Velbekomme – eller hvad?

20120626-210359.jpg

Der skrives og diskuteres meget om autisme, adfærdsforstyrrelser, kost og spisevaner. Dels diskussionen om hvorvidt det er kosten som skaber autismen (som jeg ikke vil gå ind i her), men også hvordan sanseforstyrrelser kan påvirke spisevaner. Og ikke mindst – hvad kan du som mor eller far til et autistisk barn stille op, hvis spisesituationerne er kaos? Mad er så meget mere end blot næring, men det var måske en idé at stoppe op et øjeblik. Slippe grebet og slappe lidt af.

I stedet for at gætte, insistere, forsøge – så var det måske en idé at lytte til, hvad en ung kvinde med Asperger og ADHD selv fortæller. Louisa Pernille Hansen forklarer det så fint på Facebook:

“Altså… jeg er af natur ikke én der afprøver nye ting, men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har lyst til det!
Det skal bare kunne lade sig gøre!
Jeg synes tit, at mad er kaotisk. Det kan være mangel på madro og i stedet meget larm enten fysisk eller psykisk, konsistens, lugt/duft, udseende, dårlige oplevelser eller at skulle spise ude og få serveret en tallerken med en portion mad, der for mig er enorm, og hvor jeg bare går i baglås pga. alle de indtryk! Sanseindtryk, der bare vælter ind i mit hoved.
(Pga.) ADHD har jeg svært ved at sortere i mine sanseindtryk og alt for tit vælter de bare ind i mit hoved som en motorvej med alt for mange spor og helt uden hastighedsbegrænsning. Jeg har afprøvet alle mulige diæter og træningsprogrammer, men det har ikke virket særlig hensigtsmæssigt og jeg har bare fået kørt mig selv endnu længere ud.

Nu får jeg Concerta og Motiron, der styrer min naturligt manglende døgnrytme og appetit, men det gør mig jo ikke ”rask” eller klarer mine udfordringer!!

Det prøver jeg selvfølgelig at få styr på, men når jeg ikke kan fjerne min overdimensionerede motorvej, så må jeg begrænse de indtryk, der pludselig kan vælte ind i mit hoved – sagt på en anden måde: spise meget enkelt og overskueligt.
Det virker mere kontrolleret, overskueligt, behageligt- Asperger-og ADHD-venligt.
Så har jeg det godt, men jeg ville have det bedre, hvis jeg ’’kunne gøre som alle andre’’… Det fungerer bare ikke, da jeg med det samme bliver ’’helt ude af den’’ og tydeligvis MEGET mere udpræget i mit Asperger/ADHD udtryk.
Det er svært for både mine omgivelser og mig – og det er jo ikke meningen, at det skal være sådan!

Ofte har jeg koblet en dårlig oplevelse på noget bestemt mad, og så er det også svært at spise det, selvom det er lækkert og måske endda i overskuelige rammer.
Et godt eksempel kunne være sammenkogte retter, som jeg altid har haft svært ved at spise, men da jeg gav det en chance og havde forberedt mig meget, så var der brugt ’’snyd’’ på den dårlige måde.
Når jeg spørger, hvad der er i maden… Ja, så er jeg bare nysgerrig efter at vide, hvad der er i og så bryder jeg mig ikke om først senere eller bagefter at blive fortalt, at der rent faktisk var blendet fløde, bacon og cocktailpølser i – jeg spiser ingen af delene, men det blev åbenbart ikke respekteret, og det var da virkelig en dårlig oplevelse!
Jeg har svært ved det sociale, men jeg kan godt lide det, når det nogle gange går godt.
Det er bare svært at spise sammen med andre, hvis ikke de forstår eller accepterer hvordan jeg er indrettet- det er svært for mig at ’’spille normal’’ i den slags situationer.
Det er svært for andre at forstå, at jeg ikke tæller kalorier og sådan noget, men bare bliver nødt til at ’’have styr på mine sanseindtryk’’ og gøre hvad der er godt for mig, set ud fra at jeg er autist og har ADHD.

Jeg går fuldstændig i baglås, når jeg bliver presset/tvunget i ’’spisesituationer’’ og det kan ende med at jeg slet ikke spiser.
Det skal så lige nævnes, at jeg har anoreksi, og det mener jeg må komme af, at der ikke har været de rigtige rammer i forhold til spisning, fordi mine forældre mener, at jeg bare skal tage mig sammen!

Det er jo helt galt.

Jeg er alt for ofte tvunget til at gøre noget , som jeg ikke kan, ikke kan overskue og derfor ikke vil.
Jeg prøver at passe på mig selv, men det er svært, når jeg føler, at mine omgivelser forhindrer mig i det!
Når jeg har mod på at prøve noget nyt, bliver det nødt til at være overskueligt og i passende rammer.
Den med lasagnen virker, men pas lige på med det der snyd…
Det er nødvendigt, at vide hvad man spiser!
Jeg har altid elsket grøntsager, så det har mere været det at fx. skulle spise af en flad tallerken.
Det er/har altid været et problem uanset hvad der har været på tallerkenen.
Det er det med sanseindtrykkene – det vælter jo rundt!
Jeg spiser helst af en morgenmadsskål.. Ja, så er indtrykkene ligesom mere afgrænsede.
Det er noget jeg har arbejdet en del med, så nu kan jeg bedre spise af en almindelig tallerken, men nogle gange går det ikke og så vælger jeg den sikre løsning – hvis rammerne tillader det.
Det er ikke altid muligt, når det er i mere sociale sammenhænge, men når det er muligt og jeg føler, at det er nødvendigt, så er det det jeg gør for at passe på mig selv.

Der er mange ting, jeg godt kan lide at spise, men jeg har ikke haft spist det, fordi jeg ikke har følt at jeg kunne pga. ovennævnte udfordringer.

Jeg er også blevet ældre og tør måske mere at være åben omkring det.

Prøv at få det nye i kendte rammer- konsistenser, duft, smag og andre indtryk.
Gør det trygt og lad det nye være en mulighed i stedet for en tvang – så bliver det bare en begrænsning.

Jeg ville ønske, at mine forældre havde haft samme tilgang til udfordringerne, som I har herinde (i Facebookgruppen)!
Jeg bor hos mine forældre, så der er desværre rigtig mange udfordringer, der er blevet til problemer.
De vil ikke acceptere, hvordan jeg er indrettet selvom det efter min mening ikke ville ændre noget for dem.

Det er jo ikke altid hvad jeg spiser, men hvordan jeg spiser…
Vi kan vel godt spise sammen, selvom vi spiser på hver vores måde?

Det er bare så vigtigt, at der kommer fokus på alle de her hverdagsudfordringer og egentlig synes jeg ikke, at det har noget med diagnoser at gøre.
Jeg siger ikke, at ”vi har da allesammen et eller andet!”, NEJ, det jeg siger er, at vi alle er forskellige og at det egentlig bare handler om at respektere/acceptere hinanden.

Det er vel ikke så svært??”

Og jeg synes Louisa har ret – det handler om at acceptere hinanden og ikke gøre det mere besværligt end det er. Hvad er vigtigst for dig – om dit barn spiser eller om det spiser af samme slags tallerken som dig? Om det får maden blandet sammen eller om det ligger hver for sig?

20120626-210406.jpg

One thought on “Velbekomme – eller hvad?

  1. Pingback: Nu giver Facebook mening « AutismeTanken

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s