Alt går fra hinanden, babe

Jeg har altid elsket Lars H.U.G’s sang Alt går fra hinanden, babe. Især stykket hvor han synger ‘og sikke en smuk dag at skilles fra hinanden’. Når jeg hører om nogen, som går fra hinanden, så tænker jeg på den sang. Og der er rigtigt mange, som går fra hinanden. Der er mange familier, som bliver brudt op, fordi det er så pokkers svært at holde sammen.

Jeg ved, at nogle af jer læsere har fundet bloggen, fordi I har søgt på ord som autisme og skilsmisse. Jeg ved fra netværk – og fra mig selv, at det er en stor belastning for en familie at have autisme. Det er med vilje at jeg ikke skriver ‘at have et barn med autisme’ – for det kan jo lige så godt være at forældrene også selv har autisme. Det er en udfordring, men ikke desto mindre mener jeg, at det er vigtigt at man kæmper og gør sig umage. Ikke fordi skilsmisse og opbrud nødvendigvis er af det onde, men fordi vi har brug for hinanden.

I mange tilfælde kan det handle om, at måden man er familie på skal være anderledes end normen. Man skal måske ikke være sammen allesammen hele tiden. Vi deler os f.eks. tit op og bruger på den måde sommerhuset som aflastning. Det giver ro – for selvom vi kun er fire hjemme hos os, er det fire stemmer, fire viljer, fire hjerter… Nogle gange er der bare brug for ro.

Jeg ved godt, at mange af jer ikke har den mulighed. Måske er I allerede alene med jeres barn. Måske er der ingen til at aflaste jer? Måske forstår partneren ikke udfordringerne – eller måske har du selv svært ved at forholde dig til, at det ikke blev, som du havde troet. For det er noget andet end klassisk familieliv. Der er ikke et plejer som ligner den måde man selv voksede på. Der er en ubetrådt sti i en jungle. Men der er også eventyr pakket ind i udfordringen. Der er også en gave i forhold til at se verden – og en selv – på en anden måde.

Nettet flyder over med billeder tilsat rammende citater om hvordan man skal se på det gode, hvordan man vokser i modgang osv. Og det er alt sammen meget svært at forholde sig til, hvis man står nede i lortebrønden og kigger op på alle de glade idioter, som har det meget nemmere end en selv. Men jeg kan næsten – og også kun næsten – love, at modgangen får ende. Alt er en overgang – den er bare nogle gange meeeget lang. Den fører nogle gange andre steder hen, end man havde troet.

Jeg tænker tit på den måde vi er familie på, som noget der stod med småt på bagsiden af kontrakten jeg underskrev, da jeg gerne ville have børn. Det er sådan en særparagraf, en lille krølle, der gør at det ikke er standard.

I dag er det 9 år, siden jeg blev gift med Mikkel. Holdt fest med familie og venner. Med Alfred i maven og hjertet helt oppe i halsen – eventyr forude. Og som i alle eventyr er der forhindringer og udfordringer undervejs. Vi er stadig undervejs og det er stadig vores helt eget eventyr, som vi selv er med til at skrive.

20130904-142449.jpg

Bryllupsdag 040904

11 thoughts on “Alt går fra hinanden, babe

  1. Tak for at du delte dette. Så smukt skrevet og førte mig i tanker og hjerte tilbage til min bryllupsdag med min baby i maven. Jeg blev helt varm om hjertet og glæder mig over at min mand og jeg også stadig holder sammen, selv om der indimellem er lige lovlig mange forhindringer der skal overvindes 😉

  2. Kan kun være enig i det du skriver.

    Kan se i mange sammenhænge – især i forsamlinger med autisme/ADHD som tema (SIKON, SIM, Malta-turen o.l.) at Michael og jeg hører til mindretallet, nemlig de forældre der fortsat er sammen.

    Synes selv at vi også er gode til at dele os op, så børnene også på skift kan være alene med en forældre. Men vi har også været gode til at få organiseret tid til tosomhed/kærestetid. Måske kun én gang på et år, men bedre end ingenting. Det kan være rigtigt svært, hvis netværket er tyndt, men efter min mening arbejdet værd.

    Noget andet vi også har benyttet med succes er at skiftes til at se den samme film. Dvs. den ene aften ser jeg den med en veninde, næste aften ser han den med en ven – og så kan vi snakke om den. Selvfølgelig ikke helt så hyggeligt som at se den sammen, med bedre end slet ikke at se den pga. manglende mulighed for pasning.

  3. Tak!
    For at dele … For at sætte tingene i perspektiv … For jeg får lov til at mærke, at jeg ikke er den eneste … For bekræftelsen i, at det er hårdt … For hjælp til at finde “vores vej”, som heller ikke var den, jeg så, da jeg blev gift med en Aspergers i maven … For at det er i orden at sige sgu og fanden, men blive og kæmpe …

  4. Kære Kathrine
    Et varmt tillykke til jer begge. Og tak for at give udtryk for dine altid åbenhjertige tanker. De vidner hver gang om et menneske med varme følelser, som bestræber sig på at sætte sig ind i andre mennesker – ikke mindst i din egen Alfred..

  5. Helt igennem fantastisk blogindlæg. Du rammer mig lige i hjertet på tværs af diagnoser. Bum. Du er en stærk og klog kvinde, Kathy. Jeg glæder mig virkelig meget til at se dig på mandag.
    Klem Siff

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s