Skodmor slår til igen

Der er dage, hvor jeg bare ikke rammer rigtigt. Selvom jeg tror, jeg da bare lige har klaret det hele sådan vupti-vupti, så smutter den og jeg ender nede i et stort hul og må helt uden Minecraft evner (for der farer jeg vild) forsøge at komme op igen. Hvem er både med til at kyle mig ned i hullet – og redde mig op igen? Alfred!

Denne gang udrullede krisen sig som følger:
Alfred havde fået noget lego i fødselsdagsgave, som han efter mange spekulationer gerne ville have byttet. Han havde det i forvejen og selvom han ikke har noget imod at have flere af samme slags, havde vi endt med at aftale at jeg skulle bytte gaven for ham i dag, da han var i svømmehallen med vores aflaster. Vi havde endda aftalt hvad jeg skulle bytte det det ud fra et billede fra hans ønskeseddel. Klar opgave til mor – den klarer jeg!

Men… når det sådan er eftermiddag. I Amagercentret. Og man har været på arbejde. Og til elevplansmøde. Og hentet August. Og bedt om at få legoet byttet, når man bare lige har været nede og finde det rigtige sæt (kigge på billede, fino-bandino) – ja, så kan der altså ske fejl alligevel. Især når man jeg ikke tjekker. For jeg sendte i god tro sms til aflaster om at den var i vinkel – hils Alfred og sig det (indsæt billede af selvtilfreds mor med styr på det hele).

Jeg nåede endda at hygge mig gevaldigt med August før Alfred kom hjem. Samle (mere) lego, høre musik og faktisk bare være.

Så kom Alfred hjem – og så hvad jeg havde byttet for ham. Og så brød helvede løs – for det var jo ikke det rigtige Lego Galaxy Squad! Og det kunne jeg jo nok forstå! For hvis jeg lige gad at se på billedet – så var det overhovedet ikke det samme. Vel? Nå!

“Hvem har brug for en knæler?” fnøs han, mens jeg undskyldte og prøvede at bevare roen (og ikke komme til at grine, for han bliver også vred på sådan en sød måde…)

Det var jo ikke en mulighed at jeg byttede legoet igen med det samme. Butikken var lukket. Så kunne det blive byttet i morgen. Men… så kom den egentlige katastrofe for Alfred. Han kom i tvivl. Og tvivl kan i den grad nage ham som intet andet. I så mange andre situationer er han super skarp på hvad han vil og ikke vil. Når der skal blandes slik, når der skal ses film – men her – uh, det var svært. For skulle han nu beholde det sæt jeg havde købt, som jo også var en kamprobot fra lego galaxy squad, men ikke det samme som han havde ønsket sig. Frem og tilbage diskuterede han med sig selv. Jeg prøvede uden held. August gakkede lidt og forsøgte at lette stemningen. Aflaster lånte mig en bred skulder at støtte mig til. Ak for et drama der udspillede sig – og der stod jeg – skodmor, der bare ikke kunne rette fejlen.

Men som altid – Alfred viste igen sine evner. For efter noget kasten plat eller krone (bedst ud af tre), bad han mig sætte et ur på 5 minutter. Han tog ‘den forkerte’ legopakke og min mobil med billede af ‘den rigtige’ legopakke med ind på værelset. Total tænkeboks.

Da uret ringede listede jeg mig ind. Spurgte forsigtigt hvad han havde fundet ud af. Og hans søde fjæs strålede.

“Jeg improviserede, mor – lige som da jeg skulle bygge en udgang til dit hus i Minecraft! Jeg beholder sættet og bruger nogle af mine fødselsdagspenge på at købe det andet sæt!”

Alfred lego
Og sådan blev det. Alfred kom mega sent i seng, for der skulle jo samles. August blev puttet i min seng for nemhedens skyld. Og så kigger Alfred op fra sin koncentrerede samlen og siger:

“Din fejltagelse har givet mig rod i hjernen. Men jeg har tilgivet dig – og så taler vi ikke mere om det.”

Og efter sådan en omgang er jeg faktisk glad. (Skod)mor er hverken vred eller skuffet, men stolt. For det er problemløsning på højt plan – og lykken er legoland.

5 thoughts

  1. Lykken er… LEGO – punktum!
    – og så en skod-mor der er så fantastisk til at forstå hvorfor hun er skod-mor (og så måske alligevel ikke helt skod!?! ;o)
    – og så måske også en søn, der trods alt har evnen til at sætte ord hvad der sker (kan jeg nok ikke påstå at vi er vant til at have, men så hjælper det faktisk at høre Alfreds vise ord)

Skriv et svar