Dét er overskud!

Endnu en dag med Alfred hjemme, men hosten er klinget af. Og da han frækt begyndte at plage om is, vidste jeg at det værste var ovre. – Vi har ingen is, forklarede jeg.
– Jamen, jeg kan selv gå ned efter en. I kiosken. For mine egne penge! udbrød Alfred så, men afbrød sig selv. – Vent lige fem minutter, mor. Jeg skal lige beslutte mig, sagde han.

Alfred går selv hjem fra skole af og til. Men det med kiosken har han ikke prøvet. Kun hvis jeg har været udenfor.

Men som med så meget andet er det bare om at lette grebet, når barnet er klar til at give slip.

Jeg vidste godt, han var klar. På med jakken – fandt penge selv. Jeg skulle følge ham ned ad trappen. Og jeg forstår ham godt. Lydene og det at man ikke kan se hvem der måske kommer op – det gør ham bange. Men afsted kom han og op i lejligheden med mig. Hjertet oppe i halsen. Måtte dele med Mikkel.

Nej, det tager ikke lang tid at gå i kiosken, men det er altså et kvantespring. For meget kan gå galt. (Børnelokker, kidnapper, flugtbilist, gal kioskmand, glubsk hund – you name it…) Tænkte moren. Men det gik godt. For sådan så han ud. Alfred.

– Og mor, jeg fik fire kroner tilbage. Dem må du godt få!

Dét er overskud!

3 thoughts

  1. Sådan, Alfred! Kæft, han er sej og ressourcefuld! Jeg kan huske første gang min drog ud på ekspedition. Stod i køkkenet og bandede over at jeg manglede piskefløde, hvorefter Johanna, 6 år siger ‘jeg kan da godt cykle over i centret og købe det til dig, mor!’ Vi snakker en god km, på et lukket sti system uden biler – men alligevel – alt det, der kan gå galt! Jeg tænkte mig om i 10 sekunder og sagde ‘ved du hvad, det vil faktisk være en rigtig stor hjælp! – gav ungen penge og sendte hende afsted, uden mobil tlf eller andet andet sikkerhedsudstyr, bortset fra cykelhjelmen. Priste mig lykkelig for, at hendes far ikke var hjemme – han havde fået et hjertestop. Han kom hjem 5 min efter – og fik et hjertestop. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde gjort det rigtige. Vi talte minutterne. Overvejede at køre ud efter hende. Og så kom hun hjem. ‘Jeg kunne ikke finde ud af, om det var økologisk fløde, men så spurgte jeg en ekspedient og han hjalp mig. Her er byttepengene. Må jeg godt gå ud og gynge?’ Og her er det så, at man virkelig skal holde sig selv tilbage for ikke at udbryde’ nej, du skal først have en guldmedalje og indstilles til en nobelpris og på forsiden af avisen, før du kan gå ud og gynge!’. Jeg nøjedes med at sige tusind tak for hjælpen – og fik at vide, at jeg bare kunne sige til en anden gang, hvis hun skulle købe noget ind for mig. Hvilket hun faktisk har gjort jævnligt lige siden 🙂

    1. Åh – sikken dejlig historie. Det er så fedt når de kaster sig ud i det – og især når vi ikke holder dem tilbage. Og så kan de være så cool omkring det bagefter som om at det da var ingenting og bare noget de kan. Herligt!

  2. Det er så fedt! 👍 Det står også lyslevende for mig første gang det skete. Det kom bag på mig at han ville. Bagefter var der stor stolthed, og så kom en bølge af angst. Det var jo alligevel et overvældende skridt at tage. Det med opgangen er præcis sådan her også.

Skriv et svar