Køkultur

Der er stor forskel på opmærksomhed og accept – også når det gælder autisme. Som altid skarpe Shannon Des Roches Rosa beskriver her på The Thinking Person’s Guide to Autism:

“… that’s the difference between autism awareness and autism acceptance, between knowing that autism exists, and understanding what it means: that a child can be hyper-verbal yet not grasp when or why other people expect them to say “please.” That an adult can communicate more fluidly via email than by speaking — if they speak at all. That a too-noisy room can shut down autistic people of any age. And that a cheerful pre-teen boy like Leo sometimes really can’t wait to use the bathroom. That stranger obviously knew the word “autism,” he just considered it a soft option. This is why I continue to advocate for autism acceptance instead of autism awareness, because awareness wasn’t exactly helping Leo that day.”

Hvornår har du trukket autismekortet – for dit barn eller for dig selv?

5 thoughts on “Køkultur

  1. I Legoland… der er mange besøgende, der bliver forargede, når man som handicapfamilie må “springe” køen over til en forlystelse. Så er det godt, at man kan vise kortet og sige: “Han er handicappet. Derfor må kan komme forrest i køen.”

    • Det kort er fantastisk! Vi har været der tre gange og været så glade for kortet. Ellers var vi ikke kommet mere end én gang 😉 Heldigvis har ingen sagt noget til os, men jeg undgår også øjenkontakt med andre i køen, fordi jeg ville ønske at vi kunne stå i kø og ikke havde brug for særbehandlingen… Men ve den der siger noget, så kommer løvemoderen nok op i mig 😉

  2. Ja, det er fin service over for handicapfamilier. Bare ærgerligt, at de har ændret lidt på konceptet, så man nu kun kan få én tur ved hver forlystelse. Før måtte man gerne få to ture i træk.

    Vi fandt først ud af, at der fandtes sådan et kort, da Junior var 8-9 år, så de første 3-4 år vi besøgte Legoland, stod han tålmodigt i kø og ventede.

  3. Jeg bliver lidt irriteret over det lidt pop-smarte udtryk “at trække autisme-kortet”.

    Når diagnosen “kun” er aspergers, får man desværre ikke noget fysisk “bevis” på sit handicap, men handicappet er ikke nødvendigvis mindre – det er bare usynligt på alle måder…

    Tanken om at bruge mit handicap som en undskyldning eller et middel til at opnå mine ønsker er mig inderligt imod, om ikke andet så for min egen selvrespekts skyld.

    Mine holdninger er muligvis forkælede af den grund, at jeg rent faktisk har en mulighed for at tage stilling og selv vælge, hvordan jeg forholder mig – til gengæld skal jeg selv tage ansvar overfor andre mennesker efterfølgende…

    Inge

    • Hej Inge
      Udtrykket er brugt som reference til artiklen jeg linker til.
      Udfordringen jeg oplever som mor til Alfred er som du også beskriver, at der intet fysisk bevis eller udtryk som sådan er. Han ser “almindelig” ud. Jeg vil aldrig bruge hans handicap som undskyldning – eller for at opnå noget. Men i en situation som den der beskrives i artiklen, ville jeg nok have gjort det samme som forfatteren ved at gøre opmærksom på Alfreds udfordring og håbe på forståelse og accept.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s