Ingen undskyldning

Dette er ingen undskyldning. Det er ikke en undskyldning som efterfølges med et men og en god forklaring. Men – efter det voldsomme indlæg om Alfred (som i den grad blev læst og delt – tak for det!), var det lidt som om jeg mistede pusten. Mistede noget af min egen stemme. Ikke som en skriveblokering, for der kom mere på bloggen – men hvor var jeg?

Det sker i blogland, at skribenter undskylder fravær – at de har været syge, haft sammenbrud (især i autismeverdenen, desværre) eller at de haft travlt. Og grundlæggende synes jeg at man kun skal skrive, når man har noget at skrive om. Noget der berører – om det så er andre eller en selv. Gælder det fravær? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig lovet en vis frekvens. Alligevel har jeg indlæg på lager. Indlæg som er klar til at kravle ud via tastaturet. Så måske jeg bare skal tage dem som de kommer. Sætte mig til tasteturet som nu – sætte et bogstav sammen med et andet – ord efter ord – tanke efter tanke.

Autismen åbner sig mere og mere – bliver dybere. Min måde at anskue den på ændrer sig hele tiden. Ikke i forhold til positiv-negativ. Måske er jeg kommet forbi det stadie, hvis det altså er et stadie. Det er som en konstant strøm i mit liv, noget jeg hele tiden vil vide mere om, dykke ned i og se fra flere sider. Det handler om Alfred og så meget mere.

Så – ingen undskyldning – bare et indlæg.

– og et ældre skud af August & Alfred.

20120428-225922.jpg

4 thoughts

  1. Sjovt nok var det netop dette indlæg der fik mig til at læse lidt rundt på din blog igen. Jeg har nemlig holdt en pause som læser 🙂 Ikke fordi det du skriver ikke vedkommer mig, snare tvært imod. Livet med Autisme vedkommer mig meget, hver dag. Men nogen gange bliver det bare for… og så tager jeg en pause – altså det er ikke noget jeg beslutter, men bare noget der sker – så får jeg ikke læst med på autismeblogs og forums osv. og får heller ikke selv skrevet om autisme.
    Så ja – ingen undskyldning – det er bare sådan det er.
    <3 Signe

  2. Hej Kathrine, det er så rigtigt – det er bare sådan det er. Man må være i det virkelige liv også:) Have tid til at tænke sig om – det kan være svært, hvis man hele tiden skal forholde sig til udefrakommmende diaglog. Der skal også være plads til den indre monolog – og så dagligdagen in real life. Det er bare skønt og godt når du skriver, tak!

Skriv et svar