Dør far?

20121004-223238.jpg

Altså – egentlig går det jo godt. Der er balance, trivsel og sød hverdag med legoleg og læsning. Men så er der også de helt høje bølger, der rammer som en tsunami. Uden nåde og helt ud af det blå. Og som jeg har fortalt før, så rammer den mest August. Nogle gange direkte og andre gange som en alt for stor, voldsom følelse for en lille gut på 5 år.
Forleden blev Alfred vred på Mikkel. Nej, ikke vred – rasende! Det var en lille ting, men ikke for Alfred. Så han skreg af ham. Højt, skingret og rødglødende.
August og jeg var i rummet ved siden af, men jeg så rædslen i de små blå øjne og han krammende mig tæt og begyndte at græde.
“Hvad gør dig ked af det, August?”
“Jeg er bange for at far dør…”
Hvad siger man så? For det er jo helt ærlig, lige fra barnehjertet snak…
Men jeg får beroliget August, trøstet stille og forsikret om, at vi passer på hinanden. At Alfred ikke gør far noget og at han ikke skal være bange for Alfred. Og så kom far og krammende. Det hjalp.
“Far er den sødeste. Det er i orden, ik’ mor?”
Som altid falder Alfred ned lige så hurtigt som han flammer op. Jeg fortalte ham hvad hans skrig havde gjort ved August. Hvordan det havde skræmt hans lillebror.
“Aj, det kunne jeg aldrig finde på…”
Han smilede, men bad mig overbringe August fredstraktaten. Senere kom han selv med knus og ca. 10 minutter efter dødsangst-tsunamien havde ramt sad drengene på hver sin side af papa Mikkel og så film som om intet var hændt.

Jeg synes det er stærke sager. Gør mit bedste. Håber August bliver ved med at være åben og ærlig med sine store svære følelser. For dem skal der også være plads til. Men jeg glæder mig til han bliver gammel nok til at komme på søskendekursus for – ja, søskende til autister. For han skal ikke stå alene, når han ikke er alene om at have en bror med autisme – og han har jo også os. Og far er den sødeste, ik’…

4 thoughts

  1. Kender det godt 🙁
    Min dreng er i dag 15…
    Han har fra han blev født, haft alt for store voksne tanker, uden at have livserfaringen til at takle dem… Havde store spekulationer om problemer og forhold som han slet ikke havde forudsætningen til at løse…
    Min erfaring er at det er godt at være helt åben, og spørge ind til det, så man kan finde ud af hvad der bekymrer. Måske også være lidt på forkant.
    Jeppe har en hund, sin allerbedste ven, som vi fra første færd, har snakket levealder og død med… Hvor gammel bliver den? Hvornår dør den? Hvordan – Hvad gør vi så?

    Det er hårdt!
    Knus Inge

  2. jeg sender lige en masse krus til jer allesammen kaere soede og fantastiske Kathrine mor Krligse tanker fra Anne

    ________________________________

  3. Sender lige et stort kram til August. Hvor er han sej at han kan (og tør) sige, hvad han er bange for. Og samtidig stor ros til dig, fordi du giver ham tryghed til at sige det 🙂

    Glæd jer til han bliver gammel nok til et søskendekursus. Vi har været der med storesøster, da hun var 9 år og det var bare guld værd for både hende og for os. Når hun bliver 12 og kan komme på søskende-fortsætter kurset, skal hun helt sikkert afsted igen. Og når lillebror om 5 år bliver gammel nok, skal han også afsted.

    For ja – det er stærke sager vores nt-børn både ser, hører, oplever og skal tage stilling til i deres hverdag.

    1. Kære Tove – hvor er det godt at høre at søskendekurser kan bruges. Det var også min fornemmelse. For jeg kommer altså til kort – kan jo kun dække mor-delen. Kom for sjov til at tænke at Alfred måske kunne bruge et omvendt søskendekursus, hvor han kunne være sammen med andre aspergere og tale om hvor irriterende det er at have NT-søskende 😉

Skriv et svar