Hvis jeg siger aflastning, hvad siger du?

Aflastning? BUM! Tungt emne til en mandag, men jeg har rumlet over det et stykke tid. Og nu hiver jeg i halen og giver dig nogle af mine tanker om aflastning. Måske du bagefter vil dele dine tanker og erfaring med mig?

Hele ideen med aflastning er at sørge for at familiens batterier ikke løber tør. For autisme i familien er en belastning – og bare fordi man kan klare det hele, så behøver det ikke at koste skulle blod, sved og tårer i alle døgnets 24 timer. Faktisk er det godt at kunne spare energi op. For livet med autisme går op og ned.

Sidste år som var vores rædselsår, hvor energien fossede ud, var vi til samtale hos Handicapcentret. Det skulle klarlægges om der skulle laves en paragraf 50 undersøgelse på baggrund af en bekymring fra skolens side (kort version af lang historie som kommer en anden dag) – men i hvert fald græd jeg altså snot i det der mødelokale i Nordvest, mens den ret søde sagsbehandler også snakkede om mulighederne for aflastning. Og her var hendes guldkorn – som jeg opsnappede mellem snøft og trut – at det er godt at søge om aflastning før, man er helt i bund og slet ikke kan klare mere. Det er godt at tænke frem i tiden, sagde hun – og rakte mig en kleenex.
Og jeg har tænkt over det en del siden da. For vores primære aflastning er familie, men i takt med at de bliver ældre, bliver Alfred også større og måske vanskeligere at passe. Hans behov ændrer sig og vi bliver nødt til i det mindste at tænkt på og tale om, hvad vi kunne forestille os, hvis det skulle blive nødvendigt. Og nej, det er ikke alle autistiske børn der kommer i aflastning. Lige så lidt som alle autister er som rainman… Men forberedelse og planlægning er nøgleord, hvis man bare vil have en lille smule energi at rutte med – også i fremtiden.

Og ikke at man bare strækker sig en morgen og tænker Hey, det ville da være fedt sådan at slippe for den besværlige unge nogle dage om måneden – det gør vi da lige. For jeg er sikker på, at det er en lang proces. Fra man får tanken, til man tager kontakt til kommunen, til man undersøger mulighederne (aflastningsfamilie eller institution?) og til det rent faktisk kommer i stand. Og her har jeg slet ikke taget højde for evt. kommunalt benspænd og afslag på ansøgning… Handicapcenterdamens pointe om at søge aflastning før batterierne løber tør, er bare god at have i tankerne. Og den er hermed givet videre.

For os er aflastning flere ting. Bl.a.:
– Pasning af det ene eller andet barn, så der kun er et barn hjemme.
– Pasning af begge børn, så vi kan lege voksne og på den måde passe på vores familie.
– At være enten hjemme eller i sommerhus med bare et barn er også godt. Altså en-til-en tid.
– At være sammen med vennerne er også aflastning – i den forstand at det lader batterierne hos mig og Mikkel op, så vi kan klare mere. (Så tak til jer!)

Som det fremgår er det nemlig ikke kun et spørgsmål om at få Alfred af vejen. Nogle gange er det også godt for August at blive passet lidt ekstra hos mormor og morfar, så han får alenetid med dem og føler sig særlig og elsket og alt det gode og vigtige. Så kommer han mættet hjem – og vi har haft tid til at lade Alfred op, så det er også en god måde at gøre det på.

Afslutningsvis har jeg en indrømmelse. Eller hvad du vil kalde det. For jeg føler mig meget heldig. Alfred har meget engagerede bedsteforældre og familiemedlemmer, som ikke bare fysisk er i nærheden, men som også mentalt forstår ham og os. Det ved jeg godt ikke er alle forundt. Så jeg er en taknemmelig mor, der hakker i tasterne oppe fra sommerhuset, mens Alfred kalder fra trampolinen og Mikkel klarer ærterne og August i byen. Aflastning i den grad!

Og så er linjen åben – for hvad tænker du? Hvad er dine erfaringer?

20120610-214539.jpg

13 thoughts on “Hvis jeg siger aflastning, hvad siger du?

  1. Følger stadig troligt med. 😉
    Jeg synes aflastning er en rigtig god dag – har selv via mit arbejde mødt en del børn og forældre, der trives, forbi de netop får det pusterum indimellem.
    Jeg har faktisk selv overvejet, om vi på et tidspunkt skal søge om at blive aflastningsfamilie. 🙂

  2. Jeg har aflastning til min søn på nu 10 år og har haft det i en del år nu. Hans far, min exmand, har været meget on-off og jeg har ikke nogen støtte i min egen familie desværre. Min ex- familie er dog fantastiske til at hjælpe når det brænder på, men det er ikke altid så let at spørge om hjælp, hvis det “bare” handler om at få et pusterum. Og det er i høj grad det det handler om; tid og luft til at lægge ansvaret for en stund, mærke hvem hende Hanne også er foruden mor-rollen, og i den grad samle kræfter til igen at være rummelig, pædagogisk, forudseende og med overskud. Og ikke mindst tid til at nå at savne og se sit barn som den dejlige skabning han i høj grad også er 🙂 Det har taget tid at erkende og synes det var ok at sende ham på weekend en gang om måneden, især fordi han havde svært ved at sove og savnede mig 😦 Men nu er han super glad for sin “Weekend-klub” som vi kalder det og jeg kan se og mærke hvor vigtigt det er for ham at han har noget socialt, i skolen(specialskole) har han kun en´ , og et par få private venner, så det er en ekstra gevinst. Det skal lige siges at jeg fra starten helst ville ha haft en aflastningsfamilie og ikke et sted, men fik af vide at han var for stor til det, som 7 årig og der på det tidspunkt manglede visitatorer til at få noget i stand med en familie.Men det er jeg nu glad nok for nu, pædagogerne er kompetente og rummelige og ved hvad de snakker om. Nå det BLEV en ordentlig smøre 🙂

  3. Hov! Uanset om man er alene eller ej vil jeg stadig mene at det kan være rigtig godt, både for søskende og partner!

  4. Jeg ser kun aflastning som et plus for alle – uanset i hvilken kombination, sålænge at alle nyder at være, hvor de er (det er nok det st¢rste problem, at finde den rigtige aflastning…).
    Jeg er alene-mor til en normal f¢lelsesfuld pige – og arbejder 3.5 dag om ugen i en specialskole for multihandicappede og autistiske b¢rn og unge, med tilh¢rende internat incl aflastningsmuligheder.
    Som enlig mor med al min kærlighed med knus, grin, skæld og retningslinier er jeg lettet over at kunne lade hende gå til hendes papa i hendes weekender, eller til overnatning hos hendes veninder.
    At få tid til min egen rytme, mine egne uafbrudte tanker og impulser… det er opbyggende!
    Næsten alle forældre på skolen starter på et eller andet tidspunkt med aflastningsordning udenfor familien. Det er en proces, som skal have sin tid. Men I sidste ende g¢r det alle godt. Ikke kun for at muligg¢re, at alle lever et liv med st¢rre horisonter og med mere energi, men også for at b¢rnene kan nærme sig voksenlivet og selvstændigheden udenfor familiens rammer. Og vi forældre bliver ikke yngre med årene….
    Mod på det og held og lykke!

  5. Jeg gør mig også mange tanker om aflastning. Siden min fireårige søn med autisme blev storebror i efteråret, kan vi godt mærke at det er sværere selv at skabe aflastning for hinanden, fordi der nu hele tiden er et barn til hver.
    Vi har fantastiske bedsteforældre, der gerne hjælper og ofte tager Aksel i en weekend. De bor desværre et godt stykke fra os, så det er mest i weekender og når vi kan planlægge det, at de kan hjælpe.
    Når min barsel slutter, skal vi have en fast barnepige en eftermiddag om ugen, som vi også kan bruge, når vi indimellem har brug for det. Vi håber på at det bliver en tidligere studerende fra Aksels børnehave, som jo så kender til autisme og som et ekstra plus allerede kender Aksel.

  6. Søg aflastning!

    Vi søgte om aflastning for over et år siden og vi venter stadig; for så var der sagsbehandlerskifte, og så var vi uden sagsbehandler i noget tid, og så skulle der laves supplerende § 50 af den nye sagsbehandler, og så gik den nye sagsbehandler på barsel og så var der ingen sagsbehandler i et stykke tid, så igen en ny sagsbehandler, som omsider har visiteret Junior til aflastning.

    Da vi søgte om aflastning for et år siden, havde vores familie det forfærdeligt, for Junior led af angst og kunne næsten ikke gå i skole. Nu er har familien det endnu værre, for nu har Junior – også – fået en depression og en psykose og har ikke været i skole i en måned.

    Jo, søg om aflastning i god tid. For man ved ikke, hvor længe kommunen “sylter” ansøgningen, og der kan være meget laaaaaang ventetid på en aflastningsplads alt efter om der ønskes en institution eller familie.

    Held og lykke 🙂

    Den stille pige

  7. Vi har to drenge med diagnoser – vi har vendt aflastning udenfor hjemmet meget. For os passer det bedst at have aflastning i hjemmet, fx. at have en (af kommunen!) aflønnet aflastningsperson. Sidst fik jeg ryddet op på terrassen, mens drengene var på trampolinen under opsyn 🙂

    yeah!

  8. Åhh ja aflastning.
    Indtil for lidt over et 1 år siden havde vi en fantastisk børnepasser som kom og passede begge børnene hver torsdag. Der var visse ulemper ved aftalen. Vi var dem der skulle ud af huset og det var tit, at vi havde mere lyst til en sofa-aften. Men hold da helt op det havde også mange fordele. Det kan jeg især se nu hvor glasset på alle måder en tomt. Dengang fik vi talt sammen uforstyrret en gang om ugen … Vi havde en dag om ugen hvor det ikke var os der stod for aftensmad og godnatrutine.
    Siden har vi fået vores dejlige og meget krævende lillebror – hvilket jo ikke ligeferm giver mere overskud i hverdagen.
    Det værste er at jeg heller ikke kan overskue at organisere noget… måske sommerferien kan hjælpe.

  9. Vi er netop startet med en hjemmepasserordning 4 timer om ugen, hvor Carl Emil (aspergers) passes af en ung pæd.stud., der kommer hjem til os. Vi kan så koncentrere os om lillebror og slippe det konstante beredskab vi ellers går rundt i og blot i et par timer være helt almindelig “far og mor og barn”. Carl Emil opfatter det som, at han får en kammerat på besøg og synes det er rart at have en at lege med og på hans præmisser. Så alle er glade. På sigt kunne vi nok godt se et behov for aflastning i længere tid af gangen, men sådan her er det en rigtig god start.

  10. Hej..Min søn på 13 er lige udredt og har infatil autisme og Add..Vi har ingen netværk hernede, Mine venner og familie bor 350 km fra os. Jeg har arb, 4, 5 time hver dag, eftermiddag når min søn er hjemme..Min nye mand arb. som rejse montør. Vi er trætte, vi har aldrig tid alene. Min søn er krævende, befalende, kræsen og doven. Har søgt om at få tabt arbejdsfortjeneste så jeg kan være hjemme og få energi til at sætte min søn på struktur hvilket jeg simpelthen ikke overkommer efter mange år med hans handicap, uden jeg vidste det. Tænker meget på noget aflastning, hans far er ikke interesseret.Tønder kommune tænker mere på at spare, sådan virker det da vi ikke får oplyst hvad vi egentlig kan søge hjælp til mht min søn.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s