Kindmodel – moi?

Jeg har fået en gave. Sådan ser jeg på det. Især nu. Sådan lige i dag. At være mor til Alfred er en gave – for det giver mig mulighed for at gøre det anderledes. At gøre op med plejer og stille spørgsmålstegn ved alt det almindelige. For det er ikke metervare-familieliv vi fører her i firmaet. Det er lige dele stram struktur og hektisk krisestyring. Det er heldigvis ikke lige dele kaos og kærlighed – men klart mest til kærlighedens fordel. Og tænk at have sådan en sød, blød og dejlig snart 8-årig dreng, der drømmer om at lave en model af min kind fordi den er så blød(!).

Alfred tvinger mig ubevidst til at gøre mig mere umage. Til at være aktivt til stede. Lytte. Forstå det uforståelige. Acceptere når hans verdensbillede er anderledes end mit. Og selvom det også kan være dybt smerteligt ikke at være sikker på, hvordan han har det – så er det en lige så enorm glæde, når han lukker mig ind i sit hjerte. Det gør han heldigvis tit – og det er rørende at være sammen med den følsomme dreng der med en lethed ser de smukke ting i tilværelsen. Solskin. Skyer. Dyr og ting på vejen. For jeg kender jo også den dystre dreng. Der ikke tror på noget – og mindst af alt sig selv. Han har bare ikke været hjemme på det sidste. Kun stukket sit hoved frem i korte seancer for så at forsvinde igen og lade kernen af Alfred komme frem.

Min nysgerrighed på Alfred – på autisme, på hjernen – er kun blevet større. Det er en del af gaven – opgavedelen. Hvor jeg ikke bare kan trykke på den dér automat-mor knap (som jo slet ikke findes) – og så bare læne mig tilbage. For der kommer hele tiden noget nyt – og han vokser. Og jeg håber sådan at jeg formår at vokse med. For jeg er overbevist om at han går noget godt i møde.

Og når man sådan går – selv en gråsprængt onsdag på Amager – så ser alt bare bedre ud, når man har Alfredo i hånden.

3 thoughts

  1. Dejligt dejligt indlæg Bedste hilsner Stine Fra: AutismeTanken [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 10. oktober 2012 23:30 Til: Stine Sylverstersen Emne: [New post] Kindmodel – moi? Kathrine Felland Gunnløgsson posted: “Jeg har fået en gave. Sådan ser jeg på det. Især nu. Sådan lige i dag. At være mor til Alfred er en gave – for det giver mig mulighed for at gøre det anderledes. At gøre op med plejer og stille spørgsmålstegn ved alt det almindelige. For det er “

  2. Kære blogger Jeg er marketing manager hos Mobilize Me, der har udviklet et mobilt støttesystem til børn og unge med autisme og ADHD. Jeg har nogle ting, jeg gerne vil spørge dig om ift. livet som mor til et barn med autisme og en workshop, vi afholder i Hørsholm i næste uge. Hvis du har lyst, må du meget gerne sende mig en mail på nn@mobilize-me.org, så kontakter jeg dig pr. mail. Mange hilsener, Nana Nielsen

Skriv et svar