Beløn, beløn, beløn

På SIKON var jeg til workshop om motivation med Trine Urhskov fra Sopra og Carsten Gylling fra Skolen Sputnik. Motivation er en svær størrelse – også i forhold til Alfred, der til tider er ubestikkelig og helt sin egen. Men vi arbejder på at finde en form for motivations-valuta, så vi kan hjælpe ham med at overvinde barrierer.

Motivation handler ikke om målet, men om hvad der sker på vejen derhen.
Trine Uhrskov, SIKON

Det gjorde mig så glad at høre Uhrskov fortælle om hvordan hun motiverede sin datter med belønning. En vingummi for at lave dit, to vingummier for at lave dat. Og hvorfor er det lige at belønning virker?
(Og her kommer altså en meget forenkelt og generaliseret forklaring, så bær over med mig.) Autistiske mennesker er ikke motiveret på samme måde som neurotypiske. Lysten til f.eks. at være en del af gruppen eller evnen til at se meningen med en opgave er ikke på samme måde med til at skabe en indre motivation – og her kommer belønningen på banen i form af ydre motivation.
Belønning kan især være godt, hvis målet er vigtigere for mig end for Alfred.

Og det med at belønne er endnu et eksempel på, hvor man som forældre til et autistisk barn skal glemme alt om hvad “man” gør. For de almindelige regler gælder ikke. Beløn, beløn, beløn! På den måde kan du hjælpe barnet med at overvinde indre modstand og på den måde få nye erfaringer som igen skaber nye synapsforbindelser i hjernen, der forhåbentlig gør det bare lidt lettere næste gang opgaven mødes.

Vi bruger f.eks. belønning når Alfred skal hjælpe til derhjemme. Han optjener point når han dækker bord, lægger tøj til vask og pakker sin taske ud. Vi håber at få disse opgaver automatiseret hos ham ogmdet går ganske godt.
Når han har været til sommertons belønnes han med en slush ice. På den måde bliver tanke om den ventende kølende forfriskning hans motivation for at udholde den larmende træning. Men ved at udholde træningen blivere han bedre til at udholde det – og vupti, nye synapsforbindelser.

Vi har også forsøgt med belønning hvor det ikke virkede. Alfred skulle smide bleen – et udtryk vi i øvrigt ikke brugte i forhold til ham, fordi han tager ting bogstaveligt… – men bleen skulle jo væk, så vi ville belønne ham med åh så fine stjerneklistermærker på toiletflisen, når han havde været på toilettet. Sikken god idé! Hvor var vi bare smarte! Eller nej – det rokkede ikke ved den lille fyrs lyst til toilettet, for det gav ikke mening for ham.
Det vi fik ud af det var, at belønninger skal give mening for Alfred. Måske havde slik virket, men så kloge var vi ikke dengang.

Bruger du belønning? Hvad virker?

20120422-160812.jpg

11 thoughts

  1. Åh, jo – belønning virker 😉 Her hos os er det en Kinder Mælkesnitte, som man må få, når man har været hos tandlægen og vel og mærke lukket munden op og gjort alt det, man skal det sted. Det er nemlig en meget sej (streng) oplevelse, at være ved tandlægen, hvor man får lyset direkte ind i ansigtet, skal ligge med hovedet delvist nedad og en fremmes skal berøre ens ansigt og rode een i munden. Der lugter også underligt. Min datter ryster altid fysisk, når hun er færdig, men ude i bilen ligger en Kinder Mælkesnitte og venter. Og hun får den KUN, når hun har været ved tandlægen.Så, jo, det virker. Håber en dag at finde noget, der virker på TANDLÆGEN, så hun måske kunne prøve at hæve hovedstøtten lidt og evt dreje lampen lidt væk. Men det er indtil videre en større opgave……;-)

  2. Lidt om det at blive klog på…..

    Belønning virker også fint her på vores dreng på 7:-) I starten oplevede jeg det selv som lidt af en falliterklæring, da man jo så gerne vil forklare og få barnet til at forstå etc….Men det holder jo bare ikke som du selv beskriver, man bliver klogere.

    Vi belønner meget, fx. “når du har gjort det og det kan du spille nintendo/ se en film/computer”- ting han elsker at foretage sig, men som kræver at vi giver ham lov. Det virker her ihvertfald!!! Vi bruger ikke så tit slik, da jeg jo er miljøskadet (børntandlæge!!) og tager til efterretning hvad lp skrev ovenover:-)))

    Men netop fordi disse børn, er så sensitive og udfordret, så mener jeg jo at man bør være ekstra opmærksom på tandsundheden. Deres tænder er udelukkende forældrenes ansvar, og disse børn har jo så rigelige udfordringer i forvejen ikk? Og kan man undgå at ligge hos tandlægen og blive boret, så kræver det lidt omtanke, bl.a. at man undgår at give poderne søde sager dagligt….Nok om det! For vi har jo nok alle hver vore kæpheste. Andre ville jo nok synes at det med TV kiggeri og elektroniske spil gør børnene inaktive og passive og burde begrænses. Så jeg vil nødig gør mig klog på, hvad der er egentlig er det rigtige og forkerte. Man må veje fordele og ulemper op og hver især vælge sine kampe:-)

    Her hos os kan forberedelse på en begivenhed i sig selv, ret ofte vise sig at være effektivt: fx. fortæller jeg ham: “Jeg sætter æggeuret lige om lidt, fordi det snart er lektietid, i dag skal du lave side det og det i mat..” Så kommer der en smule brok. Derefter 5 min senere: “Nu sætter jeg æggeuret”. Når så æggeuret ringer, er det helt klart for ham at nu er det nu, og han accepterer det egentlig fint.

    Det er dog MEGET vigtigt at vi holder os til det aftalte og ikke fortsætter selv om det nu gik så godt. Det kan jo være fristende, hvis man mærker at han er inde i en god rytme, men den går altså ikke her! Han fortæller klart og tydeligt, hvad han ikke vil være med til osv.. Sålænge man selv er tydelig og klar i mælet og konsekvent i forhold til aftaler, så er der sjældent problemer herhjemme.
    En aften aftalte vi at han skulle læse 6 sider i en af de der “lydrette” læsebøger. Da han tydeligvis blev grebet af handlingen, fortsatte vi. Jeg sagde ikke noget, før han havde læst hele hæftet på 23 sider helt fejlfrit, og udbrød imponeret: “Aj, historien var bare så spændende at vi helt glemte, at du kun skulle læse de de 6 sider, du fik læst det hele, hvor er du bare sej”.
    For ham, er det altså bare sådan at det er alt afgørende, det med aftalen. Havde jeg spurgt ham undervejs om vi skulle fortsætte, ville han måske have stoppet, måske have fortsat. Han skal ligesom selv tage initiativ, før han accepterer en sådan ændring. Så han flippede en gang og udbrød grædende at jeg var tarvelig, jeg skulle have stoppet ham, hvorfor kunne jeg ikke bare overholde min aftale, med de 6 sider. Han mente helt klart at jeg havde snydt ham- og det havde jeg jo sådan set også, så…. man bliver hele tiden lidt klogere. Næste morgen sagde han så meget stolt til sin far: “altså far, du kan godt være imponeret, gæt lige engang, hvem der læste 23 sider igår?”….bliver nok aldrig helt klog på den dreng!

    Skøn blog iøvrigt:-))))

  3. Simon får krydser for at “spare” op til noget LEGO ¨5 kr pr kryds. Vi var på besøg en dag, og satte så bare krydserne på en lille lap. OG tog lappen med hjem – den lå en dag i vindueskarmen, indtil jeg tænkte på at det jo vare lige så godt som en check i de rigtige hænder. Og så kom krydserne på skemaet.

    Vi gjorde på et tidspunkt at drengene kunne vælge mellem kryds eller slik. På den måde kunne man hurtigt teste deres humør: Var de kvikke valgte de kryds, var de bare trætte slik.

    Apropro slik, så var der historien om kagedåsen:
    http://jlottosen.wordpress.com/2012/02/04/om-at-kunne-udsaette-sine-egne-behov/

  4. Vi bruger også belønning big time og har i mange år kørt med to systemer. Vi har en ‘præmiekasse’, som jeg har fyldt med forskellige ting, jeg med sikkerhed ved, min datter ønsker sig. Kassen bliver løbende suppleret. Motivationen er derfor både selve præmien, men også overraskelsen i, hvad der mon ligger i kassen denne gang (som hun jo er sikker på, er noget hun ønsker sig).
    Sideløbende har vi haft et point system, som består i en lamineret tegning af en prinsesse, Johanna selv har tegnet. Hun har så også tegnet en masse hjerter, prinsessekroner og stjerner, som vi har klippet ud og lamineret og sat ‘elefantsnot’ bag på, så de kan sættes fast på himlen på tegningen. Hver af dem har fået tildelt en værdi: Krone = 1 kr / stjerne = 5 kr / hjerte = 10 kr. Og så har vi sat en pris på forskellige ting, Johanna finder meget ubehagelige, så som hårvask, negleklipning, skift af sengetøj, at blive smurt med creme osv. – men også almindelige ting, som at gå ud med skraldespanden, gå tur med hunden og den slags. Præmietegningen har hun brugt til at spare op til større ting, hun ønsker sig og præmiekassen, når der var behov for en ‘her og nu’ præmie.
    Der er jo masser af ting i hverdagen, hun klarer uden at få en præmie, som fx at tage en daglig vitaminpille. Men så kan hun ryge ind i en rigtig svær periode, hvor sansesensitiviteten rammer loftet og vitaminpillen derfor helt reelt bliver så svær at sluge, at det kun kan lade sig gøre med en efterfølgende præmie. Her ville skeptikere jo så sige: det går aldrig, så vænner hun sig jo til præmien og vil ikke nogensinde igen tage vitaminpillen uden. Ja, det skulle man tro – men sådan er det bare ikke. Når sansesensitiviteten har fundet et mere roligt leje igen, behøver Johanna ikke længere præmien og så tager vi den væk, helt uden problemer. For så har hun ikke længere brug for det dopamin, som tanken om belønningen skaber i hendes hjerne og som derfor hjælper hende med at overvinde sit ubehag. Og Johanna synes ikke, at hun skal have præmier, for noget, hun fint kan klare uden. Ligesom jeg heller ikke bliver ved med at gå med støttebind på en forstuvet ankel, der er helet. For vores unger med autisme er ikke forkælede og krævende. De er fornuftige og kloge.
    Mit eneste problem med præmierne er, at størrelsen af præmien er nødt til at være proportional med graden af ubehag for at have den ønskede effekt. Og i de virkelige svære perioder, kan det faktisk godt gå hen og blive ret dyrt. Jeg har derfor længe overvejet at søge om at få dækket præmierne som en merudgift, men har endnu ikke orket at tage den kamp, jeg ved det bliver. Men det burde være anerkendt som en merudgift – for det er et redskab, på linie med kugledyne osv. Men en dag tager jeg kampen med kommunen – og fortæller, hvordan det forløber 🙂

Skriv et svar