Frygtelig fødselsdag

Eller nej, det var det jo sådan set ikke. Men det satte en tankelavine igang. Så er du advaret.

Hvor langt skal du gå for en fødselsdag? Hvor meget skal du skubbe og hvor meget skal du skærme? Hvornår skal du sige farvel og tak for i dag? Og for hvis skyld gør du det?

Spørgsmålene har kørt rundt i mit hoved siden jeg for første gang var med Alfred til fødselsdag hos en dreng fra klassen. De andre gange har Mikkel været med, men lørdag skulle Alfred og jeg afsted, og det virkede som en god idé til at begynde med.

Det er en god klasse Alfred går i på Skolen i Peter Vedels gade. Alle forældre bakker op om at vi holder fødselsdag. For at støtte drengene i deres sociale relationer – og fordi vi voksne kommer godt ud af det med hinanden og har meget til fælles i kraft af de særlige børn vi har, for nu at sige det som det er. Vi har endda lavet et smart gavesystem. Fødselsdagsbarnet kommer i god tid to ønsker, som de andre i klassen så stemmer om. Forældrene til fødselaren sørger for at købe den demokratisk valgte gave. Resultatet? Én gave, som modtageren helt sikkert bliver glad for – og ingen forvirring og stress. Der er en god forståelse blandt forældrene for drengenes forskellighed og alt man i den retning kunne ønske sig.

Men hvorfor var det så ikke en god dag for Alfred? Hvem havde ansvaret for, at Alfred ikke havde en god dag? Var det de søde forældre som holdt fødselsdagen, men ikke lige havde fortalt at de bl.a.  havde en hund? Kunne en detaljeret forberedelse og struktureret plan have hjulpet? Var det mig, fordi jeg insisterede på at vi tog afsted? Og sådan har jeg det – det var mit ansvar. Jeg insisterede og skubbede i stedet for at skærme.

Han havde fra morgenstunden ikke lyst til at tage afsted. Så jeg lovede is på vejen hjem. Det hjalp kun lidt og jeg måtte underspillet insistere på, at nu skulle vi altså afsted. Vi behøvede ikke at være der hele tiden, forsikrede jeg, og da vi kom ned på gaden var humøret højt og han udbrød, at det vel nok var en “guddommelig dag”. Men oppe ved lejligheden gik han lige som i baglås. Havde fået støvler og jakke af. Stod så fin i skjorte og butterfly. Men indebrændt! Og det hjalp ikke at han hørte et bjæf fra stuen. For han er ikke glad for hunde.

Og jeg kan godt sige dig mor – 3 sekunder! Og ikke mere! Jeg går ikke ind. Du kan ikke få mig til det.

Og skulle jeg så pakke ham sammen igen og tage afsted? Det gjorde jeg ikke. Fik ham på uvis vis anbragt i overkøjen på det hyggelige børneværelse i forbindelse med entreen. Udstyret ham med Nintendo og forsikring om, at hunden ikke kunne nå ham. Så gik jeg ind og hilste på i stuen. Det var hyggeligt, overskueligt, men alligevel bare alt for meget for Alfred. Han forlod kun køjen én gang og det var hvor jeg bar ham ind i stuen, så han kunne se fødselsdagsbordet, hvor jeg gerne ville have at han sad og spiste med de andre drenge fra klassen. Og hvorfor pokker var det så vigtigt for mig at han sad ved bordet? Hvorfor? Han bad mig spørge, om han måtte spise inde i sengen. Det måtte han (jo) godt – der var ingen bordtvang (andet end fra mig).

Så Alfred sad i køjen. Jeg sad med de andre forældre i stuen. Gik lidt frem og tilbage. Et par drenge var i gården, og der skulle være skattejagt. Det var ikke noget for hele flokken. Alfred skulle heller ikke nyde noget. Jeg har sagt nej tak! påpegede han, da jeg én gang for meget spurgte om han havde lyst til at gå med ned i gården. Igen spørger jeg mig selv, hvorfor det var så vigtigt for mig, at han var med? Fordi jeg har en idé om, hvad han synes er sjovt? Når han så tydeligt siger, at han ikke vil…

Efter knap to timer kunne han ikke mere. Vi pakkede sagerne sammen, fik is med på vejen og gik afsted. Det var en hyggelig fødselsdag. Bare ikke for Alfred. Men jeg roste ham. Fordi han havde holdt ud. Især holdt mig ud. Ret stor præstation.

IMG_0151

Alfred er ikke den eneste i klassen, som har det svært med sammenkomster. Som en klassekammerat havde forklaret sin mor: “At være til fest er som at stå i vejen hele tiden – flere timer i træk”.

Av, ik’? Så har du jo ikke lyst til dét dér fest. Og jeg kan ikke komme med en soleklar melding på, hvor meget eller hvor lidt der skal deltages. Det er vel noget med at lytte, mærke, vurdere… For med Alfred er det ikke et spørgsmål om, at så må han bare lære det. Eller det kan han blive nødt til. For han skal ikke tvinges – men hvorfor gør jeg det så?

Alle de spørgsmål og ikke ret mange svar. Tror bare jeg er ked af, at Alfred var ked af det og ikke havde det rart, som jeg troede han ville få det.

13 thoughts on “Frygtelig fødselsdag

  1. Hvis alle forældrene også har været med, så har det jo også
    været en stor fest med rigtig mange mennesker. Vores mindste datter
    søger det sociale og vil rigtig gerne have fest lige som sin
    neurotypiske storesøster – med hele klassen hjemme! I
    specialklassen er de så kun 7, hvoraf den ene har fravalgt fester,
    så vi har normalt 6 børn til fødselsdag og så 2 voksne til at
    servicere. Alle computere er sat til, der er Wii i et andet værelse
    og fjernsyn i et tredje og legerum i et fjerde, så der er
    muligheder for at gøre lige det, som man har lyst til og behov for.
    Vi har lige holdt fødselsdag (7 år) og da startede min datter med
    at flippe skråt de første 15 minutter, så hun måtte gå afsides for
    at afreagere, men gik heldigvis ikke helt ned på det. Hurtigt efter
    sad hun ved bordet med de andre. En anden dreng havde også svært
    ved at klare overgangen og løb op og ned ad gangene mens han
    flappede med hænderne – og det fik han lov til. Jeg holdt
    naturligvis øje med om han skulle bruge hjælp – men lige pludselig,
    så havde han også gasset af og kom og spiste med. Vi havde også en
    lille “skattejagt”, men kun fordi storesøster havde fødselsdag et
    par uger forinden og lillesøster ville have det samme 🙂 Det var
    et håndtegnet kort med et kryds i et af højbedene (der hvor
    storesøsters skat også havde ligget), så vi var sikre på, at
    lillesøster viste, hvor der skulle ledes. Vi sætter også alle
    madvarer på bordet af een omgang – og hvis de har lyst at starte
    med kagen og slutte med pølsehornene, så gør de bare det – og de
    kan komme og gå fra bordet, som de lyster. Vi har ikke
    fødselsdagssang, for det kan min datter ikke tåle – og jeg synger
    ellers så godt ;-p

  2. ja hvorfor gør man det…Fordi man som mor(og far ) også har oplevet at med motivation og forsikringer om at det skal han nok klare(nu taler jeg lige ud fra min egen søn )faktisk også er lykkedes og hvor noget der i hans hoved synes svært blev vendt til en positiv oplevelse og en erfaring rigere i forhold til at overvinde sin egen frygt for ex. fødselsdage eller lign. Så jeg synes det er et rigtig godt spørgsmål, hvornår skal man presse og hvornår skal man tage det for pålydende.Jeg er blevet meget bedre til at sætte mine (og måske især omgivelsernes) forventninger ned ,så det er ok at gå efter 10minutter(ved godt det ikke altid virker !).Jeg har f.eks valgt at min søn ikke skal med til min mors 70 års fødselsdag der skal holdes som en frokost på en kro fordi jeg ved at der vil være en forventning om at når man er 11 år kan man sagtens sidde stille og spise ved et bord i et par timer.Så vi nøjes med lagkage på selve dagen 🙂

  3. Hej Kathrine Jeg lser altid dine post & finder dem
    rigtig interessante, selvom jeg ikke kender nogen med diagnosen
    (selvom jeg har mine mistanker..) Men den her mtte jeg bare lige
    kommentere p! Jeg synes du er den bedste mor i hele verden. Basta!
    Alfred har valgt de bedste forldre i hele verden 🙂 Det jeg vil
    sige er, at jeg synes det er fint at du ‘skubber’ lidt, du er jo
    meget bevidst om at du gr det & hans reaktion p det. Men
    hvis du aldrig skubber sm skridt, s ved du jo ikke hvor grnsen er.
    Alts den rigtige grnse. For i har jo haft nogle virkelig gode
    succes oplevelser, netop pga. at du har skubbet lidt. S jeg synes
    du gr det rigtige & det skal du blive ved med 🙂 Skub, lyt
    & lr. Varme tanker, knus Hber alt er vel p Amager &
    at du passer godt p en 😉 Mange hilsner Lea Er du p facebook? S flg
    affr her https://www.facebook.com/affaer

  4. Det er også en svær een. Jeg tror du gør det, fordi det med
    at skærme også bider sig selv i halen, og gør aktivitetssfæren
    mindre og mindre. Dertil er der ikke noget galt i at du gerne vil
    have han (og du selv) deltager i noget “almindeligt”, da det også
    vil være en tilbagevendende begivenhed i tusinde afskygninger, og
    man jo må starte et sted. Slå ikke dig selv i hovedet af den grund.
    Man behøver ikke hige efter et normalitetsbegreb, men du tager ham
    jo ind i sikre rammer, hvor forældrene har forståelse for
    omstændighederne, og det er godt sted at afprøve gængse
    omgangsformer, så jeg synes ikke der er noget galt i det
    overhovedet. Vi prøver os jo frem, og det går ikke altid lige glat,
    men, som det også er blevet sagt ovenfor, så kan det næste gang
    bare være en kortere seance, og så ved han i hvert fald hvad det
    grundlæggende går ud på.

  5. Pingback: 100?! Det skal fejres! « AutismeTanken

  6. Pingback: Få det på skrift « AutismeTanken

  7. Hej Kathrine

    Jeg har først læst dette indlæg d.d. – og jeg må sige, at det gjorde indtryk på mig.

    For jeg har været der selv engang. Da Junior, næsten 6 år gammel, skulle til en fest hos en pige i børnehaven.

    Dengang havde han ingen diagnose, og gik i en almindelig børnehave med 22-23 børn på hver stue. Forældre var ikke inviteret med til pigens fødselsdag.

    Hvis jeg bare havde LYTTET til, hvad Junior sagde til mig: “Må man også godt lade være med at tage med til fødselsdagen?”, så havde vi undgået, hvad fulgte af at presse et barn til at tage til en stor fødselsdag med ca. 20 børn, et sted han aldrig havde været før. Det endte forfærdeligt for ham med voldsom affekt et fremmed sted med nogle forældre, der ikke anede, hvorfor vores dreng opførte sig sådan. Stakkels dreng. Jeg har skrevet om oplevelsen på min gamle blog, november 2006.

    Jeg tror, at vi gerne vil have, at vores børn skal være en del af fællesskabet, og derfor kommer vi til at presse på. Vi gør det, fordi vi mener, at vi ved, hvad der er bedst for barnet.

    Men vi skal lytte til vores børn, og acceptere, at de ikke altid har lyst til det vi mener de skal have lyst til.

    Vi skal jo lære vores børn at mærke efter og blive bedre til at udtrykke, hvad de føler. Og at det er okay at sige fra – og til.

    Men – jeg synes, at det var mægtig flot af Alfred at klare to timer, selv om han ikke havde lyst.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s