Hvad er det værd?

20120508-110645.jpg

Se de små fine hænder, der er foldet ind i hinanden. To snavsede drengenæver. Se godt på dem – for det kostede mig 2.000 point.

Hvordan hænger det nu sammen? Som jeg tidligere har beskrevet her, så får drengene point for visse opgaver herhjemme. F.eks. får man ét point for at pakke sin taske ud, ét point for at lægge sit tøj til vask, osv. Der er ikke noget overordnet mål med deres point. Ikke nogen omregningsfaktor, så x antal point giver x antal kroner. Men da de begge rundede 100 point var de sikret en stor fin ting i Legoland, når vi skal derover til sommer.

Hvor kommer de 2.000 point så ind i billedet – for det er ret meget vasketøj, hvis man tænker over det. Godt så. Vi er langt hen ad vejen er meget strukturerede og planlagte herhjemme, men der er ting  i den vilde hverdag, vi ikke kan kontrollere. Som f.eks. at August gerne ville hjem fra sin legekammerat før tid, samtidig med at Mikkel stod i en kø, han ikke kunne komme ud af. Så jeg måtte afsted. Med Alfred. Som lige var kommet hjem. Og havde fået lov til at spille iPad. Uak! (Som Onkel Joakim nok ville formulere det.)

Jeg forsøgte først på almindelig facon og forklarede, at vi skulle over og hente August, fordi Mikkel ikke kunne.

Høfligt, men bestemt kom svaret. “Nej, mor – det gør jeg altså ikke!

Og så troede jeg, at jeg var smart og tilbød hele 10 point for at gå med – for ligesom at vise at jeg godt forstod, at det var svært for ham. Forklarede at vi skulle gå sammen derover, have min cykel med som de kunne sidde på og at vi skulle hjem igen med det samme. Følte mig meget smart med min ‘nu har jeg fortalt det hele, så er den ordnet’-forklaring.

Nej! Jeg gør det ikke! Jeg vil virkelig ikke. Så skal jeg have… 1.000 point for det!” svarede han. Stadig høfligt, men bestemt.

Arh, Fredo – jeg siger 10 og du siger 1.000 – det går ikke” begyndte jeg, men jeg fik bare en lukket mund, som svar.

Da jeg stod der med jakken og min sure mine halvt på og skulle til at komme med (dumme) sætninger i stil med ‘du kan jo nok forstå…‘, ‘kom nu med‘, ‘nu vil jeg ikke sige det mere‘… så gik det op for mig, at det jo var lige meget. Om det var 10 eller 1.000 – ligemeget! Hvorfor ville jeg kun give 10 point, hvis opgaven for Alfred var 1.000 værd? Hvorfor ikke lytte til hans behov for belønning? Jeg havde ingen forklaring. For det handlede jo ikke om point, men om at Alfred skulle gøre noget han inderligt ikke ønskede.

Og så tog jeg en beslutning. Gav 1.000 point – både til ham og August. Og så kom Alfred med – venlig og tilfreds, men ikke på nogen måde hoverende eller frydefuld over at han havde “vundet”. For sådan var det jo ikke. Det handlede ikke om, at nogen skulle vinde. Det handlede om, at vi skulle hente August – og det havde en pris. Synet af de to hænderholdende brødre hjemme i sofaen var alle 2.000 point værd.

One thought

Skriv et svar