Løbende lige ind i muren

Har du prøvet at “spørge” først?” var Alfreds første kommentar, da jeg fortalte, at jeg havde meldt ham og August til Nytårsløb sammen med mig og morfar. Jeg er jo svært glad for både løb og A-Team, så jeg syntes, det var en oplagt ting at deltage i 31. december. Men det var ikke lutter medvind og glade børnesmil. Der var brødredril i luften. Rastløshed før nytårsaften krydret med en autistisk uro forårsaget af mange mennesker, manglende forberedelse (den tager jeg på mig) og så bare det at skulle lave noget, der ikke indebar visuel underholdning eller elektronisk spilleri. Det var med andre ord lidt op ad bakke fra starten af.

Heldigvis havde jeg morfar med. En god støtte, som er rolig og ikke hidser drengene yderligere op. Han er god både med August og Alfred – og de elsker ham. Det sidste er jo ret vigtigt.

Vi fik også hilst på nogle af de andre fra holdet – og jeg er altså ret så glad for det rygmærke. Man skal ikke underkende værdien af at tilhøre en flok. Men altså her er de to knap så begejstrede løbere efter løbet.

Nytårsløb jury

August ændrede godt nok sin vurdering til thumbs up, men alligevel…

Det sker altså af og til og ofte, at jeg træffer nogle virkeligt dårlige beslutninger på mine børns vegne. Men jeg må stå ved dem, for de er truffet i bedste mening. Jeg tænkte for eksempel, at drengene ville være stolte af sig selv, når de havde løbet 2 km børneløb sammen med mig og morfar. Det var de måske også, men de skjulte det godt. Så næste år tror jeg, at jeg løber alene – altså sammen med holdet, men kun med børn der frivilligt vil være med – uden jeg skal “spørge” først.

Jeg bliver faktisk både ked af det og ærgerlig over, at sådan en dag ikke går som jeg har forestillet mig det inde i hovedet. Hvorfor kan de ikke enes? Hvorfor tager de den ikke lidt mere med ro og lader være med at drille? Hvorfor brokker de sig? Hvor-for? Sådan er det, og ja, ja – det min mor sagde gælder stadig. Men bare lige sådan en dag måtte det godt være nemmere. Bare lidt. For jeg bliver altså træt. Men det har jeg skrevet om. Ikke mere ynk.

Men når det så er sagt, så fangede jeg Alfred på opløbsstrækningen sammen med morfar (med ølbrillerne). Og han kæmpede sig frem mod målstregen. Gav ikke op. Klarede det. Det håber jeg han trods alt husker. For det gør jeg.

Nytårsløb

Og hvis du skal på SIKON, så husk at melde dig til workshoppen om A-Team. Trine Uhrskov står for den – og jeg er sikker på at det bliver godt! Tjek kataloget s. 38.

4 thoughts

  1. Kære Kathrine,
    Så gjorde du det igen! Satte ord så fint på oplevelser jeg i den grad kan nikke genkendende til!
    Jeg har løbet Nytårsløbet hvert nytår i mange år og synes at det er sådan en dejlig tradition og god måde at brænde lidt krudt af på årets sidste dag, inden der skal brændes noget andet krudt af senere 🙂
    Og alle disse mange år har jeg forsøgt at lokke resten af familien med. Med varierende held….
    Fælles for alle foregående år har dog været at jeg kun har fået børnene med ved at “bestikke” med en bif-tur. Princippet har været at hvis jeg tilmeldte dem noget uden at have spurgt, kostede det en bif-tur. Det har så været et middel der har helliget målet: at få dem ud og løbe/motionere. Vel vidende at hvis jeg spurgte sagde de nej 🙂
    I år var så anderledes – i år fornemmede jeg en lyst til løb fra ældste og yngste. Så de blev spurgt, sagde ja og vejen var banet for at også de to sidste i familien blev tilmeld. Valdemar dog kun på 2 km, selvom både lillebror og storebror ville løbe 5 km, men fint nok. Det vigtigste måtte være at vi kom afsted. Så mente jeg jo ligesom at den ged var barberet og glædede mig til at mødes med resten af A-teamet i Spartahallen.
    Men – så let skulle det naturligvis ikke være! Da morgenen oprandt og vi skulle have løbetøj på, fik Valdemar en total nedsmeltning! Alt var galt, tøjet klemte, skoene strammede de forkerte steder og han havde i øvrigt aldrig sagt ja til at løbe.
    Vi endte dig med at komme i tøjet alle mand, men jeg måtte opgive at prøve at få ham med ind i den fyldte hal inden løbet. Men han fik løbet sammen med far, jeg fik løbet med de to andre, fik hilst på en masse seje A-team løbere og bagefter hyggede hele familien i hallen – Valdemar i et hjørne med sin Harry Potter bog. Og vel hjemme igen talte vi om at det faktisk havde været ok at løbe…
    Og hvad vil jeg så sige med alt dette?
    Hold ud, hold ved og stol på at du gør det rigtige. Med lidt vedholdenhed bliver nytårsløbet en del af “planen” for en nytårsaftensdag og måske en dag har du drenge der frivilligt går med til at løbe nytårsløb og lign. Måske…men det er forsøget værd 🙂
    Jeg nyder det, er stolt af at lufte mit rygmærke. Der er lidt pause i det for mig, selvom det er hårdt arbejde op til (og benene gør ondt undervejs…)
    Godt nytår!

  2. Tak – jeg er ikke alene.
    Trøster mig altid med, at de forkerte beslutninger er truffet i aller bedste mening.
    Men nogen gange skal de små guldklumper også skubbes lidt til kanten. Og når det af og til lykkes, føles det ekstra godt. Hurra for momental følelse af normalitet.

Skriv et svar