I det lange løb

Der er mange grunde til at jeg godt kan li’ løb. Både løb for mig selv, sammen med andre og så de helt store løb. Som da jeg f.eks. løb med til VM i Halvmaraton. Når man løber så langsomt som jeg gør, giver de lange ture nemlig tid til at tænke. Der dukker alverdens tanker op, men her er en række, som jeg gerne vil dele med dig.

Hvis du skal forklare en person med meget lidt kendskab til autisme, hvad forberedelse betyder – og hvorfor det er så vigtigt – kan du med fordel sammenligne med et løb.

Lad mig bruge min egen rejse mod halvmaraton som eksempel. Uden forberedelse var jeg aldrig kommet i mål. Uden det første skridt, uden løbesko, uden træning, uden tid, uden gentagne gange at have rejst mig fra sofaen og taget turen ud i gaderne – så var jeg aldrig kommet i mål. Indtil for få år siden troede jeg slet ikke at jeg kunne løbe og havde aldrig løbet 5 km.

Men der er forberedelse og planlægning før et løb – og så er der selve løbsdagen. (Vi ser lige bort fra alt det praktiske i forhold til tilmelding, afhentning af startnummer, osv. – men det kræver også forberedelse.)

Det værste der kan ske
Forestil dig så, at distancen ændrede sig undervejs. Du får måske slet ikke at vide, hvor langt du skal løbe. Du bliver bare sendt afsted. Er det mon 5 eller 50 km? Skal jeg til højre eller venstre? Det kan også være, at starten er rykket, så du skal afsted kl. 9 i stedet for kl. 19. Det kan være at du kun må løbe i blå sko og dine bedste sko er ikke blå. Hvad gør du så? Hvordan bliver dit løb mon, hvis du ikke kan gennemføre det sådan som du har forberedt dig?

Dagen derpå
Du kender det sikkert fra dit barn (eller fra dig selv). Dagen efter et stort arrangement, efter noget nyt, efter du har klaret noget som har krævet forberedelse i stil med et løb, så er du træt. Du er måske ikke bare træt, du er fysisk mærket. Der er ting som du ikke er i stand til, som du før har klaret uden problemer. Som at gå ned ad trappen eller tage strømper på. Forestil dig så, at nogen nedgjorde din smerte. Sagde at du da vel nok kan gå ned ad trappen – for det har du jo gjort før. Ja, men jeg har jo løbet, siger du – men det forstår de ikke. Vend situationen, så den handler om et autistisk menneske, der har deltaget i en familiefest og dagen efter bliver bedt om noget personen tidligere har klaret uden problemer (f.eks. at tage bad, smørre en mad, tage tøj på…). Personen kan ikke klare opgaven, fordi der skal restitueres. Nogle gange kan det tage flere dage – og det må og skal der være forståelse for.

Ryk dig!
Jeg synes, det er godt at rykke sig. At gøre noget nyt – gøre noget, der måske nok gør ondt et kort stykke tid, men som sætter en af de helt store ‘jeg gjorde det sgu’ historier ind på den mentale bankbog. Vi har alle et halvmaraton i os. Og her mener jeg ikke, at alle skal løbe. Du ved selv, hvad der vil være en (fysisk) udfordring for dig. Men jeg lægger vægt på, at det skal være en fysisk udfordring. Det må godt gøre ondt. Også dagen efter! Vi skal have kroppen med. Føl det – tanker er ikke det samme. Tænk på hvordan andre har det hver eneste dag, når de skal overvinde lignende udfordringer.

Mens jeg løb der i Københavns smukke gader, så tænkte jeg rigtigt meget på mine drenge. August havde udstyret mig med kampråbet ‘Aldrig gi op’ på den ene arm og Alfred havde tegnet hjerte på den anden. Jeg tænkte på alt det de overkommer – alt det de klarer.

Jeg tænkte på Alfred og hvordan han kæmper. Han forbereder sig så godt han kan. Jeg prøver at hjælpe. Vi træner. Men så er jeg samtidig den, der ændrer hans rute, ændrer distancen og lægger forhindringer på hans vej. Skifter reglerne for skoenes farve. Jeg er både træner, konkurrent, heppekor og medaljeoverrækker. Jeg forstår godt at han bliver træt og har brug for ro. Men jeg ved også at han kommer stærkt igen og at hans mantra også lyder: Aldrig giv op!

Min næste udfordring til mig selv er Etape København, hvor jeg skal løbe et maraton – fordelt over fem dage. Jeg leger i tankerne med, at det måske kan sammenlignes med en skoleuge for Alfred…

løb

Det gælder med løb som med livet, at man skal have et godt hold. Jeg er godt klar over, at jeg er heldigt placeret mellem disse to mandfolk, min far og lillebror, som løb både mere erfarent og hurtigere end mig. Og hvis jeg bare kan give lidt af deres sejhed, lidt af deres styrke, overbærenhed, tålmodighed videre til Alfred (og August), så skal det nok gå. Det kan godt være, at du i sidste ende er den eneste, der kan få dig i mål. Men det er holdet, som sikrer, at du kommer hele vejen hjem.

 

5 thoughts

  1. Du er fantastisk god til at forklare og sætte billeder på de udfordringer, som vores børn og mange andre andre har. Tusind tak 🙂

  2. Rigtig god sammenligning. Det gør det nemmere at forstå og huske på, når det forklares så konkret. Oh skræk og ve hvis jeg ikke kendte distancen eller ruten blev ændret… Det kan jeg jo forholde mig til. 😉
    Tak!

  3. Min meget gode veninde anbefalede mig at læse dette. Hold da op, hvor er det rammende. Det vil jeg forsøge at huske på næste gang min søn er mindre fleksibel 😉

Skriv et svar