Tivoli uden tortur

Tivoli med August

Fotograf: Alfred

Jeg havde på ingen måde regnet med det. Jeg havde ikke turde håbe eller planlægge efter det  – for når det kommer til stykket, så kan det ikke lade sig gøre. Altså at sikre at familiens årlige tur i Tivoli bliver god. Det er bare om at gøre sit bedste, krydse fingre (og arme, ben og tæer) og så kaste sig ud i det med håbet om man har ramt en god dag.

Men det havde vi – og det blev med drengenes egne ord – ‘bedste tur nogensinde’. Og hvorfor så det? tænker jeg og prøver helt automatisk at sætte det på en slags formel, så vi (måske) kan gentage successen en anden gang. Jeg har også gjort mig nogle tanker om ledsagerkortet. Hold fast – det bliver en lang tur, men jeg håber du får noget ud af den – og bare rolig. Der er ingen kø…

Tivoli med Alfred

Fotograf: August

Det med ledsagerkortet
Vi har ledsagerkort (klik her for mere info) til Alfred, som vi benyttede da vi skulle ind i Tivoli. Det gjorde bl.a. at Mikkel kom gratis ind. Vi fik også Tivolis version af et Vis hensyn kort (som du kan læse om her), så Alfred og en ledsager kunne undgå at stå i kø. Men det brugte vi ikke. Præmissen for Alfred i Tivoli er, at han står i kø. Køerne var heller aldrig længere end at han godt kunne magte det – og vi havde heller ikke en dagsrejse før og efter som vi har i Legoland, hvor vi benytter ordningen med største fornøjelse.

Men hvorfor betaler vi så ikke bare selv? Det kunne vi i princippet også godt. Sagen er bare den, at det aldrig er til at sige om det bliver en god dag eller en meget kort dag. Derfor er en tur altid et sats – og et sats der koster penge. Så set i det lys betyder det noget, at vi ikke skal betale fuld pris. Det gør at vi tør satse. At vi tager afsted. Og hvis det nu havde været en meget kort dag for Alfred, var vi bare kommet igen.

Når steder som Tivoli og Legoland har den slags ordninger, føler jeg mig som forælder til et ikke synligt handicappet barn mere velkommen. De anerkender at vi har nogle behov, der er anderledes end flertallet – at vi har brug for særlige hensyn og at vores måde at deltage i hele forlystelseshalløjet på er på andre præmisser. På den måde bliver et Vis hensyn kort til vores kørestolerampe. Det gør, at stedet bliver tilgængeligt for os. At vi som familie også kan have en dejlig dag.

Så kan vores familiehistorier også komme til at handle om Legoland og Tivoli og sjov – og ikke bare om de steder vi ikke kan besøge fordi det tager for hårdt på Alfred at kæmpe med at stå i kø, vente på tur, abstrahere fra de andre gæster osv. Det giver os en reel mulighed for at deltage i samfundet – i det sjove. Og ved at komme ud og være med, får vi ny energi til at arbejde med de ting som er svære – for vi er også med. Vi er også en del af hele det sommer cirkus som forlystelseslandet i bund og grund er.

Med de overvejelser af vejen, kommer her mine tips og tanker fra den gode dag…

Kom hviledagen i hu
Først og fremmest havde vi haft en hviledag før turen. Der havde vi bare nusset rundt i sommerhuset og haft drengenes meget søde faster på besøg. De havde med andre ord sparet mest mulig energi op til turen, som de havde glædet sig til længe. Vi var også heldige at låne en bil at køre til byen i, så Alfred ikke skulle trættes af en togtur. Det gjorde stor forskel. Skulle vi have taget toget tror jeg vi var taget afsted to og to.

Uden mad og drikke
Vi havde pakket en solid, men enkel madkurv hjemmefra. Noget med en masse klapsammen og så godt med grønt til. Juicebrikker og vanddunke. Det udgjorde både frokost og aftensmad, for drengene ser ingen større værdi af at spise på restaurant i Tivoli og de er ikke vilde med fastfood. Så lige at stikke dem en klapper og et stykke agurk – og så insistere på at det skal spises inden næste forlystelse – det hjalp både på blodsukker og humør. Især Alfred kan godt glemme at han er sulten, når han kommer op i et vist tempo sidst på dagen.

Der var også på forhånd givet tilsagn om en is – tre kugler, flødeskum og syltetøj, i vaffel (sådan vil Alfred ha det, så det var aftalen).

God normering / del og hersk
Vi havde på forhånd aftalt, at Mikkel skulle tage hjem med Alfred, når han ikke ville længere og at jeg skulle blive sammen med August til sent.Vi havde også aftalt med min bror, Kristoffer, at han skulle møde os i Tivoli i løbet af eftermiddagen. På den måde var der ikke kun en voksen pr. barn – der var også en ekstra til at tage de vilde ture som drengene elsker, men som jeg ikke helt kan være med på. Dæmonen er ok, men noget der snurrer for meget rundt og er vildt – så er jeg knap så frisk. Min bror er god til både Alfred og August – så på den måde var der god aflastning på den hyggelige måde. Det var også rart at Kristoffer på et tidspunkt fulgtes med Alfred, så Mikkel og jeg kunne være sammen med August og give ham lidt ekstra opmærksomhed. Vi mødte også en af Augusts klassekammerater derinde og havde også mulighed for at følged med dem et stykke tid, da vi var voksne nok. Det gør også underværker for overskuddet og humøret at selskabet er godt.

Hvis tur er det?
Der er ingen tvivl om at turen i Tivoli havde været ganske anderledes, hvis det havde været på mine præmisser. Så havde det ret sikkert hældt mere mod hvidvin og rejemadder indtaget ved rødternet dug og måske lige en tur i Ballongyngen efterfulgt af noget Fredags rock og så ellers bare gå rundt og nyde alle de smukke blomster. Men nu var det ikke min tur. Det var ikke mine præmisser. Det var børnenes tur – det handlede om hvad de havde lyst til, hvad de syntes var sjovt – og så var vi ellers bare det tynde øl, der forsøgte at følge trop og holde diverse bamsegevinster og plastikblomster.

Vi havde overvejet at lave en plan og skrive ned hvad vi skulle prøve og i hvilken rækkefølge. Men vi valgte i stedet at lade humøret råde – og det var i dagens anledning den rigtige løsning.

Dæmonen

Jeg tror bestemt ikke min (lettere overgearede) skræk for Dæmonen generede Alfred. Jeg havde lovet at skrige højt og længe på turen og holdt naturligvis ord.

Sig ja!
Jeg synes, at jeg til hverdag siger meget nej. Der er mange ting drengene gerne vil, men som ikke kan lade sig gøre. Derfor er det en befrielse – ikke kun for dem men helt sikkert også for mig – at have en dag, hvor jeg siger ja. Ja til is, ja til fiskedam, ja til Dæmonen, ja til candy floss, ja til endnu en tur i Rutchebanen, ja til at gå helt over i den anden ende af haven bare for at prøve en tur i Kamelen for derefter at piske over og stå i kø til Odins Ekspressen. Bare fordi – jeg havde besluttet mig for at sige ja. Også selvom jeg da af og til ønskede mig hen i et skyggefuldt hjørne med en iskaffe, så sagde jeg ja og dykkede ned i Tivoli på børnemåden. Det er lettere at svømme med end mod strømmen…

If you got it, flaunt it
Alfred havde sin ‘Lidt autisme har man vel altid’ t-shirt fra Run4Charity på (som du kan købe lige her både til børn og voksne). Den er let og luftig på en bagende varm dag – og så håber jeg den har sendt et signal til de andre i køerne om lige at vise lidt forståelse, hvis der blev dimset og flappet. For som Alfred nu selv siger – I get flappy, when I’m happy. Vi oplevede ingen negative kommentarer pga. t-shirten eller nogen der så skævt til os. (Og hvis de gjorde opdagede jeg det ikke – for jeg har indbygget Teflon for den slags blikke. Det bider ikke på mig.)

Monsunen

Alfred står alene i kø til Monsunen som han prøvede flere gange. Stor tak til morbror Kristoffer for godt selskab, god forståelse for Alfred og for at have taget billedet.

 

Kom hviledagen i hu
Dagen efter Tivoli foregik for nedrullede gardiner. Som i – Alfred lå trods bagende hede i vores soveværelse for nedrullede gardiner, lukket dør og meget sparsom tale med iPaden. August var sendt hjem til mormor og morfar – og jeg adlød Alfreds mindste vink – om det så var mad, vand eller absolut ro – så fik han det helt som han ville have det. Ingen krav, ingen forstyrrelser (eller næsten ingen) – og bare ren hviledag.

Mor – altså, undskyld – men jeg vil godt være alene. Det er bare fordi… Altså – tak for en god Tivolitur, men gå lige ud…” Det var sådan cirka hvad han sagde, når det ikke var bestillinger på mad serveret på sengen.

Så husk altid en hviledag efter en stor begivenhed. Og hviledag skal tages meget alvorligt – og det er uanset om turen er gået godt eller dårligt. Der skal lades op, fordøjes og bare være fred.

Kamelen

Mit bedste sommerminde. Alfred og August sammen i Kamelen – helt alene, uden ballade. Så smukt at jeg kneb en tåre!

Da jeg var barn hed den Mariehønen og lignede også sådan en. Nu hedder den Kamelen, men ture er den samme. August elsker den og han var lykkelig da Alfred sagde ja til en tur sammen med ham – som i en tur bare for de to, uden voksne, hvor de selv stod i kø og vi bare ventede ved udgangen. Hvor de stod sammen og snakkede (og klatrede, dimsede…) – men de klarede det. Med smil og godt humør. Havde noget sammen. Uden voksne. Bare de to. At stå og se det i aftensolen – det er mit bedste sommerminde. Det blev sat direkte ind på hjertebankbogen til de voldsomme dage. Når der er dage som denne, ved jeg at det nok skal gå. Både det lette og det svære. Det skal nok gå.

6 thoughts on “Tivoli uden tortur

  1. Hvor er det en stor fornøjelse at læse din beretning om jeres Tivoli-tur. Den er både lærerig og hjertevarmende – og hvor er Alfred sej 🙂

  2. Din fortælling går lige i hjertet-både fordi det er så genkendeligt og fordi du skriver og fortæller så godt:-)tak

  3. -Og så Alfreds bemærkning dagen efter-så dejligt hensynsfuldt så man lige bliver mindet om at børn gør det bedste de kan-når de har overskuddet

  4. Åh, hvor er det fint beskrevet. Jeg får også tårer i øjnene af dit to-børn-i-aftensolen-billede. Vi har også lige oplevet en lignende vellykket tur med søskende-glæde.
    Og fine tanker omkring ledsagerkort. Vi har ikke et, men jeg har overvejet at søge. Vi har tre børn, to med specielle behov, og er derfor afhængige af at have en ekstra voksen med til den slags ting. Og det ville være en økonomisk hjælp, at den ledsager kom gratis ind. Jeg forestiller mig, at stå i kø, når det er muligt, og så have vis-hensyn-måden som en nødløsning, når det er nødvendigt.

  5. Hvor er det skønt at læse om jeres gode sommer-dag i Tivoli. Sidder og smiler ved tanken om deres tur alene – der er nemlig ikke noget bedre end når mor og far giver lov, og stoler på at det nok skal gå 😉 og så kan jeg kun give Alfred (og dig) ret – oplevelser, store som små, kræver hvile-dage – jeg ville bare ønske jeg var blevet mindet om det noget før 😉

  6. Som altid et godt indlæg med gode funderinger.
    God detalje med hviledag før og efter.
    Mht. ledsagerkort, så glæder det mig også at læse det du skriver og jeg er helt enig. At man har (og benytter) ledsagerkort/vis hensyn ordning er jo ikke ensbetydende med at vores børn ikke skal lære at stå i kø og at udsætte behov. Det skal de naturligvis – bare i rette tempo og under rette præmisser.
    Samtidig giver ledsagerkortet mulighed for at evt. NT søskende også kan få et god oplevelse, fordi man f.eks. kan tage en ekstra voksen med.
    Er ind imellem blevet mødt med reaktionen “nej hvor er I heldige at I har sådan et kort”… Jeg er heldig fordi jeg har nogle dejlige unger, men ikke nødvendigvis heldig fordi de har behov for at have sådan et kort.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s