Det sker i sprækkerne

Inden jeg fik børn – hvor jeg var meget klogere og mere sikker end jeg er nu – forestillede jeg mig, hvordan jeg skulle have lange, dybe samtaler med mine børn om vores følelser, tanker og hvordan de og vi sådan gik og havde det. Sådan stearinlys på bordet, en dejlig kop the og bare ro og god karma over hele linjen.

a46d5-20071128037

Nu ved jeg om ikke bedre, så i praksis, hvordan den slags samtaler reelt forløber. Det er nemlig ikke planlagte, lange samtaler – det er nærmere split sekunder i hverdagens sprækker. Og som vigtige ting kan forsvinde i sprækkerne, så kan vigtige ord også forsvinde, hvis man ikke står sprækkevagt og griber dem før de falder ned og bort.

Lad mig give et eksempel.

Det er ofte mig, som afleverer Alfred, men i morges afleverede jeg August, fordi jeg skulle med til juleklip på hans skole. Alfred var utilfreds med at skulle afleveres af Mikkel – så selvom det var aftalen, kom jeg til at foreslå, at han kunne følges med os. Det forvirrede det hele – for vi var på vej og det gik lidt i hårdknude. Vi endte med at holde os til planen. Det var ikke noget stort, men nok til at jeg på vej mod metroen fik sagt noget i stil med, at det ikke var så smart af mig at forvirre Alfred.

‘Jeg vil altså også godt snart i den der gruppe’, siger August så. Og med gruppe mener han det søskendekursus jeg har fortalt ham om. Om muligheden for at tale med andre som har samme slags familie som hans. Men man skal bare ofte være ældre end 7, så han må vente.

‘Nogle gange vil jeg bare gerne have en almindelig familie. Hvor ens storebror ikke tager kvælertag og forsøger at dræbe mig!’ lyder det så – lige der i krydset ved Lergravsparken station, hvor morgentrafik og tiltagende vinterkulde slås om opmærksomheden.

Og så må man tage den. Snakken. Ikke i timer. Men de minutter der skal til. Mens der stadig er hul igennem til Augusts bløde(nde) lille hjerte. Til de tanker han kun sjældent lufter. Til tankerne om det der heldigvis kun sker yderst sjældent og er længe siden sidst. Til frygten for at blive gjort fortræd. Usikkerheden. Utrygheden og alt det andet med u som man ikke skal føle, når man bare vil være en helt almindelig københavnerdreng på 7 år.

‘Det er også den slags ting, som kan være godt at tale med en psykolog om’, begynder jeg – og så kommer det:

‘Men det er jo dig, som kan gøre noget, mor!’

Det er ingen anklage eller beskyldning. Det er en konstatering. Og han har ret. Den helt særlige, søde dreng, som står foran mig på fortorvet og ser på mig gennem de blårammede briller har ret. Det er mig, der kan gøre noget.

Og jeg skal ikke tale så meget mere. For August sagde det jo. Jeg skal gøre noget. Så jeg lover at tage (endnu) en snak med Alfred. Og jeg forsikrer August om at det ikke er ok at true eller tage kvælertag.

‘Nej – for jeg har rettigheder‘ siger det eksemplariske lille menneske, som jeg er stolt af at kalde min søn.

‘Det har du’, siger jeg og lover at gøre alt jeg kan for at forsvare hans rettigheder i en familie, hvor almindelig ikke er en del af menuen og hvor vi alle lever på kanten af en kultur, der ikke er helt vores egen – autistisk eller neurotypisk.

… og så går morgentrafikken videre. Metroens mylder. Juleklip. Arbejdsdag.

 

Jeg er den, der kan gøre noget. Jeg er den, der kan gøre noget. Jeg er den, der kan gøre noget.

 

Jeg henter Alfred fra skole og finder min egen sprække i foredraget om Assassin’s Creed, Minecraft, YouTubekanaler og hvilke spil der nu er bedst til hvilken konsol – en sprække hvor mine ord kan gå fra min mund til hans ører. Det er mørkt. Koldt. Men han lytter og jeg fortæller om Augusts frygt. Alfred ser forbløffet ud.

‘Jeg kunne aldrig finde på at gøre August noget!’ siger han med den største oprigtighed – og det ved jeg jo godt. Men det er sket og det vil ske igen. Det jeg kan gøre er at sikre et blødt rum mellem de to brødre – en sprække af fortrolighed. Give dem et sprog for alt det svære. Opfinde det sammen med dem.

Selvom jeg kan se, at det ikke helt giver mening for Alfred, så lover han at sige det til August, når de ses derhjemme. Forsikre lillebror om at han ikke vil gøre ham noget. Og så ses de og krammer og Alfred siger det, mens August lytter og de krammer og så er sprækken væk igen og aftenen fortsætter med hotdogs og Disney Sjov.

Og så sidder jeg her og får det ud. Gør noget. På min egen inddirekte måde. Drypper ord og laver strenge af sætninger i en forsøg på at holde mig selv fast, så jeg gør noget. For jeg er den der kan gøre noget.

 

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That’s how the light gets in.

Leonard Cohen

6 thoughts

  1. Jeg læser alle dine blogs Katrine og vil bare sige at selvom jeg pt ikke har overskuddet til at skrive så meget, hjælper det mig mange gange “den måde hvorpå du spotter situationen og fastholder sprækken af lys i mørket eller lysningen imens du ser det svære”
    Tak ❤️

  2. Er der mon en forelægger, der er interesseret i at samle dine blog indlæg i en bog? Det burde der være! Kathrine – ikke alene skriver du om dybt vedkommende ting med en fantastisk indsigt, der er købt med den dyreste valuta af alle – erfaring – men du skriver også med en poetisk og fabulerende nerve, der gør, at dine historier kravler helt ind i hjertet på en og bliver derinde og laver nye historier og synapser. Du bringer din egen smerte til bordet og med den genererer du tro, håb og kærlighed.

  3. Tak fordi du skriver så fint om din hverdag. Det er meget rørende og inspirerende. Indsigt og håb midt i kaos. Tak

  4. Så fint skrevet. Jeg genkender godt August frygt fra min datter. Det er bare svært at finde den sprække. Dejligt at få sat ord på det i hovedet.
    Kh
    Mette

  5. Det er første gang jeg læser din blog, men helt sikkert ikke sidste gang. Du skriver så smukt og livsbekræftende om en hverdag som også er min hverdag med to drenge meget lig dine. Hvor er det dog vigtigt at gribe sprækken, glimtet og øjeblikket. Og hvor er det vigtigt at værne om den kærlige kerne mellem to brødre…som ofte udfordres af den svære kommunikation. Tak fordi du tager dig tid til at skrive :o)

Skriv et svar