Pas på Alfred – han er ny i trafikken

Det er sin vis både ganske almindeligt, trivielt og samtidig helt vildt stort og fantastisk. Sådan at cykle afsted med sit barn på vej mod skole.

Det er noget de fleste tager for givet. Sådan er det jo. Sådan gør man da – altså børn lærer at cykle og børn går i skole. Det er måske ikke noget, du giver meget opmærksomhed i hverdagen. Det er bare en del af livet sådan som det er. Men sådan er det ikke nødvendigvis.

Hvis du som Alfred er et autistisk barn, er det ikke sikkert at du går i skole. Måske er der ikke det rigtige tilbud til dig. Måske kan du kun klare at være i skole to timer om dagen. Måske giver det ikke mening for dig at cykle.

Sådan Alfred det indtil sommerferien startede. Nægtede alt med cykel. Det med skolekamp har vi prøvet og han er lykkeligt landet på Skolen i Peter Vedels gade og glædede sig ligefrem til at starte igen her efter ferien. Men cyklen har langt fra været været noget der gav mening – når man nu havde to ben.

Jeg opgav til sidst at sælge ideen om det dejlige ved at cykle. Og det er i mange tilfælde en god strategi. Som æslet der stritter imod jo mere du trækker, kan et voksenpres ofte bare give mere modstand. Han skulle nok sige til når han var klar – og jeg indstillede min tidshorisont på….. lad mig bare sige at jeg forestillede mig en Alfred med overskæg. Men sådan skulle det ikke være. Og hvem ved om dit (autistiske) barn ikke også ender med at snyde din tidsplan. At det du tror de aldrig lærer (om det så er at gå på toilettet, falde i søvn, tage tøj på… you name it) – en dag når du mindst venter det, giver det måske mening for dem.

Den autistiske tidsplan kan du ikke slå op i en bog. Der er ingen ‘normal’ kurve – intet der sådan lige er til at regne med. Og lige så frustrerende det kan være – lige så forunderligt og overraskende er det også. Som at stå på min barndoms villavej med mine forældre og se Alfred cykle på samme asfalt der havde skrabet mine knæ for 100 år siden – det var kæmpe stort! Gigantisk! For Fredo havde besluttet sig. Og når han gør det, sker der ting og sager.

Det betyder ikke, at der ikke skal øves. Der skal stadig trænes, men han har lært det hele i omvendt rækkefølge – først færdselsregler, så at cykle. Vi tager den med ro. Dag for dag. Så selvom han er stor og 9 år, er han stadig en af de nye i trafikken.

Pas på Alfred, han er ny i trafikken – og som så mange andre (autistiske) børn har han brug for din opmærksomhed, din hensynsfulde tilgang – at du tager den med ro og ser vejen an. Så skal vi nok nå i mål. Sammen. Om det så er med cykling, søvn eller tøj.

Og så skal jeg nok slappe af med cykel-historierne. Bare lige en sidste ting – jeg er så vildt stolt af Alfred og hvordan han sætter sig noget for – og så gør det, lærer det, kæmper sig igennem. Det er en af hans kernekompetencer, som det så moderne hedder. Men en ting er hvor stolt jeg er. Han er om muligt endnu mere stolt selv. Heldigvis. Jeg kan se det når jeg cykler bag ham. Det stråler ud af ham – og sådan skal det også være.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s