Samtale fra en hviledag

Skolen begynder på mandag. Weekenden er helliget opladning og klargøring til skema og faste rutiner (som vi jo holder af herhjemme).

Ferien er bag os. Men der er lige en lille fortælling, som jeg gerne vil dele med jer. Den handler om, hvad børn siger, når de ikke ved vi lytter. Den handler om håb, selvindsigt og en relation, som jeg satser på. Og hvis du undervejs tænker, hvordan kan hun dog huske sådan en samtale, så indrømmer jeg med det samme. Jeg tog noter. Sådan er jeg. Ord skal skrives, ellers glemmer jeg dem. Denne samtale ville jeg gerne huske.

“Min autisme vinder til sidst”

Jeg ligger stadig i sengen. Slumrer lidt og lytter til drengenes snak fra stuen ved siden af. Det er dagen efter vi var kommet hjem fra Legoland. Dagen efter Legoland kaldes Store Byggedag eller hviledag – der er i hvert fald ikke planer om at forlade sommerhuset. Jeg kan godt li’ at lytte til drengenes snak, når de ikke ved at jeg lytter. De er nu så store at de selv kan være oppe (August er 7 år og Alfred 9 år) – men jeg lytter altid. Det kan gå fra 0-100 på sekunder og stemmernes melodi er god indikator for hvor vi er på konflikttrappen.

“I går var vi lidt sure på hinanden”, hører jeg August sige. “Jeg blev ked af at du råbte af far.”

Alfred brændte ret meget sammen, da vi ankom til sommerhuset efter at have kørt fra Legoland. Vi begyndte lidt at samle Lego, noget drillede – og Mikkel kunne åbenbart ikke sige eller gøre noget rigtigt. Så Alfred skældte ud. Meget. Højt. Voldsomt. Sådan er det tit mellem de to.

“Nogen gange ved du ikke hvad du lige skal gøre måske? Så er din autisme, som driller?” prøvede August og jeg kunne høre på hans tøven at han godt kunne fornemme at isen blev tyndere under samtalen.

“Nej”, begyndte Alfred. “Det er faktisk min ADHD der gør det. Min autisme hjælper mig faktisk med at komme ned igen.”

“Så er det godt, at du har det!” konstaterede August og fortsatte “jeg bygger lige det tredje ben”.

“Også mig” brummede Alfred.

“Du er mærkelig!” udbryder August så. Jeg vågner lidt mere.

“Ja, det er faktisk godt – alle er mærkelige, August!” svarer Alfred – tørt konstaterende.

“Hvis jeg kunne opfylde et ønske, så skulle det være at du ikke havde ADHD…” siger August så.

“Det er faktisk ok.”

“Men hvis du ville, så ville jeg!”

“Godt min autisme vinder til sidst! Ih – dumme Legoklods!”

August får hjulpet ham med det der volder besvær.

“Tak August!”

“Velbekomme. Jeg er en sød lillebror, der hjælper. Det er det jeg er lavet til”, siger August frejdigt og jeg bliver både glad og lidt klemt indeni – for han er jo ikke lavet til at hjælpe. Han er lavet af kærlighed og for sig selv.

“ADHD kan også få nogen til at grine af nogen, hvor de ikke synes det er sjovt… Hov – det er faktisk autisme. Men ADHD kan også. Men August, det har jeg lært at kontrollere.”

“Godt! Tænk hvis du sagde noget grimt… Eller grinte! Det har nogen gjort af mig…”

“Hvad, August?”

“Sagt ‘grimme briller!’. Var det ikke synd for mig?

“Gør de stadig det?”

“Nej, jeg er større end dem”. (Og jeg smiler fordi der bare altid er en børnelogik flettet ind i deres samtaler.)

“Ville du forsvare mig?” fortsætter August spørgende.

“Ja!” kommer det prompte fra Alfred.

“Når vi får telefon kunne jeg ringe til dig?”

“Ja, så kunne jeg hjælpe og spørge en lærer. Jeg ville ikke slå dem. Bare snakke lidt med dem.”

“Og bagefter kunne du snakke med mig?”

“Ja, om hvad de gjorde.”

Og så var der igen stille inde fra stuen. Det lille vindue ind til, hvordan August betragter familiens konflikter i forhold til Alfreds udfordringer og hvordan Alfred kan forklare sammenhængen, så der ikke er brug for at træde mere rundt i det, blev lukket i. Augusts hjerte fik en fin lille lap og en forsikring om/som back up. Nogle gange er det alt man behøver. Autismen vinder heldigvis til sidst.

Jeg var nu vågen. Fyldt med ord. Glæde, mod og håb.

byggedag

4 thoughts

  1. Hvor blev jeg lige rørt helt ind i hjertet <3
    Hver er de gode sammen, og hvor er de gode til at dele deres tanker.
    Håber de vil gøre det altid <3

Skriv et svar