Sådan væltede læsset

Kender du det? At en lille ting kan slå dig ud af kurs. Der er måske ikke mælk til kaffen eller også regner det. Men det går som regel hurtigt over igen, ik’? Sådan er det bare ikke for Alfred og sikkert mange andre med autisme. En lille ting er ikke bare en lille ting. Det kan som en lille dråbe forurene en ellers rigtig god dag. Fordi det negative så nemt får fat og overskygger det andet. Her er et konkret eksempel og nogle overvejelser jeg har gjort mig på det seneste. Måske du kan genkende noget af det?

Forleden henter jeg Alfred fra skole, som jeg plejer. Han er i godt humør og fortæller, at det har været en god dag. Hans kontaktlærer er tilbage efter et længere kursusforløb og hende er han meget glad for. Vi går og snakker på vejen og bliver enige om at købe en kage hos bagere. Vi køber endda også et honninghjerte til bamse Alma og går videre til biblioteket hvor vi skal bestille bogen Den sidste rejse af Peter Gotthardt, som Alfred meget gerne vil læse. Så langt så godt.

På biblioteket opdager jeg, at Alfred har tabt den ene handske. Da han selv bliver opmærksom på det, skifter hans humør øjeblikkeligt. Nu er det ikke længere en god dag. Nu er den degraderet til en (indsæt en stor mængde bandeord) dag. Jeg siger, at vi da bare kan lege detektiver og følge vores spor i sneen hen til bageren, hvor han tog handskerne af. Men det var nok det dummeste forslag, han nogensinde havde hørt. Overhovedet! Vi gør alligevel forsøget og hele vejen er han ikke bare ked af at have tabt handsken – han er rasende. Og jeg går bare og beder til at vi finder den (indsæt igen bandeord) handske, så historien kan få min favorit “se-hvor-var-det-godt-vi-klarede-det/verden-er-god” slutning. Men ak! Ingen handske.

What to do? Heldigvis kom Amagercentret til min redning, for jeg foreslår at vi går direkte over og køber nye handsker til ham. Og til mit store held siger han ja. Der er bare en betingelse. At vi hurtigst muligt finder en skraldespand til den enlige handske, der ikke gør andet end at minde ham om tabet. Som sagt, så gjort – og jeg beder i mit stille sind om at der på magisk vis ikke er nogen mennesker i H&M sådan en hverdag før jul sådan omkring 16:30-tiden… Men det er der jo og der står vi så. Finder nemt nogle handsker, som han kan passe, men han er sur. Mest på mig fordi jeg desperat forsøger at gøre ham i godt humør.

Jeg er en gombokompleksian (Alfreds version af dette tal) kilometer nede under jorden – så dårligt er mit humør. Og du får mig ikke op på den måde! … Men det kunne måske hjælpe, hvis vi kunne sidde lidt sammen i sofaen når vi kom hjem. Og hvis du sådan talte lidt med mig om noget. Så tror jeg, jeg kommer op til måske bare at være 1 km nede – og det er jo ikke så meget.

Og der er han jo bare så god, ham Alfred. Hvis jeg bare husker at lytte. Og holde bøtte. Det gjorde jeg heldigvis den dag, men freden var ikke sikret før vi var hjemme. Havde jeg spurgt ham, hvordan han nu havde det, var svaret ret sikkert stadig negativt. Så jeg spurgte ikke. Sad bare med ham i sofaen og talte med ham om noget.

Kender du sådan en situation? Hvor en simpel ting, får fokus til at skifte fra lyst til mørkt. Hvor alt bliver dårligt at en bitter ting?

Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at jeg ikke behøver at forstå det for at være der. Min forståelse skal være et andet sted. Det skal være forståelsen af hans opfattelse. Ikke at jeg skal fastholde ham i at det også var helt vildt forfærdeligt at han mistede handsken. Men at jeg skal rumme det og guide ham i stedet for at prøve at styre eller hjælpe. For han har ikke brug for hjælp som sådan. Jo, til at få et par nye handsker – men ikke til alt det indeni. Der kan jeg kun guide ham efter bedste evne.

Nogle dage kan jeg godt magte det. Andre dage går det knap så heldigt. Jeg prøver at glemme de mindre heldige dage og minde mig selv om, at det trods alt går den rigtige vej med forståelsen. Men vejen er bumlet og jeg ved aldrig hvilken lille sten, der igen sender os på slingrekurs. Kender du det?

17 thoughts

  1. Åh ja!! Jeg glæder mig sådan til at komme på kursus og blive klogere. For mine drenge er komplet modsatte og det, der kan slukke branden hos den ene, får branden hos den anden til at blusse op.
    Men ja, her går det også den rigtige vej med forståelsen, men det føles som op ad bakken nogen dage…

  2. Ja, vi kender det. Kunne lige så godt være skrevet af mig! Det er præcist, sådan vi har det derhjemme. Perseverationen i det negative stemningsleje, hurtigt og markant skift i humør, det går galt på detaljen og forestillingsevnen m.v. At sidde tæt og roligt sammen i sofaen er også den bedste reparation hjemme hos os. Havde dog ikke kunnet tage i Amager centret, for så var det først gået helt galt, er erfaringen.

  3. Ja, meget meget genkendeligt. Men følelser er heldigvis noget, der går over. Det handler netop om at give dem plads. Hvis ikke det havde været handskerne den dag, havde det været noget andet, der udløste det. Det er ikke tilfældigt. Vi opsøger det også – for at udløse frustrationen og uroen indeni. Nogle dage er der bare et eller andet der SKAL gå galt. Sådan er det både for min søn og jeg. Og så må vi bare vente, tll uvejret går over.

    1. Hej Stinne – du har en god pointe, som jeg vil bruge næste gang. Simpelthen vente til uvejret går over. Måske endda se det som en kraftudladning, der skal ud. Det skal som så mange andre ting ikke undviges, men gennemleves.
      Tak for dit input – det gav virkelig mening for mig 🙂

  4. Det er rigtig interessant at du skriver det Stinne. For det
    bekræfter mig i det jeg oplever med min mindste. Nogen dage der kan
    jeg bare ikke gøre noget godt, det er som om han bevidst leder
    efter et eller andet der kan tricke ham, så han kan få lov at gå i
    “udbrud”. Mad han kan lide bliver pludselig forbandet, han forsøger
    at “tænde mig af” ved at slå, smække med døre, sige grimme ting
    eller andet i et forsøg på at fremprovokere et skænderi. Det tærer
    voldsomt på kræfterne – især fordi man hopper rundt for netop ikke
    at få ham til at springe i luften, og det ender det jo altid med
    alligevel uanset hvor umage man gør sig.

    1. Ja, et rigtigt godt input Stille. Kan 100 % følge dig Rikke! Det er også som on lille dreng leder… Men det er altid mest udtalt ved overstimulation under alle omstændigheder…

  5. Kathrine, tak for endnu en hverdagsberetning, som sætter fokus på ACCEPT og ANERKENDELSE af den måde, som din skønne Alfred (og andre med autisme) oplever verden på, og ikke så meget på din (og min) FORSTÅELSE, for vi kommer alligevel aldrig til helt at forstå…
    Og når stormen så har lagt sig, som Stinne så fint beskriver, så vi kan med vores neurotypiske måde at se verden på, sætte den “lille” detalje, der gik galt, ind i et større perspektiv, så det måske alligevel ikke ender op med, at hele dagen, ja hele LIVET er noget (alle bandeordene)!
    Jeg tror, det er Kirsten Callesen, der “opfundet” tidslinien, som jeg ofte bruger, når en af mine elever har været i en situation, hvor en oplevelse har ødelagt hele livet for ham!
    Jeg tegner en linie med en række klokkeslet og spørger ind til alle mulige oplevelser i tiden op til den frygtelige hændelse – og nogle gange også i tiden efter, som i stikord skrives ind på de rigtige klokkeslet på dagen. Så sætter vi glade smileys på de gode stunder og en enkelt sur smiley på den dårlige oplevelse. For det meste hjælper det på humøret og følelsen af at verden er gået totalt under 🙂

    Kathrine, ALLE dine indlæg her i Autismetanken er inspirerende og gode at læse! TAK!

      1. Ja, tidslinien er fin – men altså ham Alfred… 🙂 fantastisk, som han nogle kommer op med ideer, som nu den der med at sidde sammen og snakke om noget!
        Jeg kan rigtig godt li’ ham Alfred 🙂

    1. Det er præcis en af grundene til, at jeg fortæller historierne fra vores familie – fordi selvom vi kan føle os anderledes og alene, så er vi det ikke.
      Alt det svære bliver lettere af at dele det med nogen – så tak fordi du læser med og deler med mig.
      Kh Kathrine

  6. Er lige hoppet på denne side ved et tilfælde. Hvor er det
    berriende at læse. Du sætter ord og billeder på det som vi også
    slåsser med hver eneste dag. Dansen om den varme grød, eller
    angsten for hvornår bomben eksploderer – for det gør den altid!
    Rart at dele det med andre

  7. Fantastisk beskrevet….kender det, om og om igen, små ting der pludselig fylder det hele og får den mest fantastiske dag til at blive sort sort sort…. Man kan aldrig vide hvordan dagen ender eller hvilke udfordringer man støder ind inden solen går ned…..Måske godt det samme…. Alt kan forandres på et splitsekund …

  8. Sidder her i sofaen sammen med min hund. Mistede min handske ☺i dag og valgte at forlade min arbejds plads for at kører hjem for at blive holdt om på sofaen. Nu er jeg bare 1 km nede og det er jo ikke så langt. Tak for de vise ord.
    Nu er jeg ved at sætte ord på episoden til min chef og så må jeg tage det her fra.
    I en alder af 50 er det svært at finde hvem man er når man først nu er bevist om at være ADHD autist med ptsd. Men hvor det hjælper at du og Alfred deler jeres oplevelser så at jeg ikke er alene for på mange områder er jeg jo bare et barn for jeg skal først nu til at lærer.
    Tusind tak
    De kærligste hilsner Pernille

Skriv et svar