Kom ind bag min mur

Manu Sareen

“Vi er hinandens medmennesker”, sagde Manu Sareen til Psykiatritopmødet efter han bl.a. havde fortalt om sine egne svære år som ung med depression og angst. Det handler om at nedbryde mure og at turde lade være med at bygge dem op om sig selv, når man føler at andre sikkert ikke forstår.

Den personlige fortælling står stærkt, når det handler om psykisk sårbarhed af den ene eller anden grund. Fortællingen er det usynlige ar, man har til fælles. Men det skal italesættes for at kunne ses. Derfor er det vigtigt “at byde nogen inden for sig“, som Manu så smukt formulerede det.

Og jeg kan virkelig godt li’ det udtryk. At byde nogen indenfor. Lidt som at slå ud med armene og sige:

“Velkommen til! Jeg er sgu et håndværkertilbud, selvom det ellers ser meget pænt ud udefra. Der er nogle K3’ere, et par revner i fundamentet, et skummelt rum i kælderen, gennemtræk på loftet og man skal lige have det rette tag på systemet for at få varmet hytten op. Men altså – beliggenheden er god og med en kærlig hånd og en masse knofedt, er der mange gode år i mig!”

Jeg giver mig selv et los nu – for der er en sårbarhed jeg selv har båret på. På samme tid uafsluttet, glemt og gennemlevet. Det er fortid, men mit usynlige ar findes. Lige så meget som jeg har talt om åbenhed, lige så meget har jeg holdt det for mig selv. Fordi det er forbi. Fordi det er overstået. Fordi jeg ikke kan forklare hvorfor. Fordi jeg er… flov?

Men jeg er egentlig ikke flov alligevel. Men i længden virker det kunstigt og falskt at lade være med at fortælle om det. Som om fortielsen bliver en løgn.

For en som mig, hvor åbenhed er et princip, er jeg forpligtet til at gå om ikke forrest, men så i det mindste at gøre som jeg siger. Stå ved mig selv. Også skyggen. Den hører med, når solen skinner og jeg tør godt se på den.

Langt tilløb – ikke kun her – men i det hele taget. Det sluttede nemlig for ca. 15 år siden. Jeg husker det ikke nøjagtigt. Men det begyndte da jeg var ca. 16 år. Da begyndte jeg at kaste op. Med vilje. Efter aftensmaden. Efter indtagelse af store mængder mad. Når jeg havde det dårligt. I skjul. Ind-ud, uden mærker eller spor.

Den fysiske fornemmelse husker min krop stadig. Men helt hvad der var på spil psykisk kan jeg (stadig) ikke gennemskue. Måske har jeg ventet med at fortælle, fordi jeg ikke havde analyseret mig frem til svaret og forklaringen?

Hvis vi bliver i hus-metaforen, kan man sige, at min spiseforstyrrelse er et rum, som jeg ikke længere bor i. Jeg er for længst flyttet ud og har låst døren. Men det vil altid findes i mit hus. Jeg ved, hvordan det føles at være i rummet. Det er skræmmende og trygt på samme tid. Det var min grumme hemmelighed, som kun ganske få efterfølgende har fået kendskab til. Faktisk lukkede jeg først op for det grumme rum – det falske spisekammer – da jeg selv var flyttet helt ud.

Men i Psykiatrinetværkets ånd åbner jeg i dagens anledning døren. Jeg er altså ikke kun ressourcestærk pårørende. Jeg er også selv sårbar. At jeg så har lært mig selv strategier – at jeg er ‘kommet over det’, at jeg ikke længere stikker fingrene i halsen når livet er svært, betyder jo ikke, at det ikke er en faktor og en viden jeg altid vil bære med mig.

Jeg skriver denne svære ‘komme ud’ historie, mens der er dialoggrupper. Folk her er så modige – alle dem der står ved deres sårbarhed, angst depression – det er de sejeste mennesker jeg kender. Selv har jeg gemt mig bag alt det jeg legede var rigtigt. Jeg har talt udenom. Men nu står jeg ved det. Ikke at jeg har behov for at tale mere om det. Men jeg anerkender rummet i mit hus.

Autismetanken er min kanal. Det er her mine fortælliner søsættes. Når de er skrevet, er de ikke længere helt mine. Måske de er forvandlet til noget, du kan spejle dig i?

Det her var en af de svære. For den handlede ikke om Alfred, om autisme eller min rolle som mor. Den var om mig selv som sårbart ungt menneske. Den var om det rum, bag min mur, som jeg helst glemmer. Men det kan ikke glemmes, så nu deler jeg rummet. Slår døren op og muren ned. Genindtager hele mit hus.

Tak for dit mod, Manu. Du fortalte, at det havde betydet meget for dig, at Renée Toft Simonsen havde fortalt sin historie. Nu har din historie betydet meget for mig.

6 thoughts

Skriv et svar