Mit forsømte forår

20120427-131942.jpg

For et år siden bemærkede jeg ikke foråret. Jeg kunne ikke se alt det skønne, for jeg var midt i en stor krise. For et år siden blev jeg sagt op på mit arbejde, som jeg var meget glad for. Men det var egentlig det mindste af mine bekymringer, for vi var ved at nå enden på Alfreds første skoleår, som havde været alt andet end vellykket.

Jeg havde ikke blik for foråret, fordi min familie var i krise. Vi forsøgte at holde sammen på Alfred, skåne August og bevare bare en lille smule af os selv, mens vi afventede hvad der skulle ske. Året havde været turbulent og handlede om at finde en rigtig skole til Alfred, da hans møde med folkeskolen på ingen måde var god. Vi holdt på os selv, for der var ikke plads til sammenbrud. Dårligt plads til at trække vejret.

Det var som at være ude og svømme uden at kunne se kysten eller bunden. Bare svøm! Svøm for fanden, ellers drukner du!

Vi druknede ikke, men svømmeturen tærede på kræfterne. Og jeg manglede følelsen af i det mindste at være god til noget – tilfredsstillelsen ved at udføre et arbejde, være “voksen” i bare nogle timer og have noget andet end Alfred i tankerne.

Nu er det forår. Og siden det var forår sidst har meget ændret sig. Efter Alfred landede trygt på Skolen i Peter Vedels gade blev der plads til alt det, jeg havde holdt inde. Og året har været en lang proces. Ikke lutter lagkage. Mere brød end kage. Og endnu uden fast job i sigte. Men jeg tror det er et godt tegn, at jeg bemærker foråret.

Så hvis du står midt i det – og ikke kan se foråret – bare rolig. Alt er en overgang. Dagen er lang, men året er kort.

5 thoughts

  1. Åh, et dejligt indlæg! Livsbekræftende og ærligt! Tak. Og du skal nok finde noget, enhver arbejdsplads vil være heldig med dig, Kathrine!

  2. Hej Kathrine. Jeg tror, jer er lige der, hvor du var for et år siden. Jeg kan se der kommer dejlige lysegrønne blade på træerne – det kribler og krabler i bedene og blomsternes farver er lige ved at eksploderer … men jeg føler ikke forventningen og glæden til forårets kommen, som jeg plejer. Jeg venter bare på sommeren er forbi!

    Elias, vores søn på 9 år, har lige fået diagnoserne Asperger og ADD (og som mange andre med disse diagnoser – hypersensitivitet på alle sanser). På sin vis er det befriende at få en forklaring på, hvorfor det er så svært for ham i folkeskolen. Men lige nu er vi i et limbo … fra august skal Elias på Harløse Skole – en specialskole for autister, men indtil da er han tilbage på den lokale folkeskole i Vinderød. De gør et fantastisk arbejde, men det er bare ikke helt nok…

    Kommunen er mit store problem! Jeg føler, de er alt andet end hjælpsomme… Det er en kamp at få nogen som helst hjælp fra dem. De plukker alle de positive udtalelser fra børnepsyk.’s udtalelser og negligerer alle problemerne… Så vi får afslag på, det vi søger (kurser og tabt arbejdsfortjeneste).

    PPR og skoleforvaltningen er guld og har gjort alt i deres magt for at hjælpe. Det er så frustrerende, at have halvdelen af kommunen på sin side og samarbejde – og resten mod sig og kæmpe!

    Som du ved, er man så udtrættet fordi man konstant prøver at få sit barn til at have det godt, og så skal man kæmpe mod en instans, som jeg forventede ville hjælpe. I min naive barnetro var jeg af den overbevisning, at jeg betalte skat til kommunen, hvis der en dag var brug for hjælp… Men ÆV jeg er blevet klogere…

    Så jeg glæder mig til at se tilbage om et år og sige ”det gik jo alligevel” og Elias har det godt, trods vores kamp mod systemet…

    Tak Kathrine, for dine dejlig livsbekræftende skriv om livet med et barn, som har autisme. Jeg bliver så beriget og opløftet…

    1. Kære Trine.
      Jeg føler inden grad med dig og har haft helt de samme tanker i vores kamp med kommunen. Når man nu betaler skat… osv. Jeg er sikker på, at Elias er godt rustet med dig som mor (og resten af din dejlige familie) – også selvom det til tider kan være en stor opgave.
      Hvis du har lyst til mere privat snak eller at mødes engang, må du meget gerne sende mig en mail autismetanken@gmail.com.
      Kærlig hilsen Kathrine

  3. Det er så fantastisk at vide, at jeg ikke er alene og at der går andre (mange) derude og har det præcis som jeg selv.
    Først nu er der ved at komme “orden” og struktur på vores hverdag og rammerne omkring den, og de par år (mindst), hvor kaos har rådet, har sat sig dybt i mig. Forleden bemærkede jeg, at den – næsten fysiske- hvepserede, jeg har mærket indeni er lettet og på vej væk. En utrolig lettelse, – en stilhed indeni som næsten mærkes fysisk. Jeg tog også et billede af trækronerne med blå himmel og sol ;-).

  4. Hvor er jeg glad for din blog! Det er fantastik at vide at man ikke er alene og at det kan lykkes at få en bedre hverdag. Jeg fornemmer din optimisme og positiv livsyn – det er jeg meget taknemlige for…specielt i de stunder når jeg mister oversigt og balancen, er det ret fedt at kun læse lidt i din blog og få ideer og god råd 🙂 keep it going! 🙂

Skriv et svar