SIKON – er længe siden

SIKON

Det gik hurtigt på Facebook. Snap – foto – snap – kommentar – snap – afsted – videre.

Mens SIKON stod på delte jeg løst og fast fra de mange indtryk, for en konference er for mig en slags bombardement af information, mennesker og tanker. Selvom det også er skøn luksus at være afsted, få maden serveret og bo (alene) på hotel, så tærer det også på kræfterne. Jeg erkendte f.eks. at jeg mandag aften ikke havde lyst til festmiddag, men foretrak mit eget selskab på værelset.

Men når jeg så kommer hjem, spurter hverdagen afsted. Børn der skal følge og fragtes, ting der skal vaskes, købes, flyttes, spises – og der er arbejde, møder og nye input og tanker.

Hvornår er det så, at jeg skal samle op? Måske endda tænker lidt mere over noget af det jeg hørte – eller ligefrem dykke dybere ned? Sådan er det også tit efter kurser. Hverdagen tager så hurtigt over, at næsten intet forankres. Men ikke desto mindre tager jeg afsted igen og igen og fylder nyt på. Hvorfor? Fordi der er så meget spændende viden, så mange passionerede mennesker som kan fortælle mig noget jeg endnu ikke ved, men som jeg gerne vil vide.

Et sted at starte er dog rammerne og formen. Så kommer der mere senere. Først og fremmest var der meget spændende på programmet. Der var fælles oplæg/foredrag i plenum, som foregik i den store koncertsal – hvor jeg forestiller mig, at man havde meget svært ved at læse noget som helst på de slides der blev vist på skærmene, hvis man sad bare et stykke tilbage i salen. Eller også er det mig, som trænger til briller… Jeg fandt hurtigt ud af at jeg skulle op på de forreste rækker for at kunne se noget. Udover plenumoplæg var der også temagrupper, som varede længere end workshops, som jeg kun nåede en enkelt af. De var alt for korte i formen – og gav virkelig kun en smagsprøve på indholdet. Temagrupperne gav trods alt lidt mere kød.

Der er flere ting jeg godt kunne tænke mig på SIKON. Det er først og fremmest mere vidensdeling. Jeg kunne godt tænke mig, at der var andre end mig, som skrev på Facebook eller Twitter undervejs. På den måde kan personer som ikke er fysisk til stede også få glæde af indholdet – og vi får alle meget mere ud af konferencen. Det ville også give mulighed for diskussion, debat og at man kunne være mere aktiv undervejs. For det savnede jeg også. Det var meget envejs – og jeg kunne godt bruge endnu flere stemmer omkring et emne end bare den der kommer fra scenen. Og jeg melder mig naturligvis gerne – og har gjort det i min evaluering – til at understøtte vidensdelingen næste år og gøre samme nummer igen med mobilen og løbende dækning. Det kunne bare være fedt med flere stemmer og måske endda et officielt #SIKON15 at samle det hele under. Det vil også styrke konferencens synlighed… og jeg kunne blive ved. Et ønske kunne også være at oplæg blev enten transmitteret direkte eller samlet til en række videoer i stil med TED.

Og så har jeg en lille opsang. For jeg synes, det er super dårlig stil at forlade rummet, før taleren er færdig. Det var især ved konferencens slutning, men også når Maja Toudal gav praktiske informationer. Det druknede i snak og rumlende bevægelser, fordi folk var på vej ud (for at sikre sig pladser ved frokosten eller andet). Dét er bare ikke i orden.

Jeg synes, det var godt og vigtigt, at der var autistiske stemmer på konferencen. At det ikke kun var en snakken om, men en lytten til. Jeg gik selv fra konferencen med en optimisme og en fornemmelse af at ‘det hele’ bevæger sig i den rigtige retning. At det trods alt bliver bedre. Og med det mener jeg, at der gøres mere for at skabe en autismevenlig verden, et positivt sprogbrug og en fokusering på styrker og potentialer frem for sygelig- og fremmedgørelse.

 

Skriv et svar