Gæsteindlæg: Den daglige dosis autisme

Jeg er glad for gæsteindlæg, fordi de bryder min ellers enetale her på bloggen. Lars, som har forfattet dette indlæg, har jeg aldrig mødt. Men jeg blev så glad til SIKON, da jeg i mit Twitterfeed så ham bruge #SIKON15. Derfra var der ikke langt til at spørge om han havde lyst til at skrive om sin oplevelse på SIKON (som er Landsforeningen Autismes årlige konference, hvis du ikke lige ved det).

Lars har skrevet et fint indlæg – SIKON set fra en fagmands synspunkt – læs med her:

 

Den daglige dosis autisme
af Lars Clausen, pædagogisk konsulent for specialpædagogik og inklusion på UC Lillebælt.

Lars Clausen UCL
Lars Clausen

 

I dette indlæg orienterer jeg om mine oplevelser fra deltagelsen på SIKON15-konferencen i Odense og hvad jeg tager med mig til min praksis som pædagogisk konsulent på inklusionsområdet for både fri- og folkeskoler.

I de sidste 6 år har jeg haft alsidig berøring med børn og unge inden for autismespektret. Først som lærer i et specialtilbud for elever med adhd-autisme komorbiditet og siden som konsulent for specialpædagogik og inklusion på Center for Undervisningsmidler under University College Lillebælt. Det er min opgave som konsulent at yde vejledning til skoler og teams, der har opgaver, der kræver specialpædagogiske indsatser. Min dagligdag indeholder kontakt til enkeltlærere, teams og skoler, der oplever udfordringer på inklusionsområdet. Desuden afholder jeg pædagogiske dage for skoler inden for inklusion, kommunikation og trivsel. (For nærmere info, se her.)

For første gang deltog jeg dette år i Landsforening Autismes årlige konference, der blev afholdt i Odense. Jeg drog afsted i spændt forventning og så frem til at blive både udfordret og klogere. I mit arbejde som lærer og konsulent er det fortrinsvist elever på autismespektret, jeg har berøring med. Jeg var i særdeleshed spændt på at udvide mit kendskab til forskellige måder, ‘mennesker på spektret’ forstår og beskriver deres liv og deres verden. Hvilken funktionel relevans har andre mennesker for autisten og hvilke konstruktive tilgange til gensidig interaktion og udvikling er hotte for øjeblikket?
Søndag den 26. april holdt Carol Gray et seminar om Social Stories©. Carol har en smittende livsglæde og viser med sit arbejde, at indsatser for mennesker på autismespektret kan have et meningsfuldt samvær med andre mennesker. Carol gav en præcis gengivelse af de overvejelser, der ligger til grund for udviklingen af Social Stories. Selv om jeg har gjort brug af dem både som lærer og konsulent, fik jeg i den grad opkvalificeret min kompetence til at udarbejde og tilpasse sociale historier til elever inden for autismespektret. Det skønne er, at sociale historier bidrager til konstruktiv dialog og social udvikling for mere end autister. De har vist deres værd ved elever med ADHD og tilknytningsforstyrrelse, og jeg ser frem til at vejlede flere lærere og pædagoger i at lave tekster, der giver mening for eleverne, og som udvider elevernes kompetence til at fastholde emotionel balance og relevant handlekompetence over for andre.

 

Mandag den 27. april holdt Carol Gray åbningskeynoten for den “officielle” konference. Carol beskrev den historiske tilblivelse af ideen om Social Stories© og gennemgik en række eksempler fra sin egen praksis som behandler. Hun fortalte åbent om tekster, der gik galt og tekster, der fik succes. Carol tilkendegav sin utilfredshed med at flere kommercielle udbydere tog sig godt betalt for at udarbejde sociale historier til familier og skoler. “They ought to be free of charge” gentog hun flere gange. Hun løftede sløret for den kommende hjemmeside med tusindvis af Social Stories©, deres teoretiske baggrund og skabeloner til at lave egne historier. I skrivende stund er hjemmesiden ikke gået i luften, men jeg kan forsikre jer om at den er værd at vente på ud fra de materialer, jeg fik set med et forhåndslogin. Se mere på: http://www.carolgraysocialstories.com

Carol afsluttede sin sekvens af præsentationer med et mindre indlæg om tegneserie-samtaler. Tegneseriesamtalen bruges som redskab i genbeskrivelse af et hændelsesforløb, hvor parterne gennem visuel støtter beskriver og analyserer hændelser, egne reaktioner og reflekterer over hensigtsmæssige strategier. Brugen af individuelt tilrettelagte farver som udtryk for elevens sindstilstand var væsentlig. Eleven har ejerskab over tegningen og dens indhold. Tegneseriehistorien er elevens redskab til at formidle egen forståelse af et hændelsesforløb til omverdenen, hvorefter relevante personale kan gå i dialog med eleven om forløbet. Comic Strips© har den fordel, at de er situative i deres tilblivelse og tillader personale at agere kompetent i interaktionen med eleven – frem for at tage udgangspunkt i personalets egen forståelse af hændelsesforløb og rigtig adfærd flyttes udgangspunkt i elevens erfaring og refleksion. Det er en kæmpe gevinst og et relevant bidrag til professionalisering af det fagprofessionelle personale rundt om på skolerne og i SFO’erne.
Om eftermiddagen holdt Majken Paulsen et energifyldt oplæg om sin egen livs- og lidelseshistorie. Jeg måtte erkende, at jeg vist er ganske ‘neuro-typisk’, dvs. som flertalsbefolkningen er flest og uden for autismespektret, at Majkens livsforløb og rationale på den ene side demonstrerer et helt fantastisk energiniveau og viljestyrke, der er beundringsværdigt. På den anden side er hendes livsbeskrivelse også en formulering af kontinuerlig ensomhed og objektgørelse af kroppen som maskine, der skal lappes, repareres og smøres.

 

Tirsdag den 28. april holdt danske Kirsten Callesen et rørende oplæg med patientdeltagelse. Kirsten har i mange år været en spidskompetence i Danmark i arbejdet med piger med autisme. Også denne gang demonstrerede hun muligheder for udvikling og overvindelse af forhindringer i arbejdet med at gøre mennesker med autisme livskompetente med tillid til egne præstationer og målsætninger. Kirsten sekunderede Carol Grays beskrivelse af nødvendigheden af accepten af fejltrin. Det er bedre at prøve og anerkende, at man ikke nåede målet, end straks at opgive. I Kirstens inlæg var ventetider og overvejelser væsentlige i dialogen. Hun viste, at der i trængte pigers liv kan findes helt uanede mængder af vilje og styrke til at bryde ud af indre fængsler, hvis der er tillid til verden og indsatsen giver mening for den enkelte.
Det sidste store oplæg var Jennifer Cook O’Toole, der indlevende fortalte om livet som højtfungerende autist (aspergers syndrom). Hun formåede at give deltagerne til konferencen et “inside-view” fra spektret, og jeg fik mere end én gang rykket ved min forståelse af, hvordan autister mon ser mig og min betydning. Prøv at gå ind på hendes side http://asperkids.com og oplev den store livsglæde og formidlingskapacitet. Hun inspirerede og viste med sin tilstedeværelse og performance, at diagnosen AutismeSpektrumsForstyrrelse ikke er lig med lav trivsel, social isolering og dysfunktionelle kommunikationsmønstre.

 
Fandt jeg, hvad jeg ledte efter på konferencen? Det spørgsmål må jeg svare ja til. Konferencen gav mig rig lejlighed for at tale med fagprofessionelle, pårørende og autister og høre deres historier. Krydret med kompetente oplæg og god mad til konferencemiddagen har deltagelsen både udvidet mine kompetencer til vejledning inden for inklusion og specialpædagogik og samtidig givet mig en erfaring af, at det kan være ganske og aldeles unormalt at være ‘normal’, når man trisser rundt blandt mennesker. Autister ved noget om os ‘neuro-typiske’, som vi ikke selv ser, og det er en berigelse at blive klogere på sig selv.
De mange indtryk fra konferencen kan reduceres til en helt væsentlig pointe, som var tilstede i ethvert indlæg og enhver samtale. Jeppe Aakjærs lader i sit lille kvad “I Sne staar Urt og Busk i Skjul” spurven synge om tiden – om ventetiden. Nok er vinteren hård og streng, men giv tid, og foråret kommer. Således også i arbejdet med autister: “giv tid! – hver blomst udspringer”.

Den vigtigste viden, jeg tager med fra konferencen er kort:

Husk tænketid!

Skriv et svar