Det værste der kan ske

– eller historien om den dag, hvor Alfred for første gang selv gik hjem fra skole.

Jeg har før skrevet om, hvordan jeg har det med ord. Med overskrifter. Nogle gange tænker jeg i overskrifter. Som f.eks. ‘Barn dræbt/bortført/mishandlet på vej hjem fra skole’ ‘Mor lod ham gå – nu er han død’ – ja, du forstår nok katastrofetankegangen – for der er jo ikke grænser for hvad der kan ske, når man slipper det knugende greb i barnets hånd. Når man lader dem gå ud i verden.

Men ud i verden skal de. Og i går besluttede Alfred sig for, at nu skulle det være. Han ville gerne gå alene hjem fra skole. Ikke noget med at jeg fulgte efter og lod som om jeg ikke var hans mor. Alene. Men åh det er jo svært. Der skal krydses veje, der er lyde, mennesker, biler, tyve, røvere, drager, flodbølger… tænker jeg. For Alfred, han er klar – og så er min vigtigste opgave at lade ham gå – helt bogstaveligt.

Hvis jeg lod Alfred få indblik i alle mine tanker om hvad der kunne gå galt – hvis jeg lod ham forstå, at han måske kunne fejle, at der måske kunne opstå en situation undervejs som han ikke ville være i stand til at klare – så ville jeg få ham til at tvivle på det vigtigste – nemlig sig selv. Og det gør han nok som det er. Tvivler på sig selv. Så når han tror, skal jeg være en tro-booster. Sige ‘God idé! Det er bare i orden. Jeg venter derhjemme på dig, så kommer du bare. Og jeg lægger lige en seddel med mit telefonnummer i din taske, hvis du får brug for det. Så kan du gå ind i en butik og spørge om hjælp.’

Det sidste var måske ikke så booster-agtigt, men mere for min egen skyld, så jeg havde skabt en livlinje i tilfælde af tidligere nævnte katastrofer. Ikke at mit nummer ville hjælpe, hvis der kom en drage, men man ved jo aldrig…

Så ventede jeg. Hvornår mon han kom? Kiggede ud af vinduet. Endte med at gå ned på gaden med min kaffekop. Glædede mig til at se ham komme hjem.

Og så kom han. Med glade ben og et ansigt der strålede! Det havde bare været sådan en dejlig tur og han havde gået og snakket hyggeligt med sig selv, fortalte han, mens jeg mærkede tårerne på mine kinder. For jeg var så stolt, så lettet og så inderligt glad på hans vegne. Der er små skridt og store skridt her i livet – men de vigtigste er dem man selv tager.

Stolt Alfred

Det betyder meget at have nogen, som tror på en. Tror at man kan. Også hvis man selv kan komme i tvivl. Derfor rører det mig dybt at have sådan en korrespondance med skolen i dag.

hep

 

Alfred er kommet en lang vej. Ikke at der er langt hjem fra skole, men hans udvikling. Og han bliver ved med at overraske os og tage kvantespring og gøre ting vi ikke havde turde håbe på. I takt med at han gør det, håber vi på mere – tror på mere. Et liv er langt og der sker så meget. Vi bliver nødt til at insistere på håbet – på at der vil ske noget. Så hvis du sidder i en håbløs situation, hvis dit barn har det hårdt, hvis du har det hårdt – hvis du tror natten aldrig får ende – så mind dig selv om at det får en ende. Der vil ske noget. Uanset hvor langt der er, så kommer du hjem.

10 thoughts on “Det værste der kan ske

  1. Din historie sendte mig lige tilbage, til den gang det var Albert der gik hjem for første gang 🙂 Detaljen om at snakke med sig selv, mens han gik fik mig til at smile højt. Tak.

  2. Dejlig historie. Især det med at passe på med ikke at skulle fortælle om alt det der skal passes på. Det har jeg taget til mig. Jeg vil være en “tro-på-det” mor. Tak

  3. Kathrine, goddammit!
    Nu fik du mig igen – med dine fine ord om styrke, mod, angst og skrøbelighed!
    Seje, seje Alfred – hans gang gennem livet er lige begyndt – og hvor er han heldig, at have så fantastiske forældre ved sin side!
    Smil gennem tårer herfra!!

  4. Pingback: Fik du læst top 5? | Autismetanken

  5. Pingback: En god investering i 2015 | Autismetanken

  6. Når dagene er svære og nætterne endnu værre, så tænker jeg på den historie der findes om Karen Blixen. Karen Blixen skrev et brev til alle sine venner : Der stod det samme i alle brevene. De måtte kun åbne brevet når det gik rigtigt godt, eller når det gik rigtigt skidt. I brevet stod der : Det varer ikke ved !!!

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s