Gæsteindlæg: En hilsen fra den blå hest

Jeg har fået en hilsen. En hilsen fra en blå hest. Hvis du ikke lige forstår, hvad jeg skriver om, så kan du læse her. Hvis du godt ved, hvem den blå hest er, kan du gå direkte til den hilsen jeg har fået: “Siden jeg skrev bogen Den blå hest om 43 års uopdaget Asperger/ADHD er der sket virkelig meget i mit liv. Jeg fik jo aftalt samarbejde med Anna Hjort om foredrag. Vi holder vores første foredrag i Thisted torsdag d. 28. november og det er utroligt spændende. Vi glæder os meget. Jeg har fået solgt en del bøger selv – regner med at sælge dem på foredragsafterne også og ved at forlaget også har solgt ret mange i betragtning af at det er en ny bog fra en ukendt forfatter. Skivekonferencen har også købt min bog og solgt den på konferencen. Konferencen er nordeuropæisk, så det kan betyde at min bog måske også er ude over landets grænser nu – sejt! Ufatteligt så godt bogen er blevet taget imod alle steder. Men en af de ”bivirkninger” der har været ved bogudgivelsen og som jeg slet ikke havde set komme, er at forældre til autister/adhd’ere spørger mig om mange ting i forhold til deres børn. Hvorfor børnene gør, siger, reagerer som de nu gør? Det bedste er, at jeg kan svare ”som en fagperson” – ikke fordi jeg har læst mig til det, men fordi jeg selv lever i det. At få lov til at videregive mine egne erfaringer er virkelig stort for mig – både via bogen og nu også via private samtaler med forældre. Hvis jeg bare kan hjælpe nogle få børn via at få deres forældre til bedre at forstå dem, ja så har jeg virkelig gjort en forskel – og det er dét der er mit formål – som der også står i forordet til min bog. Uha får helt kuldegysninger af glæde. KH Susanne” Du kan komme direkte i kontakt med Susanne på Facebook. Den blå hest

Skriv et svar