Respekt!

August (som er Alfreds neurotypiske lillebror på 7 år) blev syg i nat. Noget der heldigvis sker sjældent, men den stod på natteroderi, sengetøjsskift og – du kender det sikkert. Så jeg er hjemme med ham i dag og han er stadig syg. Som han ligger her ved siden af mig i sofaen, sovende, udmattet, kan jeg ikke lade være med at betragte ham med den største blødhed i hjertet.

Han er så tapper. Ikke kun når han er syg, men sådan – i sig selv. En god og kærlig dreng som sin bror – men begge drenge har noget ekstra med sig i livet. Selvom det kan være svært for dem, vælger jeg at se det som en gave. En ekstra indsigt i hvordan det også kan være. Et større perspektiv.
Lige som det kræver en stor opmærksomhed at sikre Alfred en autismevenlig hverdag, så kræver det også en indsats at huske August og hans behov.

“Jeg vil godt ha noget mere respekt!” sagde han forleden. Alfred fik al respekten – som i den pågældende situation var lig med iPad-tid, forklarede August. Og han havde ret. Respekten og iPad-tiden er ikke ligeligt fordelt.
Så en sygedag som denne kan også omformes til respekt – og jeg mener ikke iPad-tid. Det er fuld opmærksomhed, lytten, latter og bare at være. Det er respekt for det søde lille August-liv, for den dejlige dreng jeg er så heldig til at være mor til. Og han vågner forhåbentlig snart igen.

2 thoughts

  1. De er tapre – søskende altså <3 på trods af at det i min familie er mig der har diagnosen, mig der fylder og mig der kræver ekstra, så tænker jeg meget over det mine søstre giver mig – de har i høj grad brug for netop sådanne dage som august har idag, hvor han er i centrum. Det er bare super ærgerligt at han er syg 🙁
    Jeg nyder ligefrem på en måde at blive hjemme fra familie-udflugter og andet, for at mine søstre netop kan have lidt "diagnose-fri tid" 🙂
    Giv ham en krammer fra mig, og rigtig god bedring <3

Skriv et svar