Du vil altså ha’ at jeg dør!?

Det var ikke lige sådan jeg havde planlagt dagen. Men sådan kan det jo gå. De ringede fra skolen i dag. Der var kun gået et par timer af formiddagens lektioner. Den slags opkald er aldrig sjove – det ved enhver med skolebørn. Jeg havde også sendt en mere end almindeligt sprød Alfred afsted her til morgen – til trods for en god nats søvn og ellers ok morgen. Det var som om det knækkede, da han skulle have overtøj på.

– Du vil altså ha’, at jeg dør?! klagede han, mens han yderst modvilligt trak i tøjet. Tårerne hang lige bag øjenlåget og underlæben var stram.

Jeg blev kort mindet om hans brug af ordet – alt andet end rart, men jeg valgte ’smil og vink’-finten som går ud på så roligt som muligt at tale uden om konflikten og få ham videre i programmet.

– Mor, jeg ved bare at det kommer til at gå galt. Jeg klarer det ikke i dag. Kan jeg ikke få en fridag?

Og det kunne han ikke sådan lige – og slet ikke så tæt på afgang. Jeg har jo også brug for forberedelse… Der var arbejde, der skulle klares. Godt nok hjemmefra, men der hænger ingen fridage løst på mig. Det er så vigtigt at holde rutinen med at ‘man går i skole hver dag’. Ikke så meget slinger… Men når man støder på en forhindring i denne størrelse – så skal man stoppe.

Jeg skulle have lyttet. Det forstår jeg nu. Og da de ringede fra skolen, fløj jeg ud af døren med det samme. Jeg ved, de forstår hvor meget de kan presse ham og hvornår der ikke skal presses mere. I dag var Alfreds fernis for tynd – så selvfølgelig kom jeg omgående. Mit barn skulle ‘reddes’ hjem i sikkerhed. Hjem uden krav – bare hjem.

– Altså, mor – jeg lyver ikke om den slags. Jeg kan forudsige det. Sådan er det altså! sagde han – heldigvis med mod i de søde blå øjne, da jeg trodsede sne og blæst og ankom til skolen.

Der er måske nogen som tænker – hold nu kæft, hvor er hun nem! Han skal bare brokke sig lidt – og så kommer curling mor flyvende og giver en fridag. Og han kom på café!? Ja, hvis han kan klare det, så kan han da også klare at blive i skolen. Og biblioteket? Nej, hun er da for svag! Så vil han jo bare gøre det igen i morgen og narre dig.

Og til det siger jeg – ikke en skid! For jeg kender min Alfred. Jeg ved, at hans energi ikke er fordelt som hos de fleste. Der kan være energi til det ene og ikke til det andet – som om det kom fra forskellige beholdere. Jeg kender min Alfred – og han er et af de mest bund ærlige mennesker jeg kender. Han manipulerer ikke. Han er ikke en fusker. Tværtimod gør han sit ypperste. Han kræver så meget af sig selv – også i situationer, hvor han ikke tror, han kan noget. Hvor han næsten har mistet håbet. Men ingen kommer tilbage med så smukke ord – så glade fortællinger og så meget mod, som søde Fredo.

– Mor, det var lige som det allerede begyndte at køle af, da jeg vidste at du kom. Så gik det ikke mere nedad, forklarede Alfred, da vi ventede på bussen. Han begyndte derefter på en længere fortælling – først om hans yndlings Minecraft-videoer på YouTube og derefter om nogle af alle de fantastiske væsner der er med i Jim Lyngvilds bøger.

Jeg vidste, at han var ved at være ok. Spurgte til de ting han fortalte. Nussede i det lyse hår og sneg kram ind på turen hjem. Smurte mad. Fandt iPad frem – tilbød fred og uforstyrrende selskab. Jeg ved ikke om det er anderledes i morgen. Det håber jeg – men Alfred kunne ikke forudsige noget om i morgen. Endnu. Så jeg forsøger at snige flere kram ind – og lidt arbejde, selvom det kniber.

Vi kan kun planlægge et stykke af vejen – resten sker. Så er det bare om at være klar.

Han sov ellers så sødt i nat…

sovende alfred

10 thoughts

  1. Det lyder bekendt, det hele … Og man kender sit barn bedst. Punktum. Så må andre selv ligge og rode med deres bedømmelser og vurderinger! Skøn dag til jer begge!

  2. Det kender jeg også til her. Så stor forståelse og ingen fordømmende ord. Lad bare folk mene hvad de vil. Det er oftest dem, der ikke ved noget om det, der råber højest:-).

  3. Meeeget velkendt – selv med et lidt oversensibelt “normalt” barn…. når aflænkning og lektionens start ikke får alarmsignalet afbrudt, så er der kun 1at g¢re: sjælepleje….
    Synd for de b¢rn, hvis forældre ikke forstår det….
    Hilsen fra Kvindemor (Sol’eau bag fotolinsen)

  4. Åh, hvor jeg kender det, lige fra 1. klasse. I starten var det noget med at presse på og tvinge hende af sted hver dag på trods af udsagn om ondt i hovedet, ondt i maven, kvalme og svimmelhed. Klippefast tro på at hun bare skulle vænne sig til det, alle talte om hvor dygtig hun var og negligerede at hun ikke ville være sammen med børn i klassen ret ofte og sjældent mere end 1. Senere møder med skolen og fritten, kritik af vores familie for kun at være os to, kritik af børnehaven fordi der var virkelig fokus på hvordan de enkelte børn havde det. Hun var ikke vant til mange mennesker og meget larm. Kritik af mig for ikke at være streng nok og for tage min datters ord for gode varer. Skoleskift i 3. klasse, det går lidt bedre på en lille privatskole, men stadig mest fokus på hvor dygtig hun er (I Q 136), men nu også asocial og “det må hun arbejde med” og det gør hun og jeg.
    Diagnosen kom først da hun var 13 år, efter år med søvnløshed, angst, depression og indelukkethed og masser af kritik selvfølgelig, “arbejd med det sociale, lad vær’ og piv, tag dig sammen” og til mig, “DU SKAL UDFORDRE HENDE, ellers lærer hun aldrig noget”, men sandheden er jo, at hun udfordrer sig selv hele tiden, og det gør jeg også. Jeg er ikke eftergivende, men jeg lytter og nu ved jeg at alt bliver bedre i perioder, og så kommer der en lille/stor nedtur, men nu ved vi hvad det er og hvorfor. Tak fordi I deler så mange tanker, det åbner op for gemte ting indeni 🙂
    Hilsen Lone, mor til fantastisk
    datter på 16 år.

  5. Som underviser i en autismeklasse på en STU. Kender jeg det fra den anden side. Elever som pludselig ikke kommer i skole fordi en familiefest har været for stor en mundfuld og kræver flere dage at komme sig over end lige undervisningssystemmet har tilrettelagt, eller en jul som pludselig opsluger alle tanker, og det kan blive svært at koncentrerer sig om andet undervisning end om de julegaver, man skal lave til familierne kan nå og blive færdig. Eller elever som ikke kommer dagen efter at bussen har været gået i stykker, og man derfor blev hentet af en anden bus.
    Som du skriver, så er det ikke for at manipulerer sig til en ekstra fridag.

  6. hvor er du en god mor og lytter til dit barn, ja nå man har et barn med særlige behov så hjælper det i hvert fald ikke at tvinge dem til noget de ikke magter

    det du skriver kender jeg alt for godt min dreng har dog ikke autisme, men er letter mental retaderet og lider af selektiv mutisme (jeg tror dog selv han har lidt autisme selvom de afviste det da diagnosen kom)
    han har også dage hvor han ikke magter at komme i skole han kan dog ikke sige det men begynder bare at blive stik tosset og bagefter græder han. men heldigvis acceptere lærene det (han gå i normal skole), og næste dag vil han som regel i skole igen.

  7. Jeg kender det også fra min datter. Hun er dog heller ikke diagnotiseret med en diagnose, da hun er særlig sensitiv, hvilket så ikke er en diagnose, men et personlighedstræk med mange ligheder til autisme og asperger.

    Men hun har ofte dage, hvor hun har ondt et eller andet sted om morgenen, hvilket betyder, at hun ofte ikke er forberedt på dagen, og derfor usikker. Så snakker vi lidt om dagen, og aftaler, at får hun det dårligere i løbet af dagen, så tager hun bare hjem. Det er ok. Men det er efterhånden sjældent hun gør det, da dagen viser sig at blive alletiders alligevel.

    Men jeg har også ofte tænkt, at jeg er en dårlig mor fordi jeg ikke lige kunne forstå hendes indre – og det er ellers til trods for, at jeg selv er særlig sensitiv. Men det tog mig år at finde frem til, at hun var det, og at det var det jeg selv var. Jeg har fået en meget større forståelse for min egen barndom. Sjovt, som man ofte kan se sig selv i sine børn.

    Nå, men godt, at Alfred kom hjem i sikkerhed. Vi skal tage vare på vores børn, de kan ikke altid selv.

Skriv et svar