Rend mig i traditionerne!

De ringede fra skolen. Det er altid med frygt for det værste, at jeg svarer opkald derfra, men jeg blev beroliget om, at der ikke var sket noget alvorligt – men…

Alfred havde det svært. Mere end sædvanligt. For tankerne om hans største julegaveønske – en Nintendo 3D og “det ultimativt bedste spil der overhovedet er lavet” aka Lego Marvel Superheroes – kørte rundt i hovedet på ham. Om han nu fik det til jul? Om han skulle begynde at sælge alt sit legetøj nu, så han selv kunne købe det? Hans søde lærer fortalte i telefonen, hvordan hans lunte det sidste stykke tid havde været kortere end sædvanligt, hvordan han var grådkvalt og talte med skælvende underlæbe…

Åh, min søde Alfred! For jeg troede fejlagtigt, at han havde forstået, at han ville få nintendoen i julegave. Jeg havde jo ikke sagt nej. Men jeg havde heller ikke tydeligt sagt ja – nok mest af frygt for at han ikke ville kunne vente og ville plage mig fra nu af og til – nå ja – juleaften om at få den.

Så foranlediget af hans indsigtsfulde lærer blev vi enige om, at hun skulle fortælle ham, at han helt sikkert ville få nintendoen og spillet i julegave.

Da jeg senere på dagen skrev for at høre hvordan det gik, fik jeg følgende svar: “… han har det fantastisk og er fuldt koncentreret med dejligt overskud.”

Og tænk at møde sådan en forståelse – for noget som er svært. Forventningens pinefulde glæde. At have blik for en løsning, der letter decemberpresset.

juletræ

Men så er det jo ikke ‘rigtig’ jul
Der er mange elementer i julen. Noget af det der kan fylde meget for børn er gaverne. Alt det man kan få, alt det man kan ønske sig – alle de forventninger og dermed også de potentielle skuffelser. Og åh – det kan altså være svært!

For mig er det aller vigtigst at børnene har en god jul. At de synes det er rart og hyggeligt – og at de selvfølgelig får nogle gaver de er glade (og taknemmelige) for. Det er en øvelse at vente. Behovsudsættelse er en svær størrelse – og kunsten er at finde en balance, så de liiige får glædet sig tilpas længe, men ikke så længe at det ødelægger dem og glæden ved gaven (eller hele december måned for den sags skyld).

“Men så lærer de jo at de får deres vilje ved at plage!”

“Det er ikke børnene som skal bestemme, hvordan julen skal være.”

“Man kan ikke lave om på traditionerne – og slet ikke til jul!”

Du har sikkert hørt ovenstående i mere eller mindre grad. Og ved du hvad? Jeg siger Rend mig i traditionerne! Lad børnene bestemme – for det er deres jul. Hvis det så betyder at de f.eks.

  • ved hvad de får i julegave
  • får julegaver over flere dage
  • selv er med til at købe deres julegaver
  • ingen gaver får – hvis det er det de ønsker
  • får gaver pakket ind i cellofan
  • pakker gaver op alene

ja – det er fint med mig. Min juleglæde bliver ikke mindre af at der ændres ved de såkaldte traditioner – for de er alligevel en foranderlig størrelse.

For mig er jul en stemning. At være sammen med dem jeg holder af. Hvad vi spiser, laver og hvordan – det kommer altså i sidste række.

Men det er svært. Sidste år ville Alfred ikke være med til at danse om juletræet hos farfar og farmor. Han ville sidde i rummet ved siden af og spille nintendo. Forstod jeg det, da han sagde nej første gang? Næ… Anden gang? Heller ikke. Men til sidst forstod jeg, at lige netop for Alfred var det med at danse omkring træet, holde i hånden, synge – det var bare for meget. Og jeg havde jo selv skrevet i planen for juleaften ‘at det altid er i orden at holde en nintendopause i gæsteværelset’ – så derfor så han på mig og sagde: “Mor – gå nu. Jeg kommer ind når I er færdige!” Som sagt, så gjort – for han kender sig selv, ham Alfred.

Og nu ved han – helt sikkert – at han får det han ønsker sig aller mest i julegave. For ham er overraskelsen at han ikke ved hvem han får gaverne fra. Det er lige tilpas uforudsigelighed – en balance mellem gys og glæde.

15 thoughts

  1. Hold nu op, hvor er det et godt indlæg… Som helt ny mor på Autisme Allé er det godt nok tankevækkende læsning. Måske kan jeg undgå nogle af de fælder, du nævner, og det ville være stort. Tak <3
    Gitte K

  2. Er glad for at have fundet din blog og jeg glæder mig til at læse med. Jeg har altid vist jeg havde et særligt viljestrækt og særligt barn, men diagnosen er også ny for os.
    Mvh
    Mette

  3. Sde Kathrine, Mit hjeter bldte da jeg lste om Alfred og tnkte p alle de tanker, der m ha’ krt rundt i hans lille hoved, inden de ringede til dig fra skolen, hvor godt at vide han er ovenp igen. Lste lngere nede at de fr gaver over flere dage god ide, det kunne vel ikke blive en advent gave – sdan til nu p sndag Eller er han nu helt med p – og glad for at vente til den 24 ? Krligste knus og alt godt til dig – sde, gode, fantastiske og meget krlige og forstende mor for dine to drenge, Vi har stadig et meget stramt program p kurset, det slutter p fredag – vi tar’ tilbage lrdag og s skal der soves igennem :). Anne 🙂

    ________________________________

  4. Det drejer sig om at få elle elementerne med op til jul og det synes jeg at du får her Kathrine. Det her med ting som børnene ikke vil, ja det kender vi alt for godt. Alexander vil eksempelvis gerne se juletræet men ikke gå med rundt om det. Alexander vil hellere se tegnefilm og have hygge sammen med sine dinovenner. Det ville selvfølgelig være en fordel at have Alexander med til at købe sin julegave men da Alexander ikke kan snakke og kun er to år mentalt så er det ikke en mulighed.

    Godt indlæg Kathtrine!

  5. Jeg syntes også at julen er svær. For den SKAL være som den plejer og vi SKAL være sammen (hvilket betyder at mine forældre bestemmer hvor og hvordan de vil fejre jul og derefter forventer at vi deltager)
    I de sidste to år har jeg meldt ud at jeg muligvis holder jul selv. Ikke for at presse de andre til at holde jul på min måde (som jeg ofte bliver beskyldt for) men for at jeg kan få den jul jeg gerne vil have hvis mine forældres beslutning er at holde jul på en måde jeg ikke kan være i (f.eks. storjul hvert andet år hvor vi er to familier!) De siger at det er “utænkeligt” at jeg skal sidde selv juleaften, men hvorfor? Hvis det er det jeg helst vil?
    Jeg meldte ud for årevis siden at jeg ikke ville danse om træet. Det blev der også ballade over (henover flere år) for “det har vi altid gjort”. Men sagen er at jeg hader at komme så tæt på de levende lys og jeg hader den der trækken i hinandens hænder fordi nogen går for hurtigt/langsomt. Derimod syntes jeg det er dejligt at sidde på afstand (hvor jeg bedre kan se det smukke juletræ) og synge sammen med de andre.
    Altså, min pointe med det her er BRAVO!!! fordi du tør tænke nyt og kreativt på en dan hvor alle andre syntes at det skal være på en bestemt måde! BRAVO at du lader dine børn vurdere hvad der er behageligt for dem og at du respekterer det!

    1. Tak, Louise!
      En af de juleaftner jeg husker bedst, var et år hvor jeg holdt jul bare min mormor og jeg. Hun var meget gammel, men det var sådan en hyggelig og rolig aften – i sandhed julefred.
      Jeg håber du får den jul du drømmer om.

  6. Fantastisk indlæg – endnu et:-)
    ha ha ha ha ha “Rend mig i traditionerne”…jeg elsker den sætning og den får mig til at grine, fordi den er så Pippi Langstrømpe rebelsk:-)
    Det er en stærk og retfærdig modsættende sætning til ALT det vi autister oftest føler i december.
    Der er mange ting jeg elsker ved december: lysene, pynten, godterier og julefilmene hvor de neurotypiske er søde, venlige, barmhjertige og alt ender godt. De er så langt fra virkeligheden, men dejlige at drømme med i.
    Det er fuldstændig de samme ting der stresser autistiske børn – som stadigvæk stresser mig som voksen autist og som en af mine 2 aller bedste autistiske veninder sagde: Julen bringer ofte på mange måder, det værste frem i neurotypiske………..
    Jeg oplever desværre det samme; hvordan stress, selviskhed, ting uden mening, krav og “bare sådan man gør” mv. blusser helt vildt op til jul.
    Da vi i sin tid holdt jul med mine svigerforældre, forsøgte vi at forene vores verdener; jeg spurgte om vi eks. kunne aftale et antal sange og skabe noget forudsigelighed juleaften. Jeg blev mødt vredt og forarget.Vi valgte at give vores gaver om morgenen, for at sænke stressen; det blev de også forargede over, for “sådan plejer man ikke at gøre…hvorfor skal I altid være på tværs…hvorfor kan ikke bare gøre som alle andre….”.
    Jeg prøvede endda undskyldende at forklare, at det ikke var for at ville bestemme eller genere nogen normer, men fordi vi ellers måtte takke helt nej til jule samværet. Det gjorde det hele endnu værre, for så blev jeg beskyldt for, at jeg bare ville have min vilje. ….No wonder, at vi ikke ses:-(
    Så ha ha jeg vil tænke på din “Rend mig i traditionerne” og finde noget styrke i det, når jeg hades af omverden for at være mig – at være os.

  7. Tak for dine indlæg, det er dejligt at læse og blive mindet om, at andre også har de samme problematikker og følelser, som man selv kæmper med hver dag. I år tog vi også “magten” over juleaften – er mor til to autister – og fandt ud af, at storesøster gerne ville vide på forhånd, hvad der var i gaverne, mens lillebror gerne ville overraskes, men have gaverne lagt i en bunke for sig, så han kunne overskue, hvor mange der var til ham og hvornår der ikke var mere at komme efter. Han åbnede dem alle sammen på en gang og så var det overstået og det ville faktisk have været en komplet nedbrudsfri juleaften, hvis altså det nye legotog ikke havde strejket 🙂 farmor var forarget over at vi brød traditionerne, men det hører til i “hvis problem er det? Ikke mit”-posen, hvor man jo lærer at placere en del som autistmor. Rigtig godt nytår, glæder mig til flere af dine indlæg i 2014.

Skriv et svar