Dagen derpå

"Du kan heller ikke gøre noget rigtigt for mig! Jeg hader dig! Du vil bare ha’ at min hjerne eksploderer i dag!….. Undskyld mor…"
Sådan en svada med indbygget undskyldning – for sådan er Alfred – har jeg lige fået indtil flere af. Klokken er knap 6:30… Den er reaktionen på at være startet i skole igen.
Han er sikker på, at han er syg. Og det er min skyld. En skyld jeg må påtage mig, for det nytter ikke noget at sige, at han da nok kan forstå ,at sådan er det at starte i skole igen. For hvis han forstod det reagerede han næppe sådan.
Hans hjerne er på overarbejde, selvom jeg forsøger at være stille og sige så lidt som muligt. Han vidste ikke, han skulle ha idræt og klæde om. Det er (endnu) en ny ting oven i ny klasse. Det tager tid at begynde igen og selvom han er det bedste sted, kan det stadig være svært.
Derfor sluger jeg svadaerne – og deler dem med dig. Det er sådan det er.

Jeg er jo også ude af rutinen. Men der er en dag i morgen. Der gentager vi det hele igen. Og jeg vil prøve at være lidt bedre forberedt. Nu trænger jeg til morgenkaffe.

One thought

  1. Jeg elsker dine indlæg.Fokus på det der er svært og giver mig en følelse af at jeg ikke er alene.sammen er vi stærke = styrke og overskud til vores skønne unger

Skriv et svar