SIKON15: Først den dag jeg dør får jeg fred

På søndagsdelen af SIKON havde vi udover Carol Gray også fornøjelsen af Anja Hende og Dorthe Hölck. De lagde sig fint i tråden omkring mobning, som Carol havde tegnet op – og bekræftede at det (desværre) er dem der skiller sig ud – dem som er alene, der er i fare for at blive ofre for mobning. Det gælder ikke kun børn, men i lige så høj grad voksne. Anja er selv autist og ADHD – og skriver bl.a. på Autismwhisper.com. Dorthe Hölck er autismekonsulent.

Det der står stærkest i min hukommelse fra deres oplæg er Anjas insisteren på at vi gør noget når vi ser nogen blive mobbet – at vi ikke lader stå til. Om det er i den fysiske verden eller on-line – så har vi alle et ansvar. Hun beskrev selv sit eget liv og de skader hun har fået som svarende til at være en tallerken, der er smadret og limet sammen igen og igen. Sådan en tallerken bliver aldrig stærk og hel. Derfor ligger det hende meget på sinde at gøre hvad hun kan for at andre autister ikke skal gå det samme igennem. Hendes eget udsagn står stærkt:

“… den dag jeg dør får jeg fred. Og jeg vil brændes og min aske skal spredes, for jeg skal ikke være fanget igen!”

Tilgangen til  børn der oplever at blive mobbet er vigtig. Spørg ikke “hvad havde du gjort for at blive drillet?” – spørg “hvad gjorde de?” Som Carol Gray også påpeger, skal man aldrig diskutere oplevelsen. ‘Never argue perception’.

Men det er meget vigtigt, at vi alle er opmærksomme på, hvordan vi selv fremstår. Hvad er det for signaler vi sender ud? Det gælder både som fagperson og forælder. Hvad er det for en kontekst vi befinder os i? Nogle gange er det værste vi kan gøre ingenting. Det gælder på nettet, hvor det er mobning at lade nogens kommentar stå ukommenteret/ignoreret. Det er de små ting, som set i analysen ved dagens slutning som gør så evigt ondt.

 

Anja Hende SIKON15

Anja har selv undersøgt hvad der sker på nettet – og meldingen var klar. Det er som om alle rovdyrene kommer frem efter kl. 21 om aftenen. Der sker en markant ændring i hvordan folk skriver til hinanden. Så det er måske en idé at logge af – og sørge for at ens børn heller ikke er på nettet, hvor tonen er (ekstra) barsk.

 

Og så som en lille krølle, der er god at få med. Anja er dejligt lige ud af posen. Hun pakker ikke ting ind. Det synes jeg er dejligt! Derfor tager jeg det også til mig, når hun står fast på begrebet autist. Det er ikke noget man har – det er noget man er. Det er kernen i personen – og så kan der godt være forskel i de lag, der er ovenpå. Men for hende giver det ingen mening at tale om at have autisme. Derfor opfordrede hun også til at vi som voksne bakker op om brugen af ordet. Vi er med til at give det styrke når børnene spejler sig i os. Som Anja befriende siger – det er jo fakta. Det skal ikke pakkes væk.

Igen bekræftes jeg i at der er så meget at lære af at høre autister fortælle. Og dem var der heldigvis flere af på SIKON. Det skal nemlig ikke være en konference som taler om autister – vi skal tale med, sammen med – og ikke mindst lytte! Hvis vi først lytter for at forstå, før vi selv taler – så tror jeg vi kan komme langt.

Tak til Anja og Dorthe for et godt indspark på #SIKON15

 

 

Skriv et svar