Åh, skole

20121107-204719.jpg
Et lille, men næsten magisk ord. Revisiteres. Det betyder, at Alfred skal blive på Skolen i Peter Vedels gade. Pyh! For alt andet ville få verden til at ramle. Han er det bedste sted han kan være i kyndige, kærlige hænder, som skubber og skærmer i lige den rette balance. Som har autisme på rygraden uden at ligge stille.
Og da vi var på besøg på Alfreds gamle skole her til aften – fordi August skal i skole til sommer – så fik jeg helt ondt i maven. For jeg har fortrængt meget af den hårde tid. Afleveringer af trist, modstræbende dreng som bare ikke kunne finde sig til rette. Beretninger om daglige kampe, nytteløse møder og bare generel tristhed.
Vi vil så gerne give August en god skolestart og -oplevelse. Spørgsmålet består – vil han kunne få det et sted som bringer så smertelige minder frem hos os? Eller vil det netop være godt at se folkeskolen forfra – med et neurotypisk barns øjne?
Spørgsmålene består, mens jeg glædes over at Alfred også i skoleåret 2012/2013 vil være i trygge rammer.
Og så kan jeg ikke lade være med at sende en medfølende tanke til alle de mange familier, som ikke har det rigtige skoletilbud – eller udsigt til det. Det gør så ondt og er så hårdt for børnene. En god skolegang er rygraden – en base som alle bør kunne få. Så bliv ved med at søge om det I vil ha’ – også selvom det virker nyttesløst, så nytter det.

6 thoughts

  1. Vi har jo Bertil i Lergravsparkens skole og er glade for skolen. Det kan altså også være en god skole :o)
    Håber i finder en god løsning for August!

    1. Godt at høre de gode historier også – tak for det 🙂
      Der er også mange fra vores andelsforening som har deres børn på skolen. Det giver jo også en god lokal forankring. Og mest af alt, så er August jo et helt andet barn end Alfred…
      Kh Kathrine

  2. Hej og tillykke. Hvor kan jeg godt forstå dig.

    Selv er X i oktober blevet udmeldt af sin friskole fra dag til dag pga ressourcemangel (vi søgte specialskole med det samme!) og efter 10 dages i ingenmands/skole-land fik han plads i et fleksibelt tilbud på en meegt stor folkeskole. Og på et fritidshjem (et af 4 tilknyttet skolen…). Vi var rigtig bange. Siden X var 3 år har vi fået at vide at det skal være små enheder på max. 40 børn.

    Det går så fint. Han startede 29.10. Fremgang hver dag , stadig nogle opstartsproblemer men skyldes nok mest det pludselige stop på den kendte friskole – og så allerede nu også hele dage, der er “perfekte”, siger X.

    Og nu har jeg lige for 1 timer siden fået en mail fra PPR om at der er en plads (akutplads?) til X på en specialskole … og nu er vi pløkforvirrede. Hvad gør vi nu – hvad vælger vi nu. Den er svær.

  3. Kan sagtens følge dig, Kathrine, i at du er bange for August´s skolestart, for alt andet lige, så ligger der jo nogle lig i kisten – men, som du også skriver, så er August et helt andet barn.

    Når min den mindste, Thomas, skal starte i skole om 1½ år, vil jeg også se skeptisk på hvordan det skal gå, for vi havde også dårlige oplevelser med skolen, da Anders (IA) gik der i 0. kl. før han kom på specialskole. Men, vi har også positive erfaringer mht. storesøster, der nu går der på 5. år!!!

    Jeg tror bare det er en meget naturlig reaktion at tænke “skeptisk”, når vi nu engang har oplevet noget negativt, Jeg ved at jeg nu sætter meget større krav til lærerne på skolen og spørger ind til mange flere ting efter at jeg har oplevet en ulykkelig dreng, der først kom i skole efter 2 timer og mange gange blev ringet hjem igen før skoledagen var omme.

    Alligevel er der ingen tvivl i mit sind. Lillebror starter selvfølgelig på samme skole som storesøster, men jeg vogter skolen og deres pædagogiske metoder med falkeøjne 🙂

Skriv et svar