diskutere eller det der ligner. Så han fik bare lidt juice og vi tog hjem. Bum.

Vi talte ikke meget om træningen, da vi kom hjem. Men da jeg puttede ham faldt jeg tilbage til en god gammel klassiker, som har reddet mig i mange situationer. Alma!

Og hvem er så Alma? Det er såmænd Alfreds trofaste bamse, som hans søde farmor har syet efter god gammel model. Alma er ganske særlig, for hun kan nemlig snakke – og spørge – og på sin helt egen snedige bamsefacon, så kan hun overbevise og lokke Alfred til meget af det han sværger aldrig at ville gøre. Som f.eks. at komme til sommertons på torsdag.

Alma & Alfred - og sutterne

Alma ville nemlig godt liiige vide, hvordan det var man slog en koldbøtte. Og om Alfred havde hoppet til det der trænings-noget. Og om hun da ikke nok måtte komme med på torsdag. For det havde hun jo aldrig prøvet.

Og så sagde Alfred: “Aj, mor – jeg har tænkt over det. Jeg vil godt til sommertons på torsdag. Bare én gang – for Almas skyld.

Og som den stygge bjørnelokker jeg er, så nikkede jeg bare henkastet og sagde, at det var da ok. Og indeni gav jeg lige mig selv en high-five – og lovede Alma al den honning (eller hvad bamser nu spiser) hun ville have. For hun kan stadig, hende Alma. Hun er i øvrigt også hyppig gæst i skolen, lige som hun selvfølgelig var med første rigtige skoledag.

Og så lige lidt praktisk forældre-info til interesserede:
Umiddelbart virkede sommertons rigtigt fint – trænerne havde godt styr på børnene, som havde det sjovt. Og det er en god måde at prøve en sportsgren af på med sådan et kort forløb inden man evt. melder sig for en hel sæson. Men der er ca. 40 børn og vist 6-8 trænere – hvilket er fint. Men jeg forstår Alfreds hovedpine… Jeg overvejer at tage ørepropper med til ham næste gang – eller foreslå at han bare kan komme ud, når han ikke vil mere. Jeg fik ikke talt med trænerne – heller ikke om hans handicap. Men det vil jeg gøre ganske kort næste gang.

10 thoughts

    1. 6-8 trænere til 40 børn det lyder som et sted, hvor der virkelig er tid til den enkelte – også de børn, der måske har særlige behov.

      1. Jeg synes også det virker meget fornuftigt. Især fordi de også deler gruppen ind i mindre grupper. Trænerne virkede til at have fint overblik – og det var meget betryggende at der ikke var nogen konkurrenceelementer i træningen – det er Alfred nemlig ikke glad for. Med mindre han er 100% sikker på at vinde…
        Jeg håber han vil med næste gang sammen med Alma – og så vil jeg lige kort fortælle trænerne, hvad han har med ‘i bagagen’.

  1. Ja, for det er jo typisk der – i konkurrencesituationer, at “filmen” knækker for de her børn…

    PS: Det er ikke i alle indlæg, at jeg får lov til at kommentere i Autisme-Tanken. Ved ikke helt, hvad der går galt.

Skriv et svar