1.000.000 skridt

Skoleåret er forbi. Er det lettelsens suk eller et glædesskrig? Er det et mål der er nået, et hak i bæltet, et skridt på vejen?

Når man har skolebørn er sommerferien en markering og en afslutning. En slags nytår om sommeren. Og Alfred er klar til at træde ind i et nyt år – måske endda ind i et nyt ti-år, for han skifter nu fra indskoling til mellemtrin. Den skole han går på har tre trin – indskoling, mellemtrin og udskoling. Hvornår man skifter fra et trin til det næste er ikke sådan hugget i sten. Det er meget individuelt og vi har været spændt på hvordan Alfred ville tage imod at han nu skulle skifte klasse. Men han har i den grad taget den kommende forandring til sig og er trådt i karakter som en mere selvstændig dreng – og det er jo rørende!

Men det er også rørende at skulle skifte gruppe, når det har været en rigtig sød klasse med nogle dejlige drenge. Skolen er jo ikke større end at de stadig kommer til at se hinanden – og Alfred har heller ikke nogen venner som sådan i klassen, som han har knyttet sig til.

De har haft en fejring i klassen i dag. Da året begyndte satte de et mål der hed at de skulle gå en million skridt inden året var omme. Det har været bidt over i mange, mange små bidder. 1.000 – 2.000 osv. Og der er blevet gået mere eller mindre dagligt med skridttæller rundt om skolen og andre steder. Der er blevet noteret og de er nået i mål. Og der er så meget læring i sådan et projekt for de her drenge. At sætte sig noget for. At opstille målet. At begynde. At blive ved. Og ved. Og ved. Tage det – så at sige – skridt for skridt – og opleve at det til at begynde med uopnåelige kommer inden for rækkevidde og bliver nået. Det er sgu da sejt!

Den historie kommer jeg til at hive frem over for Fredo. Når der er noget som synes uden for rækkevidde, et for stort mål, en alt for voldsom mundfuld. Så vil jeg hive historien om 1.000.000 skridt frem fra min mentale mappe og minde om det der med at enhver rejse begynder med ét skridt… Og så vil han sikkert synes at jeg er vildt irriterende, men det er også ok, så længe det får ham til at bevæge sig.

Og hvis der er noget Alfred har gjort det sidste stykke tid, så er det at han har bevæget sig. Hans verden vokser og han vokser med – og det er med slet skjult stolthed at jeg betragter min søn, min lille skat, mit ømme punkt, mit hjertes helt – og ser hans ryg rankes, hans blik er klart. Han tror han kan og derfor kan han.

I går kom han hjem med samlingen af produkter fra skoleåret. Kunstværker, ting han har skrevet og som enhver anden mor er jeg jo både imponeret og stolt (selvom jeg ingen andel i arbejdet har). Det bedste ved det hele er hans egen stolthed og glæde. Jeg hængte så meget som muligt op på hans værelse, så han kunne se den store arbejdsindsats, så han kunne se alt det han havde overkommet. Det er ikke småting – især ikke, når man har sin egen målestok, som Alfred har. Der er muligvis nationale standarder for hvad man skal kunne – og det kan han til en vis udstrækning også – men den vigtigste målestok er ‘Alfred’. Uden sammenligning! Der er ikke streger på målestokken. Dem sætter vi som de kommer. Det bedste ved denne målestok er, at alt er muligt! Der er ingen begrænsning for hvad fremtiden vil bringe. Der er intet ‘aldrig’ eller ‘altid’. Der er de hak, vi sætter her og nu. Der er Alfreds heltmodige hak, når han vover sig ud på nye eventyr i sin helt egen verden.

Der vil være knæk. Der vil være kriser. Men det hører med og er helt ok. Nu er det sommerferie og der skal både slappes og trænes. Og jeg har intet billede af ham fra i dag. For ikke nok med at han selv gik hjem. Mormor kom og hentede ham hjemme hos os – helt uden vores indblanding.

Det er i sandhed et nyt år, vi træder ind i og sommerferien er en overgang mellem det gamle og det nye år. Jeg håber, at dit nytår også bringer en masse godt. Om ikke andet vil det være nyt – og det kan være en rar forandring. Før du ved af det, har du klaret 1.000.000 skridt på vejen. Hvem ved hvor langt du kan nå…?

Skriv et svar