Du elsker mig højt, men…

Om de tætteste relationer, som også er de sværeste. Om dem man aldrig kan forlade, fordi de bor i ens blod. Om børn og brødre. Om dansk og finsk.

IMG_3397

Er det ikke sådan, at du elsker mig meget højt, men når du er vred, kan du ikke rigtigt sige det?

Sådan sagde August, som altså kun lige er blevet 8 år, her i sommerferien. Jeg overhørte igen en af deres fine samtaler, og Alfred gav ham helt ret. Jo, det var lige sådan det var.

Jeg elsker dig jo altid, August!” svarede Alfred med antydningen af irritation i stemmen, for var ikke første gang de havde samtalen. Men det er en vigtig samtale for August, for han bliver af og til meget bange for Alfred. Bange for sit lille liv. Bange for at der skal ske noget. Med ham, Alfred, os. Som Alfred hader jump scares hader August når Alfred går fra de famøse 0 til 100 på et splitsekund. Det er også en slags jump scare…

Bølgerne mellem de to drenge – autistiske Alfred på knap 11 og så neurotypiske (såkaldt ‘normale’) August kan gå meget højt. Både fordi de er brødre – men i endnu højere grad fordi de har hvert sit styresystem, hvor det af og til går hurtigt galt, men også altid godt igen.

Når jeg fortæller nogen om drengenes kontroverser, er de mest irriterende kommentarer altid i stil med at ’sådan er børn/brødre/søskende’. For ja, søskende kan skændes og slås. Det gør mine drenge også. Men der er den særlige version af konflikter, som opstår fordi de er så forskellige. Fordi de ser verden på forskellige måder. Taler forskelligt sprog.

Ja – det er lige som Alfred taler finsk!” sagde August en gang og fortsatte “Og jeg forstår ikke finsk, vel!”

Midt mellem de to står jeg så og skal lege dansk-finsk tolk, selvom jeg nok ikke altid er helt så stærk i det finske, som jeg kunne ønske. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har finske rødder.

Men lige som August kan råbe i frustration, at der ikke er nogen som forstår ham. At han ville ønske at han havde en ‘almindelig storebror’. At han bare vil stikke af hjemmefra og aldrig, aldrig komme hjem igen. Lige så meget kan han grine med Alfred som ingen anden. Finde på lege, som kun de to forstår. Lave aftaler om fremtiden, hvor de to skal bo sammen.

foto
foto

Vi må også fortælle August om alle de fordele der er ved den autistiske storebror, som han er så heldig at have fået. Han driller nemlig yderst sjældent. Han prøver ikke at lokke ham til ting og sager. Han er ikke udspekuleret og så er August faktisk hans aller bedste ven.

Dermed ikke sagt at alle ikke-autistiske storebrødre er sådan, men… Det er set før.

Det er hårdt at høre på at de to unger, jeg elsker højere end noget andet i verden, skændes. Når de danske og finske gloser flyver omkring og bliver misforstået. Når den ene taler i hentydninger og den anden taler konkret. Når de har det samme skænderi igen og igen og igen og igen.

Men som det kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund, kan det også gå fra 100 til omkring 10-12 stykker på nogle sekunder. Der er åbenbart fælles ord på dansk og finsk, som jeg ikke altid kender til. Et fælles sprog blandt brødre. Uanset neurologisk sammensætning. Som jeg plejer at sige til drengene:

“Jeres hjerner er forskellige, men jeres hjerter er de samme.”

One thought

Skriv et svar