Bedøvende

Jeg sidder i toget på vej hjem. Det er lørdag aften. Jeg har trukket den så længe jeg kan. Argumenteret for og imod i tankerne. Men i bedste Nike stil valgte jeg – Just do it. Derfor er her en ordstrøm. Mest for mig egen skyld. Men måske det også knækker noget i dig.

Du kan bedøve dig selv med så mange ting. Bedøve fordi der er noget som ikke føles rart. Noget som føles for meget, for fremmed, for velkendt, for tæt på og for indtrængende. Så du pakker dig ind i velkendt stof. Det kan være mad, arbejde, alkohol, beklagelser, selvskade, dumme og dårlige vaner. Vi har alle vores velkendte mønstre.

Og hvorfor rabler jeg nu sådan? Det er ikke til at komme med et enkelt og konkret svar på – men min pointe er ikke så meget en mening, som det er en udladning af det jeg selv har fortrængt. Nemlig mine ord. For det er trængt for tiden og det pulserer med alt for mange (nye) indtryk, (nyt) ansvar, (nye) opgaver og alt muligt som jeg sætter imellem mig selv og det jeg eksisterer aller bedst i – ordenes verden. ‘Jeg skal lige læse det her…’ ‘Jeg skal lige se det her…’ ‘…lytte til…’ ‘tænke over…’ Alt andet end at sætte egne fingre på tasteturet og få redet tråde ud.

Redet ud er måske så meget sagt, men det er den måde jeg u-bedøver mig. Det er sådan jeg mærker den virkelighed, jeg befinder mig i som mor i en autistisk familie. Det er sådan jeg bearbejder alle de historier og skæbner jeg røres af. Det er sådan jeg forsøger at få hold på min egen fortælling. Og hvor nogen bedøver sig med mad, alkohol eller medicin, så bedøver jeg mig med stof – forstået som læsestof, indhold, information, opgaver og andre elementer som kan forstyrre og bedøve de ting og tanker, som jeg ikke formår at forholde mig til og mærke.

Vi skal aldrig tro på det vi ser. Vi skal aldrig sammenligne os med andres billeder.

Mest af alt er dette nok bare min helt egen ordstrøm efter en bedøvende dag på konferencen ‘Plads til alle’ arrangeret af Red Barnet. Den handlede om fritidsliv for udsatte børn (kort fortalt) – og i stedet for den annoncerede Stig Tøfting, kom Jens Arntzen og prikkede lige i det som ofte bedøves. Nemlig alle følelserne og tankerne omkring August, vores familie, knuderne og de spor vi sætter i hinanden, når vi efter bedste evne forsøger at tage hensyn og passe på – skærme og skubbe. Kort sagt, når vi lever i en hverdag, der kan være mere uforudsigelig end de flestes trods struktur og skemaer.

Hvad gør det ved August at have oplevet en storebror, som farer i flint på 0,1 sekund og tager kvælertag? Også selvom det kun er sket ganske få gange. Hvad gør det ved ham at opleve sin mor græde? Sin far skælde ud? Vores afmagt? Sin hverdag skælve? Og som jeg skriver dette tænker jeg – at så slemt er det jo heller ikke. Og det er det på samme tid ikke og og jo, det er det. For er én gang ikke en gang for meget? Den splint i hans erfaring, kan jeg ikke fjerne. De bekymringer han gør sig – det lille menneske… Når han betror sig og siger, at han er bange for hvad Alfred kan finde på. Den er svær at sluge – men sluges skal den for ellers vokser splinten betændt i hans sind. Der kommer nye splinter til. Små knæk. Revner. Uro og bekymring. Især for de splinter jeg ikke opdager. De behov han holder for sig selv. De åndedrag han holder inde af frygt for hvad der nu vil ske. Oplevelsen af at blive tilsidesat.

Jeg tænker ikke kun på min egen lille midte – selvom den står mig nærmest. Jeg tænker på alle dem som oplever voldsommere og værre. Og så får jeg lyst til at bedøve mig med stof. Væve rundt og vade ind og ud af vidensrum og fundere, spekulere – alt andet end at handle. For hvad pokker skal jeg gøre, når det gør så ondt?

Jens Arntzen er en voldsom fortæller. Ikke kun fysisk, men også verbalt. Taler højt. Insisterende. Skifter stemme og stil. Og det går lige ind. Jeg blev så påvirket, at jeg måtte tænke på andre ting undervejs. Distrahere mig selv for ikke at blive for revet med. Selvom jeg er sikker på, at han ville kunne have håndteret det, hvis jeg havde græde. Men det er ikke sikkert, at jeg selv ville have holdt til det. Der var alt for langt hjem fra Esbjerg med hjertet i hænderne og for langt til familiens trygge favn.

Jeg blev ramt, da han fortalte hvodan ‘radar-børn’ er gode til at få det til at handle om andre end sig selv. Hvordan de( vi?) – når det gør ondt – for alt i verden retter fokus på verden og på andre. Kom lad mig fikse dig! Kom lad mig puste på dit sår, så jeg ikke mærker mit eget.

Så kære Jens Arntzen – du talte om, hvordan vi ændrer hinandens liv, når vi mødes. Du har ændret mit og lavet et knæk på min fortælling. Når jeg engang tænker tilbage, vil jeg kunne slå ned og sige – at den eftermiddag i Esbjerg skete der noget. Lige som der gjorde den dag på Frederiksberg. Der sker noget, når vi møder hinanden. At knække er ikke skidt. Især ikke hvis det står i modsætning til at bedøve.

Dette er ikke et indlæg med hoved, hale, begyndelse og slutning. En strøm er uden start og slut. Heldigvis er jeg snart hjemme. Det er en slags ende.

Stille

5 thoughts

  1. Ved lige præcis hvad du mener. Jeg har også hørt hans Fordrag, og sad tilbage med tanker som du gør😀.

  2. Alle dine tanker har jeg selv haft, da mine tre piger var børn – og jeg må sige, at nu hvor de er voksne og vi har fået talt om alt det trælse, som nogle gange fyldte vores hverdag med Michelle (Asperger), så forbavser det mig, hvor rummelige de to søstre er, hvor overbærende de er og hvor lidt det har påvirket dem negativt, at hun også tog kvælertag og meget mere….Det er håb!

  3. Tak Katrine for dine ord. Dine skriverier rør mig dybt gang på gang. Selvom jeg ikke har de samme udfordringer som dig, så er der så mange af dine tanker og erfaringer som rammer min egen verden.
    Kærlig hilsen

  4. Åh, hvor er det fint skrevet. Og hvor er jeg selv tæt på at græde, når jeg læser det. For ja, jeg har også dårlig samvittighed over for de søskende der har oplevet en voldsom storebror. Men jeg håber på, at de ved at vi som forældre har gjort hvad vi kunne for at beskytte dem. Og det er måske den store forskel i forhold til Jens Arentzen. At man ved, at der er nogen der prøver at passe på en.

Skriv et svar