Hvis mor er du?

20120515-084136.jpg

En tur i Netto. Ret banalt, måske. Men ikke i min verden. Ikke når Alfred er med og det går godt.

For en dreng som Alfred kan en ganske almindelig tur i Netto på en dårlig dag være et bombardement af sanseindtryk. Lugte, lyde, andre mennesker. Ting vi “skal”. Og fordi det kan påvirke ham, tager jeg forholdsregler. Som f.eks. ikke at have ham med ude og handle ret tit. Men det skal jo øves, så vi gør det. Og her kommer jeg til kernen. For vi gør det nemlig på vores egen måde. Alfred får bl.a. lov til at sidde oppe i vognen, hvis han vil. Vi leger, at vi er på skattejagt og skal finde tingene på vores liste. Vi fjoller. Lidt. Og jeg forsøger at indhylle ham i legen, så han ikke bliver forstyrret af Netto midt i Netto. Han får point og belønning, hvis det er nødvendigt. Og masser af ros – altid!

Men midt i skattejagt og fjol har jeg radaren tændt. For er der nu nogen som bliver sure? Er der nogen som vil skælde mig ud, fordi min kæmpe store unge sidder i indkøbsvognen – selvom der sikkert har været meget værre ting deroppe end min søde dreng? Er der nogen som vil kritisere min måde at være mor på?
For jeg er sgu sårbar. Sårbar fordi jeg ikke bare kan gøre som “man” gør i Netto. Fordi Alfred ikke “bare må lære det”, selvom han jo for hulan ser helt almindelig ud. Fordi jeg ofte er ude af mit trygge element af almindelig opdragelse. Jeg går ad ukendte stier, fordi Alfred ikke er som jeg var som lille. Jeg kan ikke bruge mig selv som eksempel – jeg må tage hensyn til ham.

Så derfor vil jeg gerne slå et slag for, at du er mor på din egen måde. Gør som du ved er bedst for netop dit barn. Lad være med at tænke på om nogen vil skælde ud. Sluk for radaren og tænd for mor-daren. Min erfaring er heldigvis, at andre har snuden så meget i deres egen vogn, at de ikke bemærker dine krumspring og underlige lege. Og helt ærligt – så er Netto altså sjovere med en skattejagt og et stykke chokolade på vejen hjem.

9 thoughts on “Hvis mor er du?

  1. Super sej måde at håndtere indkøb på. Det vil jeg huske næste gang vi køber ind.

    Da vi var i pionergruppe med Bertil var der et oplæg fra en mor der havde trykt nogle visitkort til at have i pungen. De havde en tekst i denne stil:

    Hej. Du har lige mødt xxx. Han har autisme, og det gør at han nogen gange gør lidt mærkelige ting. Til gengæld er han god til xxxx…..

    Pointen er ikke nødvendigvis at de skal deles ud, men derimod at give tryghed til forældrene, så der er et modangreb, hvis man skulle blive konfrontreret med et eller andet, som man ikke har lyst til at snakke om i Netto ;-). Heldigvis er der jo sjældent/aldrig brug for dem.

    Ideen er hermed givet videre.

    • Det er en rigtig god idé med sådan et kort – ikke mindst som tryghed for forældrene. Jeg har også selv haft et lignende kort i støbeskeen i forbindelse med et idéudviklingskursus. Kortet er især godt fordi man i en affektsituation ikke har tid eller overskud til at fortælle, hvorfor ens barn reagerer som det gør.
      Måske det var en idé at jeg lavede et udkast og lagde til download her på bloggen? Lige til at tage med på ferie…

      • Nu er jeg smigret. Det er mit visitkort som mkniss henviser til. (Det ligger nu på min blog.) Hvor er det dejligt at det har gjort indtryk og at det kan bruges. Jeg vil rigtig gerne se det du har arbejdet på… og hører om det ideudviklingskursus du nævner.

      • Hej Signe – det er så dejligt når gode initiativer deles – og autismeverdenen er heldigvis ikke så stor.
        Idéudviklingskurset hed Få flere og bedre ideer. Palle Steffensen underviste på Mediehøjskolen og jeg kan varmt anbefale både ham og bogen Få flere og bedre ideer.
        Mit kort skal stadig lige have lidt finpudsning, men jeg lægger det gerne på bloggen til fri afbenyttelse, når det er klar.

  2. Pingback: Mors dag | Autismetanken

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s