Når hver for sig er den bedste løsning

Er ret træt. For at sige det mildt. Og det er ikke engang mig, som er startet skole i dag. Drengene er begyndt igen. Alfred på mellemtrinnet (svarende til 4. klasse) og August i 1.(!) Det er ikke så meget det der gør mig træt. Jeg ved ikke helt hvad. Men det er nok hverdagens rytme jeg ikke helt er landet i. Der er også noget andet. For det har lige været spisetid…

Men sådan et aftensmåltid, hvor man sidder sammen. Og skiftes til at tale. Og lytte. Og bede om vandet – og må jeg godt få flere ris og hvad med broccoli – vil du have det også? Det kan godt trække tænder ud. I hvert fald hjemme hos os. For tit bliver det noget med ‘jeg vil ikke ha’ noget!’  og ‘du skal ikke kigge sådan på mig!’ og ‘vi taler pænt til hinanden i den her familie’ og ‘hvis du rejser dig er det fordi du er færdig med at spise’ ‘jamen jeg skal på toilettet’ ‘der er ikke mere servering efter det her måltid…’ ‘nu går jeg!’

Og mens jeg sidder og forestiller mig sådan et måltidsscenarie, er det, at jeg næsten uden at tænke bare svarer ja, da August vil sidde i stuen med sin mad (pølsehorn og pizzasnegle – egentlig beregnet til madpakken, men det er jo samme mave, ik’?). Og Alfred spørger jeg ikke engang – jeg går bare ind med en tallerken til ham med Augusts menu inkl. et par tomater.

Hvorfor kommer du med det? spørger han.

Du kan spise det, hvis du er sulten, svarer jeg.

Så sidder vi alene i køkkenet, Mikkel og jeg. Kan snakke lidt. Bede om vandet. Lytte. Og svare ‘ja, du må godt få broccoli, Alfred’ da han kommer og beder om mere – og han siger ja tak – det elsker jeg! og han mener det.

Der er ro. Det er første skoledag. Og det er faktisk nogle gange det vi har mest brug for efter en dag tæt på andre mennesker. Sådan at være lidt hver for sig. Nogle gange er det den bedste løsning. Især hvis man også godt vil være sammen.

spisetid

Så her er det affolkede bord på en mandag på den yderste kant (eller er det inderste?) af skoleåret. Det er ikke nu der skal stilles krav om alt muligt, vi ikke har holdt fast i i ferien. Det er ikke nu der skal presses. Det er nu vil skal give hinanden den plads vi har brug for, så vi kan vende tilbage i hverdagens bankende rytme. Derfor sidder jeg nu og skriver dette indlæg, mens Alfred ligger med iPaden på værelset og ser videoer med ham her på YouTube. Mikkel og August laver noget sammen i stuen – og der er fred. Vi er jo lige hvor vi skal være. Hver for sig og sammen.

 

10 thoughts

  1. Tja, sådan er hverdagen ikke for os, jeg er hård og Johan har lært rytmen, men har stillet betydligere mindre krav i denne ferie. Vi tog til Køln og overværede turnering med profferne i Køln, mange synes det er så nederen og skod, men jeg så en dreng i sit univers der strålede, det var bare guld 🙂
    Den bedste gave jeg har givet ham udover Ipoden.
    Dejligt at du skriver det officielt. Jeg gør det til mine næreste.
    Keep on 🙂
    Knus Anne-Mette

  2. Jeg kunne ikke være mere enig. Den berømte elastik. Jeg synes jeg er ved at være ret god til at være ligeglad når andre eller jeg selv betvivler det rette i,at min søn ser tv enten ved spisebordet eller sofabordet og og jeg læser bog når vi spiser. På den måde ved jeg nemlig at der bliver spist igennem uden for meget uro og snakken i et væk. Jeg ved nemlig at det er det han har brug for lige der,lige den dag-Og at han kan sidde ved bordet og deltage på lige fod med andre-men så skal overskuddet være der 🙂

  3. Hej. Fantastisk ærlig blog, og et ligefrem og råt (på den gode måde) indblik i en hverdag og et liv med autisme. Er selv mor til en gut på 10 med autisme, og 6 andre diagnoser blandet ind i det… Vi har igennem en periode haft problemer omkring aftensmaden. Der hvor man samles, spiser, hygger sig og snakker om alles oplevelser i løbet af dagen. Sån’ er det altså bare ikke her. Det er ved aftensmaden, morgenmaden, frokosten, at han føler sig krænket over at hans brødre kigger på ham, bestikket der klirrer/larmer i hans hovede, de små der smasker eller spiser grimt osv… Han blev fysisk dårlig og max stresset og det affødte oftest affektanfald, og dagen sluttede jo så af på en træls måde for os alle. Hans far fik en ide , og lavede en foldeskærm, der kunne stå på bordet, og på den måde minimerer syns stimuli, men knægten spiser stadig sammen med sin familie <3

      1. Hej ☺ Det skal vi nemlig, og man skal tit tage utraditionelle metoder og løsninger i brug. Men hvis det har den ønskede effekt, så er det den løsning der bliver valgt ☺

  4. På autisme kursus for søskende, lærte jeg, at hvis det skaber ro, at en sidder feks i stuen foran fjernsynet og spiser,, eller en spiser før de andre osv, så er det, det man gør, uden , at få dårlig vibrationer. Det handler om, at alle har det godt, og kan slappe af, under et måltid, og ikke, og dette kan blive ved i årevis, husk på, hvad vi udsætter søskende for. ja, jeg har sat hårdt mod hårdt, denne sætning, kan de fleste ikke bruge til noget 🌞, for husk alle er forskellige, nogen kan man sætte hårdt mod hårdt, over for, og det er ok. Andre vil bryde sammen, eller reagere aggresivt osv.

    1. Hej Lehne – vi er også meget løse i vores spisestruktur nu. Alfred får tit lov til at spise på værelset, hvis han har brug for det.
      Tak for din kommentar – det handler nemlig ganske rigtigt om at alle har det godt og kan slappe af.
      Vh Kathrine

  5. Hej Kathrine
    Tak fordi du deler dine tanker med os, jeg er helt enig i at man må finde løsninger uanset hvad andre tænker om det, eller hvad man selv har forestillet sig engang om hygge over aftensmaden.
    Da min dreng var meget lille, spiste vi naturligvis alle måltider sammen, men fra han var ca. 3 år blev det sværere og sværere for ham at blive siddende ved bordet, og konflikterne omkring måltiderne blev flere og flere fordi jeg insisterede på at han skulle blive ved bordet mens vi spiste (jeg er alene med ham). I en alder af 5 år pilede han ofte rundt i lejligheden under måltidet, mens jeg gjorde mit bedste for at få ham til at blive ved bordet og spise (glem alt om at hyggesnakke!), Han kom heldigvis i grundig udredning, og fik konstateret bl.a. ADHD, så det var ikke så mærkeligt han holdt sig i bevægelse hele tiden.
    Min dreng er nu 10 år, og vi ved nu at han også har autisme. Ved aftensmadtid er det meget svært, da han pga medicin overhovedet ingen appetit har og i forvejen er undervægtig. En grundig diætist har “aflært” mig mine tidligere idealer og principper om at hygge om middagsbordet, at man skal spise noget ved hovedmåltiderne, at man altid skal sidde ned ved spisebordet og at man SKAL spise sund mad før man kan få hvedebrød med smør, TUC-kiks, yoghurt og de andre dessertagtige ting han bedst kan få ned.
    Nu spiser vi ofte hver for sig, for Sáng skal have noget at spise straks når han ønsker det (og ikke vente et kvarter til jeg er færdig med aftensmaden). Jeg har også måttet ændre mine tanker om hvordan måltider skal foregå – han bliver altid opfordret til at komme og spise sammen med mig ved spisebordet, men nogle gange står han op under måltidet, eller får lov til at tage en sandwich med ind i stuen eller et stykke pizza i hånden med ud i gården. Når vi sidder sammen, ser vi næsten altid TV imens, for så kan han blive siddende lidt længere og ofte glemmer han at tænke på at han slet ikke er sulten, så der faktisk kommer lidt mad ned. Alle løsninger og kneb gælder!
    På Bispebjerg Hospitals forslag har vi lavet en aftale om at han spiser det han kan ved måltiderne, og jeg må ikke kommentere på det….meget svær øvelse for mig!

  6. Rigtig rigtig dejligt og oprigtigt indlæg med beskrivelser af den ægte hverdag😊 Tak for det!!

Skriv et svar