Legoworld med ledsagerkort

Vi har endnu til gode at opleve LEGO world i Bellacenter – men jeg overvejer stærkt at i år skal det være. Ikke mindst fordi jeg har fundet ud af, at man kan bruge ledsagerordningen – lige som i biografen – og dermed er satsningen (økonomisk) ikke nær så stor. Det er aldrig til at vide om det er 4 minutter eller 4 timer sådan en tur varer.

For at være sikker på at kortet kan bruges, skrev jeg til den flinke kundeservice og fik følgende svar:

“Som besøgende på LEGO World 2014 har man mulighed for at medbringe ledsager med ledsagerkort.
Den som har ledsager med, skal I købe billet til. Når I kommer til LEGO World viser I ledsagerkortet til kontrolløren og ledsageren kommer ind uden at betale entre.

I kan følge dette link, hvor I kan købe billet online: http://legoworld.bellacenter.dk/Frontpage.aspx

Vi glæder os til at se jer til LEGO World 2014.”

Og så spurgte jeg til hvornår der er færrest besøgende – for det er jo ikke Lego i sig selv der stresser, men alle jer andre, hvis I forstår. Hun pegede indtil videre på søndag, men opfordrede mig til at skrive igen, når vi var nærmere uge 7. Dét er autismevenlig service!

I 2014 er der legoklodser for alle pengene i Bellacenter fra torsdag d. 13. til og med søndag d. 16. februar. Det er i vinterferien. Du kan læse mere – og købe billet – på www.legoworld.dk

lille Alfred Lego

Og jep – Lego har alle dage været på hitlisten over legetøj. Her er det en noget mere langhåret Alfred som hygger med Duplo i 2008.

5 thoughts

  1. Jeg har benyttet ledsagerkort min. 2 gange. Det har simpelthen været en fornøjelse, fordi vi har kunnet tage en ekstra voksen med ind, hvilket gav mulighed for også at bruge tid på lillebror :o)

    Hvis Alfred (eller hvem man nu har med) er støjfølsom, så kan ørepropper eller høreværn anbefales, men ellers er vores oplevelse at der er så mange “øer”, hvor man bare kan sidde og bygge LEGO-ting, at man sagtens bare kan sidde og bygge og bygge og bygge og… mens resten af verden bevæger sig forbi – specielt hvis man er den type autist, der kan lukke verden ude. Sådan én har jeg!

    Vi har flere år i træk været der med 1 stk. ADHD/GUU dreng og 1 stk. Asperger dreng og 1 stk. NT dreng (lillebror) og har været der fra de åbnede og til de lukkede! Uden nedsmeltninger, uden kriser!

    Der står at man ikke må medbringe egne mad- og drikkevarer, men det har jeg altså altid gjort. Specielt flasker med vand. Man bliver meget tørstig.

    Vi har som regel kørt i bil og lagt alt overtøjet der eller kombineret med bil & metro, så en voksen med 1-2 børn kørte i bil, den anden voksen med 1-2 børn tog metro. Det har givet god flexibilitet også i forbindelse de forskellige børns behov for ro.

    Der er normalt god plads i forhallen til at finde et hjørne med ro, hvis der er kø, men også der plejer det at gå ret hurtigt. I forhallen er der også figurer at se på bygget i LEGO.

    Et godt råd kan være at læse programmet igennem for biiografen og kigge på kortet og beslutte hvad man vil se/prioritere på forhånd, da det godt kan være meget overvældende og umuligt at nå det hele, hvis man også vil have tid til at bygge.

  2. Hold da op, jeg havde da slet ikke tænkt tanken om at man kan ansøge om et ledsagerkort!! Hvis det er egen læge man skal ansøge det ved, så får vi det jo nok ikke – han mener ikke “det er så slemt”, hvor børnelægen siger der kun er 2 ud af 100 der har det som vores dreng, så det er slemt…. Men det skal prøves! Tak for det gode råd!

  3. Hej. Det lyder da alle tiders med ledsagekort. Er det noget, som kun Lego World havde eller er der andre steder, hvor de har det? Og skal man fremvise “beviser” på, at man har brug for et sådant?
    Det er jo lige præcist, som du skriver, at vi ved aldrig om turen fanger i 4 min. eller 4 timer.

Skriv et svar