Det jeg aldrig vil blogge om

Det med at blogge har jeg efterhånden gjort længe. Siden januar 2005 for at være præcis. Det hele begyndte med Alfred og har foldet sig ud omkring ham siden da. Fra begyndelsen tænkte jeg meget over, at alt der skrives på nettet er offentligt. Alt vil han – og resten af familien (og alle jer andre) – kunne læse. Det er derfor vigtigt for mig at kunne stå ved alt jeg skriver. Tage ansvar for det. Ikke udstille andre end mig selv.

Der er ting jeg ikke blogger om. Hvad jeg har på, er en af dem. Must haves, tilbehør, hudpleje og ønskesedler. Det giver ingen mening for mig og jeg tror helt ærligt, at jeg ville være mega dårlig til den slags, så det vil jeg lade andre bloggere om.

Men som så mange andre, skriver jeg om mine børn. Mine børn som bliver større. Mine børn som er deres egne og som i takt med at de vokser op, har krav på mere og mere privatliv. Derfor prøver jeg også at tage udgangspunkt i mine egne tanker og oplevelser. Ikke at udlevere børnene. Samtidig tror jeg på åbenhed. På at livet bliver endnu bedre, hvis vi deler det. På at man kan blive glad for at høre, hvordan andre har det – både hvis de har det som en selv og hvis de har det hele anderledes. Vi deles.

Jeg deler mine tanker om at være en autistisk familie af flere årsager. Dels fordi jeg gerne vil give et indblik i, hvordan en hverdag også kan se ud. Fordi jeg gerne vil udbrede kendskabet til og accepten af en autistisk tilværelse. Fordi jeg gennem skriveriet selv bliver klogere på, hvad jeg egentlig tænker. Fordi jeg har en tro på at mine oplevelser ikke er unikke, men genkendelige – og at der sidder familier derude som vil kunne spejle sig i dem og ikke føle sig så alene som de måske ellers gør, hvis de er omgivet af såkaldte almindelige familiefortællinger.

Hvorfor laver du en blog der udnytter din søn?

For en måneds tid siden fik jeg en kommentar her på bloggen. Den kom fra ‘en voksen autistisk kvinde’, som hun underskrev sig. Hendes ord har rumlet og tumlet i mine tanker. Hun skrev:

“Hvis din søn lavede en blog om hvor meget han elskede dig på trods af at du er følelseskold, irrationel og larmende, ville du så ikke blive sur? Hvorfor laver du en blog der udnytter din søn? Du tager hans ord og bruger dem for at få anerkendelse. For at få ros. Det private øjeblik er nu en anekdote. Hold op med at prale af hvor meget i elsker jeres børn. Alle burde elske deres børn. Der er intet specielt i det.”

Jeg fortalte Alfred om kommentaren. Spurgte ham, hvordan han havde det med, at jeg skrev om ham. Om os. Han svarede, det var helt ok. Hvad kunne han ellers sige? Jo – en dreng som Alfred ville helt sikkert sige “det må du ikke skrive om”, hvis han mente det. Sådan er det så dejligt lige ud af landevejen med Alfred. Så når han siger ok, er det ok. Men jeg er jo stadig den voksne. Den der beslutter hvad der skal skrives. Hvordan det skal skrives. Det er ene og alene mit ansvar.

Jeg håber, at Alfred en dag vil lave sin egen blog. Vi har talt om, at han skal være mere med på Autismetanken fremover. At han gerne vil hjælpe andre ved at fortælle om sit liv og sine tanker. Og hvis de tanker også er, at jeg er ‘følelseskold, irrationel og larmende’, så er det sådan. Han må gerne bruge mine ord, lige som jeg får lov til at bruge hans.

Der kommer af og til artikler i medierne om, hvordan forældre praler med deres børn. Søger anerkendelse via deres børn. Og jeg har virkelig tænkt meget over, om det er det jeg gør. Det er det på sin vis – og så alligevel ikke. For jeg er ligeglad med ros. Om andre synes jeg er en god mor rager mig en høstblomst. Om mine børn synes jeg er en god mor – det er en helt anden sag. Jeg tror ikke, jeg elsker mine børn mere end andre gør. Som kvinden skriver – alle burde elske deres børn. At man blogger om dem er ikke et tegn på kærlighed. Det er en fortælling. Det er ikke hele historien. Det er en blandt mange.

Både Alfred og August ved, at jeg skriver om dem. At jeg deler vores historie. Nogle gange foreslår de selv, at vi skal lave en video til Autismetanken. Som f.eks. da man kunne stille spørgsmål til August eller da Alfred ville fortælle om sine høretelefoner. De er ‘digital natives’ – de leger Youtubere og laver fiktive videoer når de leger. Det er deres digitale virkelighed og min fortælling er flettet ind i deres. Det er sådan vi er familie. Det er sådan jeg fortæller. Heldigvis har alle valget om de vil læse med eller ej. Jeg skriver først og fremmest for at skrive, sekundært for at blive læst. Ros er slet ikke på listen.

6 thoughts

  1. Skønne skønne mor til Alfred og August – ja, at skrive en fuld offentlig blog baseret på livet bag gardinerne i brudstykker er – måske – egoistisk – men en egoisme der har til formål at almindeligtgøre at jeres familie er en HEL familie. En familie hvor der er rum og plads – også til at der kan deles ud af oplevelser. Den handling har konsekvens begge veje – vi bliver klogere på at vi ikke er alene med de daglige udfordringer – og du (-og din familie) får delt hvad i oplever – terapi kan i mange tilfælde gå begge veje. Jeg er desværre ikke begavet med din fantastisk skønne måde at skrive på – men hvor ER det skønt at læse så ligetil det vanskelige kan være og gøres – bliv ved, bliv ved – i det omfang du/i har behov og børnene vil være med til – for her nydes det i fulde drag til kaffé-latten 😀 <3

  2. Kære Kathrine – lidt ros er du altså nødt til at tage imod. For jeg kender ikke nogen mer ægte og med så megen omtanke og omhu for det du deler/blogger om. Det er altid en fornøjelse og ofte en berigelse at læse.

  3. Har for nyligt fundet din blog; og jeg synes den er god at læse. Det er utrolig rart at du deler – det giver et indblik i en hverdag som på mange måder kan minde om ens egen, både med op og nedture. Jeg synes også der er en irriterende kultur for at bloggere kan være udleverende og måske ligefrem pralende. Det synes jeg i det hele taget vores samfund er påvirket af i høj grad, hvilket går mig på. Men jeg mener ikke din blog er en del af den kultur og det glæder mig virkelig at læse den. Så tak for det!

  4. Tak for at du og drengene bliver ved med at fortælle og dele jeres familehistorie med os!

  5. Kære Kathrine😊
    Hvorfor er det lige vi ikke må prale af VORES børn, som kan være så anderlederes og alligevel så “normale” at sommertider tænker hvor kom det lige fra. Når jeg læse autismetanker, for jeg altid den dejlige føles af at man ikke er alene, der er andre i samme båd. Dine tanker giver ny viden og stof til eftertanke i vores fam. Har selv en dreng på 9 år med autisme. Så forsæt dine tanker og bliv ved at skrive dem ned👍🏻👏🏻😊
    Kh
    Jette

Skriv et svar