Alfred-fodbold, 0-0

Det var ellers på planen. Sådan – at vi havde talt om det, fortalt om det, skrevet det ned og sådan synes vi selv – forberedt en fælles familietur i Parken til fodboldkamp, hvor FCK skulle møde AGF. Ikke at nogen af os går specielt meget op i fodbold, men det kunne være sjovt at have drengene med i Parken – og der var løfter om både hotdogs og popcorn, så det skulle nok gå. Troede vi.

fodbold
På Augustsk står der ‘vi hepper på FCK’

 

For mens August glædede sig og var klar til afgang, var Alfred alt andet end klar. Han ville ikke med. Modstand er ikke et nyt fænomen hjemme hos os. Nogle gange skal der skubbes lidt på, når der skal prøves nyt, så Mikkel og August tog i forvejen. Det kan være nemmere med en-til-en. Men ikke denne gang.

Han græd, da han skulle have overtøj på. Sagde, at jeg måtte slæbe ham, hvis jeg virkelig mente at han skulle med. Jeg sænkede mit ‘krav’. Vi behøvede ikke at se fodbold. Vi skulle bare ind til Parken. Men nej.

Vi kom ned på gaden. Han græd stadig lidt. Trampede. Var ikke til at aflede eller muntre op. Hvad var hele ideen med at se fodbold i det hele taget? Hvorfor var det så vigtigt? Jeg havde ingen svar, mens vi gik ned i metroen. Forsøgte at holde fokus på at vi skulle til Østerbro og så hjem igen. Energien svandt, det dårlige humør steg. Hele hans lille krop viste i den grad, at det var en rigtig, rigtig dårlig ide at insistere på at se fodbold. Vi nåede til Kongens Nytorv før jeg forstod det.

Metroen og tårerne trillede. Alfred samlede sig og så på mig. Skal jeg måske slå mig selv ihjel for at slippe for det her? spurgte han. Og så fattede jeg det. Endelig. Der skulle ikke skubbes mere. Jeg havde allerede skubbet ham længere end rimeligt var. Trak ham ind til mig. Kyssede ham på håret. To gange, for det skal være lige antal. Sagde til ham at vi stod af nu og tog metroen tilbage. At han måtte undskylde at jeg havde presset ham. At jeg ville lave hotdogs til ham derhjemme.

Det var ikke fordi han lyste op i et stort smil. Der var ingen spor af sejr. Faktisk sagde han undskyld. Selvom jeg sagde at det var mig, som skulle undskylde at jeg havde presset ham.

I takt med at vi kom tættere på lejligheden fik han sit almindelige ansigt tilbage. Der kom et smil og en Minecraft-anekdote. Han trak vejret ubesværet. Helt oppe i lejligheden var han sig selv igen. Sagde stadig undskyld og tilgav mig, når jeg sagde det samme til ham. Vi var hjemme og vi kunne begge mærke at det var godt.

Der kom hotdogs på bordet og han nød tre, mens han smilende fortalte (om Minecraft). Og jeg kunne se at der ikke var sket større skade end at han klart forventer at jeg er klogere næste gang. At jeg forstår hvor vigtigt det er at jeg lytter til ham og bliver bedre til at vurdere hvad der er vigtigt. Hvor vigtig er fodbold – uagtet at man er efterkommer af Sofus Krølben? Ikke spor vigtig, hvis du spørger Alfred – men han er villig til at give det en chance. Når han bliver 16 år.

August fodbold
August havde en fest i Parken

August og Mikkel havde det derimod hyggeligt. Kom hjem med grin og godt humør. De havde haft det godt – og det havde vi også. Sådan kan man dele sig i to hold og alligevel vinde allesammen.

 

7 thoughts

  1. Sød og meget meget vedkommende historie. Hvor er der bare vigtigt at vi som forældre kan omstille os, sætte forventningerne og barren ned og kunne se ud over egne behov. Tak for den 🙂

  2. 🙂 Det er sådan en hårfin balance. For hvornår skal man skubbe lidt på og hvornår skal man bakke ud. En ting er sikkert: Det er altid nemmere at se bagefter end når man står midt i situationen. Kan sagtens se det for mig, forestillingen om en oplevelse i fire skulle have haft sammen som familie. Det kunne være så super hyggeligt, med god forberedelse, på Alfreds vilkår, med hensyn etc….. Men så knækker filmen…..Og indimellem kan man så i kampens hede få afledt, få dem overtalt og få dem ud af døren, ned i metroen og vupti så er stemningen vendt. Og så blev det bare super ikk? Men sådan går det desværre ikke altid….Og det var nok hverken første eller sidste gang, selv om vi selvfølgelig helst ville være foruden. Vi er jo også bare en slags mennesker;-)
    Tak for den gode beskrivelse og tanker om, hvordan livet også er.

  3. Åh, ja, at dele i hold … Det gør vi også meget i her. Der er jo også en smuk styrke i at kunne glæde sig på det andet hold vegne over de glæder deres begivenhedsrige dag eller det modsatte har bragt dem. Og så kan man mødes igen i hjemmets trygge (for alle) rammer med det overskud, dagen har bragt og finde fællesskab i at udveksle dejlige øjeblikke fra dagen, der gik – med eller uden større begivenheder. 👍

  4. Din historie rammer mig lige i hjertet og minder mig dagligt om, at lytte til vores skønne autistiske dreng på snart 9 år. Du er en vis og kærlig mor. Bedste hilsner Karin

Skriv et svar