Årets bedste køb

Jeg er stor tilhænger af at give sine gode anbefalinger videre. Det er fint nok at advare mod dårlige ting og sager – men det er i den varme anbefaling at energien ligger. Derfor kommer her min (og Alfreds) varmeste anbefaling af hvad der viste sig at være årets bedste køb.

Bose QuietComfort 25

Lang historie kort – Alfred og jeg skulle fem dage til London og jeg havde fra flere sider fået anbefalet Bose høretelefoner, ikke mindst pga deres støjreducerende funktion. Anbefalingerne kom fra både autister og ikke-autister, så det måtte være noget af et super produkt, når det sådan ramte plet i begge verdener.

Inden jeg svingede dankortet og betalte 2.500 kr.(!!) for et par høretelefoner, ville jeg være sikker på at Alfred kunne lide at have dem på. Derfor skulle han være med, når jeg købte dem, og jeg satsede hele butikken ved at købe dem i lufthavnen.

Da Alfred fik dem på i butikken og der blev tændt for den støjreducerende funktion, så kunne jeg se en fysisk forandring hos ham. Hans krop slappede af og han udbrød begejstret:

Det er himlen!

Og så svingede jeg selvfølgelig kortet! Høretelefonerne er ikke bare gode – de er også pæne og lækre. De har en fin opbevaringsæske – hvor der også er plads til et batteri, for sådan et bruger de til at udsende en frekvens som opvejer for den støj de lukker ude (så vidt jeg har forstået). En anden smart feature er at man kan tage ledningen af, så de bare fungerer som høreværn. Så har man ikke sådan en hængende og det bliver på en måde også lidt mere tydeligt at man lukker lyde ude – og ikke bare går og hører musik. Men de er stadig så smarte at det ikke virker underligt at man har dem på.

Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om hvordan vores tur var forløbet uden Bose’s beskyttende værn. Men jeg er ret sikker på, at de var årsagen til, at Alfred havde så stort overskud undervejs.

Hvor nogle mennesker har brug for at få skruet op for lyden med et høreapperat, har nogle mennesker – deriblandt mange autister – brug for at få skruet ned for lyden. Eller i det mindste få sorteret noget af den generende baggrundsstøj fra. Og her kommer Bose som sendt fra himlen som et reelt hjælpemiddel. Det er ikke kun et luksusgode – det er et stykke teknik, som gør en forskel. De gjorde det muligt for Alfred at færdes (mere) frit – de gør hans verden større ved at lukke noget af verdens larm ude.

Jeg ville ønske, at jeg kunne give høretelefoner til alle som havde brug for det (eller bare et enkelt par eller to – læser I med, Bose??) Og så ville jeg ønske at udgiften til sådan et par omvendte høreapperater kunne dækkes som merudgift. For der er ingen tvivl om, at jeg aldrig havde købt så dyre høretelefoner til min 10-årige søn, hvis det ikke var fordi de gjorde en så stor forskel for hans trivsel.

Alfred med sine støjreducerende Bose QuietComfort høretelefoner
Alfred med sine støjreducerende Bose QuietComfort høretelefoner

Faktisk havde Alfred så meget overskud på turen at han af og til tog høretelefonerne af og gav dem til mig.

‘Prøv dem, mor! Men du skal tage dem på først – og så tænde dem. Er det ikke lækkert?’

Og jo – det var faktisk himmelsk at slippe for den susende baggrundsstøj. At lukke larmen ude og koncentrere mig om en af de stemmer der betyder aller mest for mig. Alfreds.

Du kan læse mere om de fantastiske Bose QuietComfort 25 her – hvor de også kan købes.

5 thoughts

  1. Jeg har dem også – fordi jeg ofte skal arbejde koncentreret med tekst i et åbent kontormiljø – og de ER nemlig fantastiske!

  2. Jeg kan også varmt anbefale Bose’s hovedtelefoner, som vi har købt til vores aspie datter på 10. QC 25 kan fås hos komplett.dk for 1.990 og QC 15, som virker lige så godt er p.t. sat ned til 1.490,- samme sted.

Skriv et svar