En god investering i 2015

Jeg er flere gange blevet mindet om vigtigheden af at huske de gode ting. Fylde på den mentale huskeliste over det der virker, er godt, giver glæde, styrke og mod. Som en slags lykkeboks man kan trække på i gråvejr.

Derfor lavede jeg 1. januar 2014 en krukke til familieguld. En krukke hvor jeg kunne lægge sedler i med små oplevelser jeg gerne ville huske, når året var omme. Store og små. Jeg lavede den til mig selv – men også i den grad til Alfred og August, for jeg vil gerne have, at de husker de gode ting. August lagde også nogle sedler i og det var sjov læsning. Meget kærlighed og søde hjerter.

Familieguld

Nytårsaften åbnede vi så for krukken. Og det gik over al forventning. På skift trak vi en seddel og læste højt. Der var alt fra en dag hvor vi fik dejlig mad, til den dag August tabte sin første tand og Alfred fik hjem fra skole for første gang. Stort og småt, men kun gode sager. Hvem vil have lyst til at huske en dag, hvor alle var vrede og græd? Ikke mig – den slags skal helst trækkes ud i glemslen hurtigst muligt.

Så nu har vi gemt alle sedlerne fra 2014 i en kasse og gjort krukken klar til nyt fyld. Hit med guldet, 2015!

Familieguld

Jeg kan ikke tage ære for ideen. Den fandt jeg på Pintrest, hvor Autismetanken også har et board.

Og det er virkelig så let som det lyder. Sørg for at krukken står et sted hvor du ser den hver dag. Vores står i køkkenet. Der skal også være papir og kuglepen lige ved siden af. Og så er det vigtigt ikke at overtænke det for meget. Bare skriv, fold og put i krukken. Husk dato – så er det sjovere.

Vigtigst af alt – intet er for småt, bare det er godt.

3 thoughts

  1. Fantastisk idé. Jeg skriver selv taknemmelighedsdagbog, men det er jo kun for mig selv. Dette er jo en udvidelse som er for hele familien. Perfekt 😉

    Og vidste du, at forskning i positiv psykologi viser, at vi faktisk bliver lykkeligere af systematisk at lægge mærke til de gode ting og sige tak for dem?

Skriv et svar