Hyp-hyp hestning

Der var knald på fra start til slut, da Søren Østergård talte om perspektiver på tweens, foreningsliv og forældreforventninger ved fredagens konference på Syddansk Universitet under overskriften Idræt til mennesker med autisme og ADHD. Det var første gang, jeg oplevede Søren – men jeg håber ikke, det bliver den sidste. Jeg mener – en mand, der siger ting som:

Hvis man lukker lort ud,
kommer fællesskabet til at stinke.

Dét kan jeg kun klappe i hænderne af.

Men det jeg især tog med fra Sørens indlæg var hans pointer i forhold til de forskelle der er mellem hvad vi som forældre tror er vigtigt for vores børn i forhold til idrætsdeltagelse – og hvad børnene selv siger. For hvad er vigtigt?

forældre børn forventninger søren østergård

Det vi som forældre tit glemmer – er at det er vigtigt for børnene at blive bedre til deres sport. At lære noget – mestre noget. Og for at blive bedre kræver det deltagelse. At man  ø-v-e-r  sig. Og det kan jeg jo i den grad genkende fra Alfred. At han sidste år gik til springgymnastik, fordi han gerne ville lære at lave en salto. Det var ikke for hyggens skyld.

Sådan er det for alle børn, men måske især for sen-startere eller børn med diagnoser som kan have motoriske udfordringer. Og han havde en ekstra pointe:

“I de idrætsmiljøer, hvor man træner mindst, er der størst frafald.”

Det handler jo om mestring og relationer – vigtigheden af den gode træner, som ikke siger dumme ting, men som sørger for at man lærer noget – bliver bedre.

Træneren skal være dygtig (så man bliver bedre) og han skal skabe trygge rammer (så man tør blive bedre). Mistrivsel opstår de steder, hvor der ikke er voksne. I omklædningsrummet, frikvarteret – på nettet. Derfor er det vigtigt med trygge rammer og en klar holdning til, hvordan fællesskabet skal fungere. Det er de voksnes ansvar, påpeger Søren.

Hestning?
Og hvor kommer det dér hestning så ind i alt det her? Jo, Søren var en underholdende mand og fortalte hvordan hans datter var stoppet med at spille fodbold, fordi hun nu ville gå til ‘hestning’ som han kaldte det. Det var nemlig helt fremmed for ham alt det med stald, sadler, strigler og ‘hestelærere’. Hans hjemmebane var fodbold. Det forstod han – og derfor var det naturligt at hans børn også spillede fodbold.

Og sådan er vi alle sammen – vi går som oftest efter noget hvor vi selv som forældre selv kender kulturen (skrev hende der selv har gået til springgymnastik og nu har en søn der gør det samme… RAMT!). Det er derfor enstra svært for børn at komme ind i en kultur hvor deres forældre også er fremmede. Hvordan er det lige man gør? Hvad forventes? Hvem gør hvad?

De sejeste (børn) er derfor de nye – sen-starterne – dem, der ikke er båret ind via forældrenes kulturelle kendskab.

Og så må vi jo ikke glemme det skærende punkt i de fleste børns liv –

12. september i 4. klasse
Her bliver de klar over det med kroppen. Anderledesheden. Usikkerheden…

Derfor er det vigtigt at man kommer igang med de svære ting, før denne skæringsdato. 0.-3. klasse er en god periode at skabe vaner før børnene begynder at orientere sig væk fra forældrene.

12. september i 4. klasse / Søren Østergård

Tak Søren!

One thought

Skriv et svar