Gæsteindlæg: Om at føle sig falsk

Jeg har tidligere skrevet om Sif – og nu er jeg så heldig, at Sif har skrevet noget til mig, som jeg må dele med jer.

Om at Føle sig Falsk / Avanceret Ekkolali

Af Sif S. Stewart-Ferrer, BA i filosofi og antropologi, kandidatstuderende i antropologi ved Aarhus Universitet og autist.

Note: Det med grønt kan springes over for dem der har travlt.

“I dag (13. maj 2014) vågnede jeg kl. 14 og tænkte at det nok var passende at stå op. Jeg kom hjem fra USA i går. Det var en kort tur på bare fem dage hvor jeg deltog i en konference om hvordan vi mennesker skal forholde os til at leve på en planet som vi på mange måder er ved at ødelægge. Det foregik på University of California i Santa Cruz og navnet på konferencen var Anthropocene – Arts of Living on a Damaged Planet. Konferencen i sig selv var virkelig spændende, men det jeg vil skrive om her, er mødet med nogle mennesker man for nemheds skyld kunne kalde hippier. Der er utvivlsom mange meget mere nuancerede måder at beskrive dem på, men ”hippier” leder tankerne i den rigtige retning i hvert fald.

Jeg talte for eksempel med en gut som ganske seriøst mente at vi kunne redde verden ved alle sammen at plante et træ. Han havde mange smukke ideer om hvordan vi kunne leve på måder der ville redde planeten, han elskede sin guitar og at synge sange, han boede på en gård hvor han passede frugttræer og så var han meget aktiv også på universitetet ved at arrangere begivenheder der havde med miljø at gøre.

Som vi talte sammen gjorde jeg mit bedste for at forstå hans synspunkter, for ikke at være forudindtaget og feje de idéer af bordet som egentlig lød utopiske på mig. Jeg spurgte ind til idéerne og delte et par af mine egne tanker i relation hertil. Når jeg møder nye mennesker har jeg en strategi (som jeg først er blevet bevidst om inden for det sidste år eller to) – jeg kalder den ”avanceret ekkolali”. Ekkolali er en ufrivillig gentagelse af hørt tale, men jeg gør i realiteten mere end det og derfor burde jeg måske også inkludere ekkopraksi (gentagelse af en anden persons handlinger, dog især med kroppen). Jeg kunne også være på den sikre side og kalde det ekkofænomener for at inkludere det hele, men da det primært går på talen vil jeg for nu holde mig til udtrykket ”avanceret ekkolali” (som jeg for nemheds skyld vil forkorte AE i det følgende).

Mine eftertanker omkring mødet med føromtalte gut affødte en følelse af at være falsk. Jeg tænkte ved mig selv, at visse af hans synspunkter var så langt fra noget jeg kunne genkende at jeg nødvendigvis måtte rubricere det som utopi – tanker fra et fantasiland hvor vi alle sammen faktisk er i stand til at arbejde sammen mod det samme mål. Verden som den ser ud lige nu er dog, i min optik, ganske anderledes. Jeg har i kraft af min nysgerrighed rejst lidt omkring og befundet mig i længere perioder i både Asien (længst tid i Osaka, Japan) og Sydamerika (længst tid i Arequipa, Peru).

Rigtig mange i Peru er i deres dagligdag mest optaget af at få deres økonomi til at hænge sammen, og der er således ikke meget tid eller energi til overs til at plante et træ – endsige reflektere over klodens langsomme ødelæggelse. Bilerne er hvad vi ville kalde ”lig”, dvs. meget gamle og meget forurenende. Der er ikke velfungerende skraldesystemer og genbrugssystemer overalt, og der ligger meget affald på gaden, langs flodbredden og på andre naturarealer.

Japan er derimod et land med gadefejere nærmest overalt. Der er skraldespande nok til at ingen behøver smide deres affald på gaden eller i floderne, og der er kulturelt en meget stærk pligtfølelse der gennemsyrer alle handlinger – dermed også hvad man gør med sit affald. På trods af velfungerende skralde- og genbrugssystemer er der ikke meget tid til refleksion over planetens miljøtilstand. Dette skyldes førnævnte pligtfølelse som betyder at alle arbejder meget intensivt, med det der er blevet deres felt. Hverdagen udfyldes af jobmæssige forpligtelser, man tager tidligt afsted og kommer sent hjem.

I Santa Cruz er historien igen en anden. Der er overalt skilte og kunst der minder en om at passe på planeten og miljøet. Plastikposer er blevet forbudt efter at en gruppe indbyggere gik til politikerne med deres sag, for man havde fundet ud af at alt plastikken endte i en stor hvirvel ude i Stillehavet også kendt som ”The Great Pacific Garbage Patch”. Jeg var forbløffet over i hvor høj grad det var en del af de lokales bevidsthed i hverdagssituationer såsom at smide papir og plastik i forskellige skraldespande til genbrug, samt ikke at overforbruge noget som helst.

Tilbage til det falske. Hvorfor følte jeg mig falsk? Fordi jeg i min AE var så optaget af at passe ind og være åben over for hans idéer at jeg efterfølgende ikke syntes jeg fik sagt nok om hvorfor jeg tænkte at hans idéer virkede utopiske. Jeg ser det som en del af min autistiske måde at være i verden på, at jeg er meget optaget af at passe ind. Samtidig er det noget jeg forsøger at smide over bord efter at jeg er blevet opmærksom på det, for jeg tror faktisk at jeg har noget vigtigt at bidrage med, og jeg tror virkelig at det er vigtigt at sige det højt – SPECIELT i grupper hvor den dominerende holdning er en anden. Det er nemlig i disse situationer at vi sætter tanker i gang hos andre mennesker og hvor vi kan ændre verden i bitte små bidder.

AE er stadig relevant som strategi, især hvis jeg er træt. Det er en måde at passe på mig selv på, for der bliver ikke stillet så mange spørgsmål som det ville kræve energi at tage stilling til og artikulere. En anden observation jeg har gjort mig i den forbindelse er, at jeg ender med en logik der hedder, hvis ikke jeg bliver spurgt direkte om jeg er enig eller ej, så tier jeg bare stille. Problemet med det er, at jeg samtidig har tendens til at nikke som signal til at jeg hører hvad der bliver sagt. At man nikker, bliver dog uheldigvis blandt rigtig mange mennesker tolket som enighed med det sagte. Jeg husker stadig en konference i filosofi for flere år tilbage hvor foredragsholderen brugte mig som eksempel på enighed midt i hans tale fordi jeg sad og nikkede. Det ville på den ene side have været passende at forklare ham at jeg nikkede fordi jeg lyttede, ikke fordi jeg var enig, men på den anden side ville det komplet have undermineret hans argument og således virkelig have sat ham i en svær position. Jeg sagde ingenting, for jeg kunne ikke overskue konsekvenserne og der bliver jeg meget som nævnt ganske passiv. Samtidig er denne passivitet netop det, som i min efterrefleksion fremmaner følelsen af at være falsk.

Der er et andet vigtigt aspekt i dette: TID. Det tager mig lang tid at overveje nye informationer. Det har ledt til en del vanskeligheder i mødet med andre, fordi den almindelige svartid blandt voksne mennesker er noget kortere end min. Det kommer tydeligt til udtryk på restaurant hvor både min forlovede og jeg selv (vi er begge autister) bruger meget lang tid på at vælge mad og drikke. Det kommer også til udtryk i forbindelse med gruppesamtaler hvor det at være ”hurtig på aftrækkeren” giver anseelse blandt andre i flokken. Ligeledes oplever jeg det i diskussioner hvor man argumenterer for forskellige synspunkter; hvor mange gange har jeg ikke haft lyst til at skrue tiden tilbage fordi jeg nu har svar på det spørgsmål jeg stadig var i gang med at overveje da diskussionen var slut og alle gik hjem. Jeg er overbevist om at jeg ikke er den eneste autist der har det sådan, selvom mine beviser pt. kun er af anekdotisk karakter. En hurtig søgning efter videnskabelige artikler omkring emnet viser kun en sammenhæng imellem autisme og særlig god hørelse el. særligt dårlig hørelse (Tavassoli et al., 2014; Lukose et al., 2013) samt forsinkelse af registreringen af selve lyden (Skoff et al., 1980). Uagtet at jeg sandsynligvis er længere om at bearbejde det hørte og finde et passende og velgennemtænkt svar, kommer denne følelse af at være falsk. Desto mere jeg skriver om det, desto mere bliver det dog tydeligt for mig, at den ikke passer særlig godt til det der rent faktisk sker: jeg ønsker virkelig at udtrykke mine holdninger, men det kan bare ikke altid lade sig gøre.

Det er meget muligt at dette er en vigtig grund til at mange af os autister synes bedre om at udtrykke os på skrift end i en diskussion – der er simpelthen tid til at lade refleksionerne nå helt til ende i en tekst.

Det kunne også forklare hvorfor så mange af os har en form for allergi over for gruppearbejde – det bliver jo stort set altid kun til et bundt overrevne sætninger uden struktur. Det betyder ikke at alle samtaler er uden mening – de skal blot foregå på et allerede velgennemtænkt grundlag, eller i det mindste give tid til tænkning.

5 thoughts

  1. … Så er jeg enten autist eller også er det et helt almindeligt fænomen, du her beskriver, Sif… 🙂

    1. Jeg skal ikke kunne sige om du er autist eller ej, Ina, 😉 Det er dog vigtigt at huske på at det jeg beskriver her ikke er autisme komplet, men kun nogle facetter af autismen som oplevet gennem mine øjne.

  2. Jeg skal ikke kunne sige om du er autist eller ej, Ina, 😉 Det er dog vigtigt at huske på at det jeg beskriver her ikke er autisme komplet, men kun nogle facetter af autismen som oplevet gennem mine øjne.

Skriv et svar