To streger

20120812-202343.jpg

To streger betyder nej. To streger revet i min arm var Alfreds måde at få mig (tykpandede mor) til at forstå, at han slet overhovedet ikke ville med på legeplads. At han ville have mig til at stoppe min plagen. Og så kunne et riv få mig til at forstå det. Og jeg forstod det – og sagde undskyld.

Da Mikkel og August var taget afsted, og Alfred havde fået lov til at vente med turen til i morgen efter skole, så blev han sig selv igen. Sød, høflig, afslappet. Mit krav om at nu skulle vi da lige på en hyggelig familietur til en legeplads (hvor Alfred ikke havde været før) var for stor en mundfuld.

Når Alfred bliver meget vred, er det svært at bevare roen. Når han råber, at jeg er dum, en idiot eller jeg skal holde kæft – er det virkeligt svært bare at tage imod og ikke sige fra. Men det nytter ikke noget i situationen at skælde ud. At forklare hvorfor han ikke må sige den slags. Det bedste er at holde så lav profil, sige så lidt som muligt og hvis jeg skal sige noget så være kort og tydelig.
Når han så er faldet ned, undskylder han næsten altid. Og det bekræfter mig i, at han reagerer på den voldsomme måde, fordi jeg ikke giver ham et valg. Set med hans øjne, altså. Så vi forsøger så vidt som overhovedet muligt at finde et kompromis han kan gå med til. Måske er det lidt mere tid – måske er det en ændret rækkefølge. Grundlæggende vil han gerne gøre som jeg beder om, nogle gange kan han simpelthen ikke.

I morgen starter skolen igen. Den nye taxichauffør har ringet og præsenteret sig. Jeg holder vejret en smule, for selvom jeg er sikker på at det nok skal gå, så kræver det forberedelse. Som dengang der var to streger på graviditetstesten og Alfred meldte sin ankomst, gav stregerne i dag mig besked om at livet kræver fleksibilitet og tilpasningsevne ud over det sædvanlige. Ikke kun for mig, men i lige så høj grad fra Alfred. Men som dengang var de to streger i dag det hele værd, da en glad og grinende Alfred læste Garfield i sofaen og med den sødeste stemme bad om kys og kærlighed.

3 thoughts

  1. et godt råd jeg fik af yndlings første støttepædagog er ikke at bære nag over for barnet. Jeg tænker tit på det, når hun fx siger, at hun kun kan lide far og glæder sig til jeg “bliver død”. For snart er det væk igen som dug for solen, men nogen dage er det lige lidt sværere at blive prikket så meget til end andre

  2. Så genkendeligt det du skriver 🙂 Jeg har v i r k e l i g lært meget de sidste mange år om, ikke at (over)reagere men at bevare roen og være TÅLMODIG, en egenskab der bestemt ikke er medfødt hos mig, men en dejlig dejlig følelse når jeg kan se og mærke at han føler sig mødt og forstået 🙂 – ikke at det er let at praktisere hver dag, det koster meget energi og overskud!

Skriv et svar