Nabohjælp?

Eller noget om hvorvidt du skal blande dig i autistiske familier.

Hvad gør man, når man hører nogen have voldsomme skænderier med deres autistiske barn? spørger Susanne på Facebook og fortsætter – “kan man i udgangspunktet regne med at forældre til diagnostiserede børn er godt oplyste om deres handlemuligheder i forhold til barnet? Eller er det noget forældrene selv skal opsøge? Kan/bør man venligt foreslå egnede steder at søge hjælp/sparre? Eller skal man blande sig udenom?”

Og det er desværre ikke så lige til. Det er nærmest et Mads og monopolet-spørgsmål, men jeg vil gerne tage min gode-råd-hat på og sætte lidt mere i spil.
Som udgangspunkt giver en diagnose ikke automatisk adgang til hverken information eller kurser, (så vidt jeg ved). Det er i den grad op til forældrene selv, hvor meget (eller lidt) de dels vil sætte sig ind i autismen – og hvor meget de vil ændre ved deres måde at behandle barnet på. For mange kan det være forbundet med stor frustration ikke at kunne forstå sit eget barn. Det kræver i den grad overskud at indrette et familieliv anderledes end man havde forestillet sig. Der kan være meget, som spiller ind.

Alfred kan have meget voldsomme reaktioner. Råber og skriger over noget der virker som små ting for os. Men det er stort for ham. Alt efter hvor meget overskud vi har, takler vi situationerne efter bedste evne. Og ja, vi kommer også til at skælde ham ud. Og det er forkert og vi siger undskyld og fortryder. Men det er svært og vi forsøger hele tiden at gøre det så godt som muligt – også når det hverken ser sådan ud eller lyder sådan.

Jeg har med stor interesse fulgt Annes blog gennem længere tid. Hendes måde at skrive om sine frustrationer på, giver mig indsigt i hvordan det kan føles for en autistisk person, når vi andre bare ikke forstår.

Og skal du blande dig? Det kan godt nok være svært – for måske gør de deres bedste? Måske er barnet inde i en svær periode? Måske synes de ikke selv, at det er et problem? Eller måske har de virkelig brug for hjælp og aner ikke hvad de skal gøre?

Du kunne jo starte med at spørge dem om hvordan det går? Åbne samtalen lidt forsigtigt, tilbyde at lytte, hvis jeres relation er til det. For der er hjælp at hente. Men den kommer ikke af sig selv. Og måske er du lige det venlige, interesserede (med)menneske, der giv det sidste skub der gør at de får bedt om hjælp? Om ikke for forældrenes skyld, men så for barnets.

Hvad synes du? Hvis du var forældrene med skænderierne, ville du så blive glad for nabohjælpen? Hvad ville du ønske der blev sagt? Eller hvad ville du selv sige?

Og hvis du også har spørgsmål – eller noget du kunne tænke dig at jeg skrev om, så skriv en kommentar her eller på Facebook.

One thought

  1. Rigtig godt tænkt og beskrevet, for det er jo et kæmpe dilemma – skal man blande sig i noget så privat som opdragelse af børn. Uanset diagnose kunne det nok være en stor hjælp for mange at man gav den omsorg til hinanden i stedet for som man jo uvilkårligt vil komme til, nemlig at tænke ” fordømmende” over det man høre og evt. Ser.

Skriv et svar