Om en lille ting der eksploderede

Om spilleaften, stor vrede, krav og ting der flyver gennem luften.20130421-085113.jpg
Det knaser lidt med Alfred for tiden. Han bliver nemt vred og opfarende. Skælder ud. Bander. Kaster med ting. Vi kan stille meget få krav til ham og alligevel ikke forvente at han kan klare det. Sådan går det op og ned. Efter en laaaaang periode med overskud er der lavvande i energikassen og det er helt ok.
Men for at illustrere hvordan det kommer til udtryk er her en lille scene fra Albaniensgade. (Og nej, sådan gør almindelige børn ikke. Det ligner måske til forveksling, men det er ikke det samme.)
Efter aftensmad og Augusts bad spiller vi det sjove Legospil Shave a sheep. Drengene har et børnehold og vi har et voksenhold. Det går fint i starten og det er skønt at se drengene holde sammen og lægge skumle planer.
Mikkel beder flere gange Alfred om at lade fåret (brikken) stå på bordet. Det vil Alfred ikke. Pludselig rejser Alfred sig, marcherer mod værelset og kyler brikken efter Mikkel. August er vant til den slags kaos-eksplosions-pauser så han venter. Det er stadig ikke sjovt for ham, men han ved det går over.
Jeg går ind til Alfred, som er rødglødende af raseri. Far vil bestemme over ham! Far er dum og fortjener døden eller noget værre! Alfred er klar med al sin vrede – og min eneste strategi er at nærme mig ham som om han var en såret løve. Roligt giver jeg ham ret. Siger at han gerne må holde brikken. At jeg gerne vil spille videre med ham. Sniger et kram ind.
Og så kommer han med ud igen. Men lunten er minimal. August redder som så ofte før dagen med fjolleri og det hjælper klart også at vi voksne taber stort.

20130422-092841.jpg
Scenen viser hvordan der ikke er sammenhæng mellem krav og reaktion. Små ting eksploderer. Især når lunten er kort.
Helt centralt for mig står det faktum, at Alfred faktisk gjorde sit bedste. Det er svært for ham at være med til at spille, vente på tur, måske tabe, sidde ved siden af August, lytte til os – alt efter en lang dag. Så han klarede det faktisk godt. At han kom tilbage til spillet er en sejr i sig selv, og jeg håber han trods sin egen knurren hørte mig, da jeg roste ham for indsatsen.
Det er aldrig kedeligt med Alfred…

2 thoughts on “Om en lille ting der eksploderede

  1. Åhh ja… endnu engang beskriver du en af de situationer, som jeg har så svært ved at gengive overfor mennesker der ikke har ASF inde på livet. Enten siger folk: “Det kender jeg godt, det gør mine børn også”… eller også forstår de ikke hvorfor jeg “lader Bjørn skabe sig sådan”

  2. Pingback: Et godt kompromis | Autismetanken

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s