Gæsteindlæg: Oprust

Jeg synes det er en gave, når indlæg kommer dumpende i min indbakke – især når de har relevans og nærvær – og rammer lige ned i familien og det som måske ikke er så nemt. Som f.eks. at vokse op i en autistism familie, hvis man ikke selv er det. Så er det godt at der findes steder som Oprust, der giver plads og mulighed for at tale om det svære. Om det så er autistiske søskende, psykisk syge forældre eller noget andet, der giver andre livsbetingelser end gennemsnittet.

Laurids Bæk Simonsen fra Oprust (og Det Sociale Netværk – der bl.a. stod bag Psykiatritopmødet) har sendt mig dette fine gæsteindlæg, som jeg har glædet mig til at dele. Og så vil jeg opfordrer jer til at gå ind og like Oprust på Facebook – dele budskabet om at muligheden findes og at det altså gør noget godt at tale med nogen.

Hermed giver jeg ordet til Laurids – og Ronnie, som har en historie at fortælle:

Deltagere i Oprust - Ronnie er nr. to fra venstre
Deltagere i Oprust – Ronnie er nr. to fra venstre

“Unge bliver rustet til at håndtere autisme i familien

Hun skriger, råber og kaster med møblerne. Endnu en gang er søsteren i sine følelsers vold; hendes voldsomme impulser. Sådan har det været af og til, så længe Ronnie kan huske, men det var først for fire år siden, at søsteren blev diagnosticeret med autisme og ADHD. Diagnoser der har haft store konsekvenser for hele familien.

”Vi har vidst, at der var noget galt hele livet, men det blev værre i teenageårene. Jeg reagerede ikke så voldsomt i starten; jeg valgte at holde det inde i mig selv og har generelt svært ved at snakke med folk om det,” fortæller Ronnie, som er 15 år. Hendes storesøster er diagnosticeret med autisme.

Ronnie har savnet et sted, hvor hun kunne dele sine tanker, frustrationer og problemer med ligesindede. For det er ikke altid nemt at være ung, når søsteren fylder så meget i familien, og hvor der til tider mangler frirum.

Det har Ronnie fundet i tilbuddet Oprust, der er et projekt for unge mellem 15 og 18 år, hvor de får mulighed for at dele deres tanker og erfaringer med andre unge, der også har psykisk sårbarhed inde på kroppen.

”Jeg kunne heller ikke rigtig snakke med mine forældre om det, og det kan jeg stadig ikke rigtigt. Det er svært at dele det med dem, de forstå det ikke altid. De er for tæt på. Der er det nemmere, når man har ligesindede at snakke med, og når man hører, at de også har prøvet noget lignende, at de har deres egne erfaringer,” fortæller Ronnie og fortsætter:

”Man lærer at håndtere tingene, og man føler sig mindre ensom. Her kan jeg tale om, hvis jeg er lidt irriteret på min søster eller om følelser. Det kan godt være svært, men det er nemmere her, for jeg ved, at nogen har det på samme måde”.

Oprust blev startet i 2013, og siden da har en stor del unge delt deres følelser og frustrationer som pårørende til forældre, søskende eller andre med psykisk sårbarhed. Og det er uafhængigt, om du har en angstramt mor, en deprimeret far eller for den sags skyld en søster eller bror med ADHD eller autisme.

”Det kan godt være, at det er min søster, der har en diagnose, og hos nogle andre er det forældrene, men man har stadig de samme følelser indeni, og her kan man sætte sig ind i det og snakke med andre, der kender til det,” fortæller Ronnie.

Gruppesamtalerne bliver suppleret af fysiske aktiviteter efter hvert møde, så man får bearbejdet samtalerne. Eller som Ronnie siger:

”Nogle af samtalerne kan godt være ret tunge i det, og der er det rigtig dejligt at komme ned at røre sig bagefter og have det sjovt”.

Derudover har de unge også mulighed for individuelle samtaler, hvor de kan blive klædt på til at håndtere rollen som pårørende, hvor de får redskaber samt en forståelse for, hvordan man skal agere over for sine nærmeste.

”Jeg har fået lagt en brandplan for, hvis min søster fik et voldsomt anfald, så skulle jeg gå ude til min mor eller min papfar og fortælle, at jeg gerne ville ud til min mormor og morfar, og så ville de komme og hente mig,” fortæller Ronnie.

En løsning, der er sat i værk for at give familien og Ronnie lidt aflastning.

”Det er rart at få lidt ro på. Når hun får anfald kan hun være meget udadreagerende, råbe og skrige og kaste med ting. Derfor har jeg stort set heller aldrig veninder på besøg, men det er noget andet med dem, som jeg kender fra Oprust, de forstår det,” siger Ronnie.

Oprust starter op igen i januar 2015. Det hele foregår hver mandag i København på Østergade 5, 3 sal og hver onsdag Ballerup på Tapeten, Magleparken 5. Det er gratis og anonymt. Man skal være mellem 15 og 18 år for at deltage.

Du kan kontakte konsulent Maiken Ziebell på mz@detsocialenetvaerk.dk eller på telefon 22 75 69 74.

Læs mere om Oprust her: http://www.psykisksaarbar.dk/oprust og følg med på Facebook her – https://www.facebook.com/Oprustsammen

Oprust -

Skriv et svar